Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 22 – September 1986 – side 9

Syndikalismen i Danmark 1910-20, I

Jason Meyler

I december 1908 gik en lille gruppe socialister fra det socialdemokratiske ungdomsforbund sammen om at danne Syndikalistisk Forbund. Formålet var, som det udtryktes af deres leder Christian Christensen “en genrejsning af den revolutionære socialistiske bevægelse.”

Syndikalistisk Forbund udgav et blad og agiterede omkring arbejdsløshedsspørgsmålet. Det er tvivlsomt, om de fik stor opbakning, og der er ingen tegn på deres indblanding i overenskomstkonflikterne i 1910. Det bekræftedes af Christian Christiansen, da han gav udtryk for ønsket om at “komme op af kælderen” og “væk fra principrytteri og endeløse diskussioner” og “i stedet for gå ud og vinde arbejderne for den revolutionære klassekamp.”

De endeløse diskussioner førte til at Christian Christensen og en del andre forlod Syndikalistisk Forbund for at udrette noget praktisk arbejde i fagbevægelsen. Det førte til dannelsen af den syndikalistiske Fagoppositions Sammenslutning (FS).

Hele vejen igennem sin livstid forstod FS sig selv som “praktisk klassekamps bevægelse”.

Vokseværk

Fra 1910 til 1920 voksede FS fra 34 til over 4.000 medlemmer og udgav et dagblad, Solidaritet, der solgtes i 15.000 eksemplarer. Men de revolutionære ideer, der voksede op med FS og som repræsenterede den første større revolutionsbevægelse i den danske arbejderklasses historie, forsvandt efter 1920 lige så hurtigt som de var vokset frem.

Carl Heinrich Petersen, en af den danske syndikalismes historikere forklarer, at “en af årsagerne til syndikalistbevægelsens forsvinden var et lavt bevidsthedsniveau og en beskeden viden om syndikalismens principper og historie hos et flertal af dens medlemmer”. Det er unægteligt sandt. Christian Christensen påpegede senere, at FS var fattig i “bogført ideologi”.

Carl Heinrich Petersen tilføjer dog, at det ikke har medført opløsning i f.eks. socialdemokratiske eller stalinistiske partier. Vi er nødt til at søge videre for at forstå syndikalismens svagheder.

1899 til 1917 var dystre år for arbejderklassen. Dansk kapitalisme var i fremgang, men reallønningerne stagnerede, og med udbruddet af første verdenskrig faldt de med op til 35%.

Nederlaget efter den store lockout i 1899 og indgåelsen af Septemberforliget mellem de faglige ledere i Det samvirkende Forbund, DsF (nutidens LO) og arbejdsgiverne medførte en række forhandlings-, mæglings- og varslingsregler, som betød en enorm svækkelse af arbejderklassens kampkraft. Den faglige moderation, som de bureaukratiske ledere af fagbevægelsen blev kaldt, indgik i 1911 en femårig overenskomst, som yderligere forværrede situationen.

Helt op til krigens udbrud i 1914, var FS stadig en lille organisation med under 400 medlemmer. Det var først efter 1917-18, at FS oplevede en stormende tilslutning til sine ideer og sin organisation. Socialdemokraterne begyndte at betragte FS som en trussel mod deres dominans i arbejderklassen.

Arbejderkamp

I modsætning til Socialdemokratiets tro på, at social forandring kommer gennem overtagelsen af staten, “statssocialismen”, som FS kaldte det, opfattede syndikalisterne den umiddelbare klassekamp som vigtigst.

“Syndikalismen forenkler klassekampen og overbeviser arbejderne om, at kun de selv er i stand til at føre den igennem,” skrev Solidaritet.

Det var en reaktion på den reformistiske bevægelse, der havde lavet en opdeling mellem den politiske og den økonomiske kamp.

De socialdemokratiske partier skulle arbejde i parlamentet for social reformer, mens fagforeningerne skulle sikre lønningerne gennem faglig kamp på arbejdspladserne.

Syndikalisterne ville genetablere arbejderklassens aktive rolle i kampen for socialismen. Der var ingen repræsentanter, der kunne befrie arbejderne på deres vegne.

“Arbejderklassens frigørelse skal være arbejderklassens eget værk derved, at de gennem direkte deltagelse i kampen løftes, højnes og modnes til at blive verdens herskere og etablere socialismen. Det var Marx’s ord og syndikalismen er disse ords praktiske realisation,” skrev Christian Christensen i Solidaritet.

Syndikalisterne tog altså udgangspunkt i arbejderklassens økonomiske kamp – kampen i produktionen på arbejdspladserne. I klassekampen kunne arbejderklassen omdanne de eksisterende fagforeninger til virkelige kamporganisationer, som ville stå i spidsen for en revolutionær generalstrejke. Fagforeningerne skulle administrere den fremtidige socialistiske produktion.

Et revolutionært politisk parti var ikke nødvendigt, da den faglige kamp af sig selv ville udvikle sig til en kamp om magten i samfundet.

De tog ikke blot udgangspunkt i, men begrænsede sig til den økonomiske kamp igennem fagforeninger. Næsten som en spejlvendning af reformisternes adskillelse af politik og økonomi gav de spørgsmålet om politik og bekæmpelsen af staten mindre betydning.

“Vi adskiller skarpt politik fra fagbevægelsen. Når vi har 1% politiske interesser, har vi 99% økonomiske.” Og videre: “Vor stilling til parlamentarisme er som alle syndikalistiske bevægelser verden over,” skrev Solidaritet, “Vi er neutrale. Det vedkommer ikke syndikalismen, om en arbejder er kristen, muhamedaner eller om han i politisk henseende stemmer på dette eller hint parti eller slet ikke stemmer.”

Afvisning af politik førte til en afvisning af nødvendigheden af et lederskab. Det vil opstå af sig selv i situationen. Syndikalistiske arbejdere skulle vise ved eksemplets magt, hvordan kampen skulle føres, så ville resten automatisk følge efter.

“Erfaringer fra alle tidligere kampe viser, at det er den lille begejstrede minoritet, der ved sin raske og resolutte optræden sætter liv og begejstring i de store tunge arbejdermasser.”

Det var denne undervurdering af politiske spørgsmål i kampen, der skulle give FS en alvorlig hovedpine.

Strategien på prøve

Fra begyndelsen kom deres politik på prøve. Mange af syndikalisterne var jord og beton arbejdere. Da arbejdsgiverne havde opsagt overenskomsten i foråret 1911 kom de ud i strejke. Da fagforeningsbestyrelsen opnåede forlig med arbejdsgiverne blev de massivt nedstemt i afdelingen og FS overtog betyrelsesposterne. De oplevede hurtigt, at de faglige ledere i forbundet og DsF gjorde alt for at forhindre, at strejken skulle udvikle sig. Strejkestøtten blev inddraget, og sympatiaktioner blev modarbejdet gennem en voldsom hetz mod den syndikalistiske bestyrelse. Efter fire måneder led strejken nederlag, og den gamle bestyrelse blev genindvalgt.

FS foretog to afgørende fejlvurderinger. For det første havde de klart undervurderet fagbureaukratiets magt. Ikke fordi de ikke havde en kritik af bureaukraterne. De argumenterede hårdt imod opdelingen i “fag”-foreninger. De opfattede denne sektionalisme som grundlag for bureaukratiets konservative holdning. I stedet skulle der være industriforbund organiseret på tværs af faggrænserne. FS nåede aldrig længere med disse tanker. Industriforbund er stadig sektionalistiske, blot i større format, og problemet er ikke kun, at alle arbejdere ikke står i samme organisation. Bureaukraterne støtter sig på bevidstheden hos de arbejdere, der ikke er i kamp.

FS troede at arbejderne havde en fælles bevidsthed, men det er ikke rigtigt. Derfor var det ikke nok at overtage fagforeningsbestyrelsen og udsende opfordringer til andre bestyrelser om støtte. Det var nødvendigt at bruge posterne til at udvikle aktiviteten i basis.

For det andet overvurderede FS hvordan den faglige kamp kunne udvikle sig. Solidaritet forklarede det således: "De økonomiske kampe udvikler sig til at blive mere og mere tilspidsede og omfattende. Fra den lokale konflikt udvikles de til at omfatte et helt land, og derfra til at blive internationale. For hver kamp oplæres proletariatet mere og mere i at føre sine kampe og gennemføre sine fordringer, indtil det endelige opgør kommer."

De forstod, at arbejdere lærer i kampen, men kampen foregår i ryk frem og tilbage. Det betyder også, at holdninger udvikler sig i ryk. Når kampen er i tilbagegang kan læren af et nederlag være, at det ikke nytter at kæmpe.

Arbejderne lærer i kampen, men det kommer også an på, hvem der stiller op med svarene. FS kunne ikke se den undergravende rolle som bureaukraterne spillede.

Atter vind i sejlene

Da arbejdernes modstand mod den stramme krigsøkonomi voksede, fik FS’s holdning til udviklingen i den faglige kamp ny næring. FS blev samlingspunktet for oppositionen.

Arbejderrevolutionen i Rusland og i 1918 i Tyskland bevirkede store massemøder på 30-40.000 på Grøntorvet. FS stod i spidsen for en organisation af arbejdsløse, som blandt andet stormede Børsen i protest mod krigsspekulanterne og fik indført arbejdsløshedsunderstøttelse. Borgerskabet rystede i erindring om opstanden syd for grænsen, og politiet blev sat hårdt ind mod arbejderne. Flere af FS's ledere måtte ind og sidde.

Fængslingen af FS’s ledere betød en betydelig svækkelse af bevægelsen. Men det var ikke det eneste problem. Væksten i syndikalismens indflydelse begyndte at udfordre Socialdemokratiet og fagbureaukratiet. Det stillede syndikalismens grundholdninger på prøve. En prøve, der førte til deres dødskamp. Mere om det i næste nummer.

Artiklen fortsættes i nr. 23

Se også:
SAA 23: Syndikalismen i Danmark 1910-20, II

Flere artikler fra nr. 22

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
DK Historie: 1900-1939
Syndikalister (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Jason Meyler

Siden er vist 2730 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside