Socialistisk Arbejderavis
Nr. 23 – Oktober 1986 – side 9
Syndikalismen i Danmark 1910-20, II
Jason Meyler
Revolutionen i Rusland og Tyskland i 1918 smittede af på klassekampen i Danmark. Borgerskabet rystede i erindringen om opstanden syd for grænsen.
Artiklen er fortsat fra nr. 22
I løbet af 1919 var der omfattende kampe på arbejdspladserne. Der blev sikret betydelige lønforhøjelser udover overenskomsten og 8-timers arbejdsdagen blev presset igennem.
Fagoppositions Sammenslutning som var blevet dannet i 1910 voksede lynhurtigt fra en aktivistgruppe til en organisation af 4000 medlemmer. FS blev et samlingspunkt for oppositionen til de bureaukrater, der styrede fagbevægelsen.
FS argumenterede, at det fagretslige system hindrede effektiv kamp. Nye kampteknikker og effektive kampformer skulle bruges på trods af Septemberforliget. Det vigtigste våben var den pludselige strejke, som er mere effektiv end den, der kommer efter forhandlinger og varsling.
En lønstrejke på Københavns Flydedok førte til, at FS kom til at sidde med flertallet i Smedeafdelingen. Læren blev draget af jord- og beton strejken i 1911, hvor FS også overtog bestyrelsesflertallet. FS’ dagblad, Solidaritet, fremhævede, at det var af mindre betydning, hvem der sad i bestyrelsen, med mindre de havde solid opbakning. De satsede mere på mobilisering og det lykkedes dem at vinde lønkravene. Men smedeafdelingen blev erklæret konkurs på grund af bøderne under strejken. I stedet for at opbygge en ny afdeling i Smedeforbundet blev en ny syndikalistisk fagforening, Københavns Metalarbejderforbund, dannet med 2000 medlemmer.
Den nye linje
FS havde hidtil argumenteret imod dannelse af særlige syndikalistiske fagforeninger. Det ville overlade de ikke-syndikalistiske arbejdere til det reaktionære bureaukrati. “Vi bliver, hvor masserne er samlede og så langt vor magt strækker ikke lader os isolere fra dem, men kæmper inden for de gamle organisationer...,” skrev Christian Christensen, da han kritiserede den nye linje.
Den nye linje var dog i tråd med FS’s grundholdning, at fagforeningerne kunne kæmpe for socialisme. Det krævede dog fagforeninger, der var løsrevet fra den klassesamarbejdspolitik, som bureaukraterne førte. FS oplevede stadig klarere, hvilken hindring det etablerede bureaukrati var.
De kunne reagere på to måder. Enten ved at sige, at det kun var selve revolutionen, der endelig kunne feje bureaukratiet bort. Det ville kræve andre organisationer at gennemføre revolutionen. Her kunne de pege på sovjetterne i den russiske revolution to år tidligere.
Ellers var det fristende at starte forfra og danne nye syndikalistiske fagforeninger. Det gjorde et stort mindretal i FS.
Perspektivet med at omdanne fagforeninger til revolutionære kamporganisationer førte til en overdreven satsning på bestyrelsesposter. Det var bestyrelserne, der bedst kunne arbejde med omdannelsen af fagforeningerne.
I slutningen af 1919 dannedes den Føderalistiske Sammenslutning uden for DsF bestående af det nye Metalarbejderforbund, søfolkene, havnearbejderne, murerne og murerarbejdsmændene. Disse er tit blevet betegnet som syndikalistiske fagforeninger, men Christian Christensen betegnede dem senere som “nogle faglige organisationer, der er ligeså reformistiske og borgerlige, som dem der står i DsF og i hvis styrelser der sidder flere erklærede socialdemokrater.”
Generalstrejke
FS begyndte i højere grad at sætte lighedstegn mellem klassesamarbejde, Septemberforliget og DsF’s ledelse.
I en periode med mere intens klassekamp kunne en del fagforeningsbestyrelser sagtens bryde med bestemte fagretslige regler og stadig opfatte deres rolle som begrænset til opnåelsen af forbedringer inden for systemet. Det kræver i sidste ende et samarbejde med systemet.
Et brud med klassesamarbejdet kræver på den anden side en politik for at gøre kampen inden for systemet til en kamp mod systemet.
I slutningen af 1919 vendte det økonomiske opsving. Arbejdsgiverne krævede den gamle overenskomst uændret ved overenskomstfornyelsen, og endog lønnedgang i nogle brancher. DsF satsede på, at den varslede lockout ville føre til, at forligsmanden greb ind med et tåleligt kompromis. Arbejdsgiverne varslede lockout til at træde i kraft den 9. april.
Uenigheder blandt forskellige kapitalfraktioner den 29. marts fører til, at kongen afskediger regeringen. Socialdemokraterne, som har Stauning siddende i regeringen som kontrolminister, betegner det som “statskup” og truer med generalstrejke.
FS bliver taget på sengen. Solidaritet er først imod strejken. “Det ville være sindsvagt at gå ud i en strejke for at genindsætte en Stauning, der under hele sin regeringsvirksomhed ikke har foretaget sig andet end at gå arbejdskøbernes ærinde mod arbejderklassens dyreste interesser ...”
Men linjen blev ændret, da det ville være til grin, hvis de ikke var med til den generalstrejke, som de havde agiteret for i mange år. FS tilsluttede sig strejken men på et andet grundlag end socialdemokraterne.
Deres kongres Skærtorsdag vedtog, at det var ligegyldigt, hvem der regerede. Det, det gjaldt om, var den faglige økonomiske kamp. Problemet var, at de socialdemokratiske arbejdere ikke opfattede det som ligegyldigt, og FS afskar sig muligheden for at komme i dialog med dem.
FS stillede fire krav til generalstrejken: Væk med Septemberforliget, forhandlinger i de enkelte fag, ophævelse af lockouten og amnesti for politiske fanger. Det var krav, der lige passede til FS’s alliancepartner i Føderalistisk Sammenslutnings afdelingsbestyrelser. Der blev ikke sagt noget om, hvordan kampen skulle ledes og organiseres. Havnearbejderne og søfolkene gik i strejke straks socialdemokraterne havde bebudet generalstrejke. Men der blev ikke gjort noget for at bruge denne spydspids til at mobilisere andre. De andre fagforeninger i Føderalistisk Sammenslutning var afventende.
De repræsenterede 83.000 arbejdere mod DsF’s 280.000 medlemmer. DsF indkaldte de andre bestyrelser til møde, og generalstrejken blev vedtaget til at starte en uge senere. Solidaritet refererede, at der ingen nævneværdige indvendinger var mod de opstillede krav.
Dagen før strejken skulle iværksættes, indgik DsF et råddent forlig og afblæste strejken. FS havde ikke set, hvordan fagbureaukraterne kunne dreje til venstre for at tage brodden af modstanden og fastholde sin kontrol over arbejderne.
Havnearbejderne og søfolkene fortsatte deres strejker, til de blev knækket to måneder senere. Arbejdsgiverne havde vundet overenskomsten, og socialdemokraterne havde vundet kampen om lederskabet i fagbevægelsen. I årene efter var det arbejdsgiverne, der var i offensiven. En ny økonomisk krise og stigende international konkurrence førte til et stort pres på lønningerne.
Udbrud
Hvor syndikalisterne under opsvinget i 1919 havde stor fremgang på trods af politiske mangler, var de nu ude af stand til at formulere en ny taktik for nedgangstider. FS mistede mange medlemmer.
De uenigheder, der havde luret under overfladen, brød ud i fuldt flor. Et mindretal videreudviklede tanken om en separatistisk syndikalistisk fagbevægelse. Et flertal begyndte at gøre op med ideen om, at der var en opdeling mellem politisk og økonomisk kamp. Denne udlægning “er en frugt af det moderate socialdemokratis systematiske forvrængning af begrebet politisk kamp.”
Forskellige udbrydergrupper fra Socialdemokratiet og dets ungdomsorganisation, havde dannet forskellige organisationer, som blev til Danmarks Kommunistparti i november 1920. I april 1921 blev FS og DKP samlet i Danmarks kommunistiske Føderation. De to organisationer skulle bestå, men med et fælles blad og ledelse. FS skulle have hovedinitiativet i det faglige arbejde.
“De to revolutionære bevægelser må arbejde i forståelse med hinanden,” skrev Christian Christensen. Men de var ikke blevet smeltet sammen. FS’ nye politiske samarbejdspartner med Ernst Christiansen i spidsen, havde desværre ikke helt brudt med Socialdemokratiets parlamentariske orientering. De havde endog argumenteret over for Kommunistisk Internationale, at en fredelig overgang til socialisme var mulig i Danmark. De havde ydermere et propagandistisk forhold til arbejderklassen. Kravet under Påskekrisen havde været generalstrejke for en rådsrepublik.
På trods af syndikalisternes større opbakning var det de gamle DKP’ere, der løb med organisationen. FS-lederne var ude af stand til at tage det politiske opgør med DKP’s centristiske politik og forsøgte at fjerne den med et organisatorisk kup. I mellemtiden skrumpede medlemsskaren ind i desillusion. Ernst Christiansen gik i 1930 endelig over i Socialdemokratiet og blev erstattet, ikke af revolutionære, men af folk opdraget på Stalin-skolen i Moskva.
Revolution
De revolutionære idealer, som syndikalisterne stod for, var blevet forspildt. Flertallet i FS var kommet til den forståelse, at socialister kun kan gennemføre og lede arbejderklassens magtovertagelse ved at vinde et flertal af arbejderklassen i kampen i fagbevægelsen.
Desværre kom de ikke længere. Der skal en revolution til for at vinde fagforeninger og knuse bureaukratiet. Et revolutionært parti er en organisation af det mindretal, som vil det. Da de ikke havde lært det, kunne de i første omgang ikke stå sammen, da den faglige kamp gik i baglås efter 1920. I anden omgang kunne de ikke fastholde DKP for revolutionen mod de halvrevolutionære ledere.
Se også:
SAA 22: Syndikalismen i Danmark 1910-20, I
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed