Socialistisk Arbejderavis
Nr. 225 – 25. februar 2004 – side 2
Irak
Løgnene om krigen
Jørn Andersen
I disse uger for et år siden udspillede der sig et verdensomspændende drama. Mange måneder forinden havde USA’s præsident Bush og hans stab besluttet at føre krig mod Irak.
Men verdens befolkning er imod. Den 15. februar 2003 demonstrerer 15-30 millioner mennesker i en hidtil uset global manifestation deres modstand mod krigen. I næsten alle lande uden for USA er 50-70-90 pct. af befolkningen imod krigen.
Fra efteråret 2002 er det klart, at kun få af USA’s traditionelle allierede vil bakke op om krigen. Det er umuligt at få flertal i FN’s sikkerhedsråd. Lande som Frankrig og Tyskland viser sig overraskende at stå fast på ikke at støtte krigen. Kun Tony Blairs Storbritannien ser ud til at bakke op. Men også her er befolkningen imod.
Løgnekampagne
Det er i denne periode, at en massiv mediekampagne skal splitte modstanden. I USA påstår eller antyder man, at der er en forbindelse mellem det irakiske styre og det Al-Qaeda, der stod bag angrebet på World Trade Center og Pentagon 11. sept. 2001. Desuden påstås Irak at have “masseøde-læggelsesvåben“.
I Europa kan man ikke få folk til at tro på forbindelsen mellem Saddam Hussein og Al-Qaeda, så her handler kampagnen mest om de påståede “masseødelæggel-sesvåben“. Og det hele pakkes så ind i, at “verdenssamfundet“ må handle – helst gennem FN. Og så er Saddam desuden en brutal diktator.
Kampagnen har dog fra starten store troværdighedsproblemer. I USA må Bush nedtone Al-Qaeda-forbindelsen, da selv det britiske efterretningsvæsen afviser den som utroværdig. Men både i USA og Europa holder man fast i “masseødelæggelsesvåbnene“ – på trods af at stribevis af eksperter og våbeninspektører betvivler de såkaldte beviser.
Krig
Kampagnen lykkedes. Ikke i den forstand, at folk var overbeviste om de såkaldte beviser. Men der blev rejst så megen tvivl, at det blev muligt for dele af pressen (fx i Danmark) at nedtone kritikken. Der blev rejst tvivl, så vaklende parlamentsmedlemmer (fx i England) kunne slippe af sted med at stemme for krig (eller undlade at stemme imod). Der blev rejst tvivl, så fagforeningsspidser kunne lade være med at mobilisere deres medlemmer mod krigen.
Krigen blev en realitet – på trods af verdens befolkninger. Et land blev smadret af bomber. Mindst 10.000 civile og langt flere soldater blev dræbt i Irak. – Men “vi tæller ikke døde“, som den amerikanske general Tommy Franks udtalte. Irak var nu besat.
Løgnene afsløret
Et år senere er det klart for de fleste, at krigen blev baseret på løgne: De bredt opreklamerede masseødelæggelsesvåben er ikke fundet. Forbindelsen til Al-Qaeda er ikke påvist. Krigen blev ikke ført af FN (“verdenssamfudet“). Og Saddams diktatur er blot blevet afløst af en besættelsesmagts diktatur.
I USA har både Bush og forsvarsminister Rumsfeld direkte indrømmet, at der ikke er forbindelser mellem Irak og Al-Qaeda. I Europa indrømmer Blair og Fogh ikke noget som helst – de er blevet “misforstået“, når folk troede de havde beviser for masseødelæggelsesvåben.
Tilbage står: Har befolkningerne “misforstået“ deres politiske lederes argumenter, når disse ledere var midt i deres mest vidtgående beslutninger? I hvor mange andre tilfælde har vi “misforstået“ deres budskaber – og motiver?
Hvorfor løj de?
Det afgørende spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor løj de?
Svaret er enkelt: De løj fordi de ikke kunne andet.
De ville have den krig, men de kunne ikke fortælle folk, at det handlede om USA kontrol over Mellemøsten – og dens olie. Eller at det for Blair handlede om at bevare England som en stormagt? Eller at Fogh havde behov for at vise, at man var med USA – til gavn for dansk erhvervsliv. Eller at de var bange for, at deres magt ville smuldre, hvis de ikke “viste handlekraft“.
Havde de sagt det, ville endnu flere millioner være gået på gaden igen og igen i protest mod krigen. Så de var nødt til at lyve.
Den tidligere FN-diplomat og chef for FN’s mad-for-olie-program i Irak, Hans von Sponeck, udtrykte det på denne måde:
“Det var ikke de foreliggende beviser, der formede det politiske grundlag, men derimod omvendt, at politikken formede beviserne.“
(fra EkstraBladets hvidbog “Løgnen om krigen – krigen om løgnen“, okt. 2003)
-
Den danske forbindelse
I Danmark var løgnene og vildledningen ikke mindre end i USA og England. Og på grund af en fuldstændig ukritisk presse og en tandløs opposition slipper regeringen af sted med grove manipulationer.
Frem til efteråret 2002 siger især udenrigsminister Per Stig Møller klart, at en krig skal have et FN-mandat. Men da det viser sig umuligt at få en FN-vedtagelse om krig, blev det først til et “FN-spor“ og siden til en “FN-forankring“.
Med andre ord: Man skamrider folks ærlige, men naive, ønsker om et retfærdigt og demokratisk verdenspoliti. Man starter med at love, at en krig kræver FN-beslutning og ender med at den sagtens kan føres uden.
Anders Fogh lyver om masseødelæggelsesvåben
Danmarks Radio har klart påvist, at også for Anders Fogh Rasmussen var Iraks påståede masseødelæggelsesvåben det vigtigste argument for krigen frem til i hvert fald november 2002. Så Anders Fogh lyver nu, efter krigen, når han påstår, at det ikke spillede nogen rolle.
I debatten op til folketingsbeslutningen om krig sagde Anders Fogh, at Irak hurtigt “vil råde over atomvåben“. I august 2003 bortforklarede han det med, at det ikke forstås som en viden, han lagde frem, men som et “politisk synspunkt“.
-
Demonstrér 20. marts
- mod en verden, hvor krig er et lovligt middel til at bevare magt og privilegier
- mod en verden styret af Bush, Fogh og Blair
- for befrielsen af Irak, Palæstina og andre undertrykte folk
- mod løgnagtige politikere, der er i lommen på grådige erhvervsledere
- for en anden verden
-
Billede:
15 februar, 2003, i København
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed