Socialistisk Arbejderavis
Nr. 228 – 27. april 2004 – side 6
Danske tropper hjem – NU
Jørn Andersen
Da Saddam Hussein blev fanget i slutningen af 2003 var medier og krigspolitikere enige om, at nu ville modstanden mod besættelsen stoppe. Logisk nok: I over et år havde de sagt, at kun ”Saddam-tro” irakere var mod krigen og besættelsen.
Men det er gået stik modsat: Hele foråret er modstanden mod besættelsen vokset. Det gælder for protest-demonstrationer, men især den væbnede modstand er blevet et stigende problem for besættelsestropperne.
Betydningen af den væbnede modstand er ikke primært militær, men politisk. Verdens største militærmagt kan ikke smides ud alene med militære midler.
Men koalitionen har fået store politiske problemer pga. modstanden: En så omfattende modstand kan ikke finde sted, uden at der er en betydelig, om end passiv, opbakning i befolkningen. I nogle tilfælde foretages der lynangreb, hvorefter angriberne forsvinder i mængden. Andre gange er det store grupper af mennesker, der går til angreb på besættelsesmagten eller de over 30.000 lejesoldater (”contractors”).
Men modstanden viser ikke kun, at besættelsen er upopulær. Den viser også, at det er løgn, når besættelsen retfærdiggøres med, at ”ellers ville irakerne ryge i totterne på hinanden”. Gennem foråret er irakerne i stigende grad begyndt at kæmpe sammen mod besættelsesmagten på tværs af religiøse og nationale skel. Det er paradoksalt nok lykkedes vicekongen, Paul Bremer, at forene shia’er og sunnier – men mod ham selv.
Støt modstanden
Alle humanister og demokrater må hilse den voksende modstand i Irak velkommen. Man kan altid diskutere metoder i kampen mod besættelsesmagten – men det kræver, at man starter med at skrælle de mest hykleriske argumenter væk.
Når medier og krigspolitikere koger over af harme over, at civile bliver dræbt, skal man huske, at de samme mennesker kun har et skuldertræk tilovers, når koalitionens bomber dræber og lemlæster 10.000’er af irakere. Når pressen skriver i spaltevis om nogle få ”infame” gidseltagninger, skal man spørge dem, hvorfor de ikke skriver om de tusinder af irakere der sidder som gidsler i Saddams tidligere fængsler, og om de flere hundrede der er blevet henrettet.
Der foregår hele tiden en diskussion i den irakiske modstand om mål og midler. Den vil formentlig nå frem til, at gidseltagning og drab på civile så vidt muligt skal undgås. Formentlig vil den også nå frem til, at væbnet kamp alene ikke er meget værd.
Kan man derimod organisere millioner af irakere i en kombination af på den ene side sociale krav (fx mindsteløn, prisstop, ret til arbejde og uddannelse) og på den anden side demokratiske krav (ret til fagforeninger, egne aviser, ligeret for kvinder og nationale mindretal, demonstrationsret, stemmeret osv.) og binde det sammen med en fælles kamp om stop for besættelsen – ja, så kan det blive rigtigt svært for ”de villiges koalition”.
Det afgørende for humanister og demokrater i de krigsførende lande er imidlertid, at vores støtte til modstanden ikke bliver gjort afhængig af, hvilke kampmidler modstanden anvender. Vores støtte skal være uden forhånds-betingelser. Bagefter kan vi så diskutere mål og midler. Alt andet vil være at lade besættelsesmagten sætte dagsordenen.
Koalitionen krakelerer
En tydelig og umiddelbar konsekvens af modstanden i Irak er, at dele af ”de villiges koalition” er begyndt at være knap så villige. Indtil nu har Spanien, Norge, Portugal, Honduras og Kazakhstan meddelt, at de trækker sig.
I Danmark opfordrer ”Nej til krig” til, at styrke kravet om, at også de danske tropper trækkes hjem – NU. I København er man ved at forberede demonstration for dette krav den 29. maj. Også i Odense bliver der protester denne dag – se mere på www.nejtilkrig.dk
Socialdemokratisk valg-kynisme
Også hos Socialdemokraterne har man opfanget, at Fogh er under pres. Ud over modstanden i Irak og sprækkerne i koalitionen har Frank Grevil, officer i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), afsløret, at FE’s ’trussels-vurderinger’ langt fra berettigede Foghs udtalelser om masseødelæggelsesvåben.
Så der er god grund til at gå i flæsket på Fogh. Og med et valg forude blev scenen sat til en socialdemokratisk offensiv. Desværre blev offensiven ret lunken.
Hverken Socialdemokraternes top eller De Radikale vil kræve stop for besættelsen eller de danske tropper hjem. Med en vag undskyldning om, at USA selv skal ”rydde op”, er de med til at legitimere fortsat besættelse. De vil gerne fremstå som Fogh-kritiske for at tiltrække de mange krigsmodstanderes stemmer – men de vil ikke bakke op om kravene fra den organiserede krigsmodstand.
I skrivende stund ser det ud til, at en beslutning om at forlænge de danske soldaters deltagelse i besættelsen ikke vil blive taget i folketinget, men blot får et stempel i Udenrigspolitisk Nævn. Det kunne ikke lade sig gøre, hvis Socialdemokraterne krævede offentlighed om beslutningen.
For krigsmodstandere må konklusionen være, at det ikke er nok at komme af med Fogh for at få de danske tropper hjem. Vi er nødt til at bygge en bevægelse, som er stærk nok til, at enten Fogh eller hans efterløser bliver presset til at trække sig ud sammen med Spanien, Portugal, Norge ....
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed