Socialistisk Arbejderavis
Nr. 234 – 13. oktober 2004 – side 12
Bush vs. Kerry
Det falske valg
John Pilger
John Pilger er berømt journalist og dokumentarfilmskaber, en af de kendteste internationale stemmer der taler mod krig og imperialisme og som ovenikøbet har gjort det i tre årtier,fra Vietnam og Sydøstasien, til Afrika og til Palæstina og Irak i Mellemøsten. Hans nyeste dokumentarfilm hedder: At bryde tavsheden: Sandheder og løgne om krigen mod terror. Filmen knuser de gængse forklaringer om grunden til at gå i krig mod Irak Hans sidste bog er en samling essays med titlen, Verdens nye herskere. Nærværende artikel om det amerikanske præsidentvalg blev først trykt i det engelske magasin, New Statesman.
Den 6. Maj vedtog Repræsentanternes Hus en bestemmelse der godkendte et ”slå først”-angreb på Iran. Stemmerne stod 376 mod 3. Uden at være afskrækket af den voksende katastrofe i Irak gav republikanere og demokrater hinanden håndslag på ” endnu engang at leve op til det ansvar amerikansk magt forlanger af os.” I denne tid hvor terror har overtaget den tidligere røde fare, er der en nyt falsk valg på vej. Det er ”mindre- onde- begrebet”.
Selv om få frisindede vælgere ser ud til at nære illusioner om John Kerry er deres behov for at komme af med den slyngelagtige Bush-regering altoverskyggende. Overlegenhed er essensen af amerikanisme, kun skifter tilsløringen af virkeligheden eller den ”smutter”en gang imellem. I 1976 erklærede Jimmy Carter at han ville føre en udenrigspolitik som ville” respektere menneskerettighederne”. Hemmeligt støttede han Indonesiens folkemord i Østtimor og oprettede desuden mujahedeenerne i Afghanistan som en terroristorganisation, skabt til at vælte Sovjetunionen. Ud af det opstod Talibanerne og al-Qaeda.
Det var den frisindede Carter, ikke Reagan som banede vejen for Bush. I det forgangne år har jeg interviewet Carters foretrukne udenrigspolitiske magtfulde mænd, Zbigniew Brezinski, hans foretrukne nationale sikkerhedsrådgiver, og James Schlesinger, hans daværende forsvarsminister. Ingen plan for den nye imperialisme er mere respekteret end Brezinskis. Igangsat med bibelsk myndighed af Bush-klanen, beskriver Brezinskis bog fra 1997, Det store skakbræt: Amerikas førerstilling og dets geostrategiske befalinger – amerikansk førsteprioritet som den økonomiske undertrykkelse af Sovjetunionen samt kontrollen over Centralasien og Mellemøsten.
Hans analyse siger at lokalkrige kun er begyndelsen til den afsluttende konflikt som uafvendeligt vil lede til USA´s verdensdominans.” At sætte ord på, der leder tilbage på sporet af brutalere tider med forgangne imperier” skriver han, ”er de tre store bud for imperalistisk geo-strategi (verdensstrategi): At forhindre hemmelig indforståethed mellem landene og at opretholde sikkerhedsafhængighed fra vassalstaterne, at bevare de afhængiges føjelighed og at forhindre barbarerne i at gå sammen.” Det kunne være let på én gang at kassere alt dette som et budskab fra den mørke højrefløj. Men Brezinski er ”mainstream” i amerikansk politik. Hans hengivne lærlinge er Madeleine Albright, Clinton´s udenrigsminister som beskrev en halv million småbørns død under den amerikansk styrede blokade som en pris ”værd at betale” og John Negroponte, hjernen bag amerikansk terror i Mellemamerika under Reagan og nuværende ”ambassadør” i Bagdad. James Rubin som var Albrights ivrige forsvarer i udenrigsministeriet er set som John Kerry´s sikkerhedsrådgiver. Han er også zionist. Israel og dets rolle som terrorstat er uden for enhver diskussion. Se ud over resten af verden.
Mens Irak har fyldt avisernes forsider har Amerikanernes bevægen sig ind i Afrika kun har vakt ringe opmærksomhed. Her er der ingen forskel på Clinton´s og Bush´s politik. I 1990érne lancerede Clinton med sin Vækst og Chance til Afrika – lov, en ny jagt på Afrika. Folk der bombarderer andre med humane opfordringer undrer sig over, hvorfor Bush og Blair ikke har angrebet Sudan og befriet Darfur, eller har vendt sig mod Zimbabwe eller Congo. Svaret er at de ikke er interesserede i menneskerettigheder og menneskelige lidelser, men har travlt med at sikre sig de samme rigdomme som førte til den europæiske vilde ragen til sig sent i 1800-tallet med de traditionelle midler af tvang og bestikkelse, kendt som multilateralisme. Congo og Zambia ejer 50% af verdens koboltreserver. 98% af kromreserverne findes i Zimbabwe og Sydafrika.
Hvad der er endnu vigtigere er at der er olie og naturgas i Vestafrika fra Nigeria til Angola og i Higleig Basin i Sudan. Under Clinton blev det afrikanske kriserespons- initiativ (ACRI) bygget op i hemmelighed. Det har tilladt USA at etablere militære assistanceprogrammer i Senegal, Uganda, Malawi, Ghana, Benin, Algeriet, Niger,Mali og Chad. Intet af alt dette bliver diskuteret under præsidentvalgkampen som John Kerry strammer for at ”afbushe” Bush. ACRI ledes af oberst Nestor Pino-Marina en exilcubaner som var med i Svinebugtstræfningen i 1961 og derefter blev special-forces officer i Vietnam og Laos og hjalp til under Reagan med at lede contraernes invassion i Nicaragua.
Der er ingen ende på ”Stamtavlen”. Den ”multilateralisme” eller ”muskulære internationalisme” som Kerry tilbyder i kontrast til Bush´s unilateralisme ses som et håb hos de dødeligt naive. I virkeligheden betyder det endnu større farer. ”Bush, der har påført den amerikanske elite den største katastrofe siden Vietnam” som historikeren Gabriel Kolko skriver, ”vil sandsynligvis fortsætte ødelæggelsen af det alliancesystem som den amerikanske magt støtter sig på. Man skal ikke tro at ”jo værre er jo bedre”, men vi er nødt til at tænke åbent over udenrigspolitikkens konsekvenser hvis Bush´s mandat bliver fornyet. Så farligt det end er, kan Bush´s genvalg blive et ”mindre onde.”
Med NATO tilbage på scenen under præsident Kerry – og med Frankrig og Tyskland som føjelige medspillere vil de amerikanske ambitioner fortsætte uden de napoleonske hindringer fra Bush-klanens side. Kun lidt af alt dette kommer frem – selv i amerikanske aviser der er værd at læse. Washington Post´s hændervridende undskyldning til læserne d. 14. August ”for ikke at have lagt nok vægt på de spørgsmål om krigen mod Irak, læserne har stillet,” har ikke brudt tavsheden om den fare den amerikanske stat udgør for verden. Bush´s opinionsmålinger før valget er steget til over 50%, et tal ingen tidligere præsidentkandidat efterfølgende har tabt valget på. Hans ”ligefremme tale” som hele medieapparatet fremhævede for fire år siden, lige fra FOXNEWS til Washington Post, er igen fremherskende i medierne
Efter 11. september er amerikanerne blevet nægtet et minimum af indsigt i det som Norman Mailer har kaldt et præfascistisk klima. Den frygt vi andre føler har ikke haft nogen virkninger. De sædvanligvis frisindede på begge sider af Atlanten har deres store andel i dette. Kampagnen mod Michael Moore´s Fahrenheit 9/11 er et advarende tegn på dette. Filmen er ikke yderligtgående og har ikke eksotiske, udenlandske udsagn. Hvad den derimod gør er at overskride grænserne for det man kan kalde ”respektabel uenighed”. Det er derfor folk klapper.
Den bryder de hemmelige journalistiske koder, som den ovenikøbet anklager. Den tillader folk selv at rive den daglige propaganda fra hinanden – den propaganda der skal udgøre det for ”nyheder”. De nyheder hvor ”en suveræn irakisk regering stræber mod demokrati”, de, som kæmper i Najaf, Falluja og Basara altid er militser og oprørere eller kommer fra private hære. Aldrig frihedskæmpere der kæmper for deres land og hvis modstand måske har kunnet forhindre militære angreb på Iran, Syrien eller Korea. Den virkelige debat drejer sig ikke om Bush og Kerry men om det system de eksemplificerer. Det er forfaldet i det sande demokrati og begyndelsen til ”den nationale sikkerhedsstat”.
I England og andre lande, der erklærer sig demokratiske. Lande hvor folk bliver fængslet og nøglen smidt væk og hvis ledere udøver de største forbrydelser, ”langt fra hjemmet” – vel at mærke, uhindret. Som den stenhårde Tony Blair der inviterer banditten som de selv har indsat, til at tale ved Labours konference. Den virkelige debat handler om den underkuelse af landenes økonomier som fører til den deling af verdens befolkning som aldrig er set før og som opretholder dødsfaldene på 24.000 sultende mennesker om dagen. Den virkelige debat drejer sig om ødelæggelsen af det politiske sprog og af selv debatten – og måske til syvende og sidst – vores selvrespekt.
Læs flere af John Pilger´s artikler på hjemmesiden www.johnpilger.com
Se også:
SAA 233: Bush eller Kerry: To sider af samme sag
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed