Socialistisk Arbejderavis
Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 1
Irak – USA's andet Vietnam?
Jørn Andersen
Socialistisk Arbejderavis har i over et år argumenteret for, at USA risikerer at møde et nyt Vietnam i Irak. Dette bliver nu tydeligere for hver dag. Men hvad betød deres Vietnam-nederlag? Og hvad vil et nederlag i Irak i dag betyde for bevægelser verden over?
I 1965 skrev en af den amerikanske præsident Johnsons rådgivere: ”Situationen i Vietnam bliver værre og værre. Hvis ikke USA gør noget nyt, er et nederlag uundgåeligt.” På det tidspunkt var der 18.000 amerikanske soldater i Vietnam, og guerillaen havde rettet nogle forholdsvis begrænsede angreb på amerikanske baser.
USA’s svar var permanente bombninger af Nordvietnam og at sende flere tropper. I 1967 havde de 470.000 tropper – uden at sejren var nærmere af den grund.
3 år senere, den 31. marts 1968, meddelte præsident Johnson, at han alligevel ikke ville stille op til det kommende præsidentvalg. Det skete efter at Wall Street (USA’s børs) havde ladet ham vide, at man nu var mod krigen, fordi ”den skadede økonomien, splittede landet og vendte ungdommen mod landets bedste traditioner”.
USA i Irak
I Irak er USA nu ude i lignende problemer. USA har hidtil omtalt oprørene som et fanatisk mindretal, og i oktober opjusterede de deres skøn fra 5.000 til 20.000 Efterretningschefen for den USA-indsatte regering mener nu, at der er 200.000 oprørere. Disse skaber store og alvorlige problemer for USA. Oprørene kan nu dagligt foretage større angreb på besættelsestropperne og deres irakiske politisoldater. Der er jævnligt angreb helt ind i den såkaldte ”grønne zone” i Bagdad – det stærkt befæstede område, hvor den amerikanske administration og den irakiske ”regering” holder til. Besættelsestropperne kører ifølge en amerikansk general nu oftest i konvoj, hvor de tidligere kunne køre i mindre grupper.
Da USA i november gennemførte massakren i Fallujah, skulle det vise, at de havde kontrol over situationen op til valget 30. januar. Men for det første er Fallujah kun én by – en række andre større og mindre byer er stadig ikke under besættelsesmagtens kontrol. For det andet kostede det amerikanerne enorme ressourcer. De måtte trække tusindvis af tropper til Fallujah – og dermed efterlade andre områder sårbare.
For det tredje var angrebet på Fallujah en massakre. Man mindes den amerikanske officer i Vietnam, der udtalte ”Vi måtte smadre byen for at redde den.” Som i Vietnam døde der langt flere civile end partisaner i Fallujah. Det betyder mere opbakning til modstanden og dermed endnu større problemer for USA.
Militært overbebyrdet
USA er altså militært ude i en situation, hvor de dagligt møder aktiv modstand, som sinker dem og koster deres soldaters liv eller førlighed. Antallet af dræbte besættelsestropper er nu oppe over 1.500, mens antallet af sårede er over 10.000, heraf over halvdelen alvorligt (følg selv med på: icasualties.org/oif/).
De er i en situation, hvor de ganske vist kan kvæle modstanden i én eller nogle få byer ad gangen, men hvor de langt fra kan kontrollere landet som helhed. De 150.000 soldater, de nu har, er simpelthen ikke nok til at styre landet. Til sammenligning brugte Sovjetunionen 500.000 soldater, da de invaderede Tjekkoslovakiet i 1968.
Senest har USA forøget antallet af soldater med 15.000, samtidig med at de soldater, de allerede har i Irak, får længere og længere tjenestetider.
”Winning hearts and minds”
I en vis fase af Vietnam-krigen forsøgte USA at ”vietnamisere” konflikten: Det skulle være vietnamesiske soldater, ikke amerikanske, der skulle udkæmpe krigen. Der skulle være en vietnamesisk administration til at aflaste den amerikanske osv. Forsøget faldt sammen efter nogle måneder. Det samme er ved at ske i Irak.
USA har – med hjælp fra bl.a. den københavnske politiboss, Kai Vittrup – forsøgt at opbygge en irakisk politistyrke til at gå forrest i kampene. De har ganske vist dæmpet de amerikanske tab en del – til gengæld bliver de selv dræbt i massevis.
Faktum er, at der ikke er nogen selvstændig irakisk administration – undtagen de steder, hvor oprørerne har kontrol. Uanset om vi snakker politisoldater, lokalguvernører eller den såkaldte irakiske regering, så bliver de i stigende grad set som håndlagere for besættelsesmagten – og dermed som legitime angrebsmål. I starten af januar blev Bagdads guvernør dræbt af oprørerne.
Er USA ved at tabe i Irak?
”Hvis ikke USA gør noget nyt, er et nederlag uundgåeligt,” skrev præsident Johnsons rådgiver i et notat til præsidenten. Det er der givetvis også nogen, der er ved at skrive til Bush. I militær forstand er de ved at lide et nederlag.
Det betyder desværre nok ikke, at krigen er ved at være slut. Som i Vietnam vil USA forsøge sig med mange ting, inden de giver op – med blodige omkostninger for befolkningen.
I Vietnam gik der 5 år efter præsidentvalget i 1968, som handlede om hvilken præsidentkandidat der var bedst til at skaffe ”en ærefuld fred”, før en våbenhvileaftale blev underskrevet. I disse 5 år hældte USA flere bomber ud over Vietnam, Cambodia og Laos, end der blev anvendt i hele 2. verdenskrig. 3-4 millioner døde var resultatet af disse bombninger.
Hvad kan USA gøre?
I Irak kan USA gøre flere ting: De kan fortsat forsøge at ”irakisere” konflikten. Resultaterne hidtil har dog ikke været imponerende.
De kan øge antallet af tropper, men det skal være i et langt større antal end de 15.000, de for nylig har sat ind. Hvor skal de få dem fra? Selv om USA er verdens entydigt stærkeste militærmagt, så er det ikke et ”verdens-imperium”: Hvis de flytter tropper væk fra sikrede områder, risikerer de at åbne nye fronter.
De kunne genindføre værnepligten i USA – trods Bush's klare valgløfter. Men værnepligten gav dem store problemer i Vietnam: Dels er soldaterne militært mindre effektive, dels blev der hurtigere skabt forbindelse mellem frustrationen og utilfredsheden i hæren og den sociale utilfredshed blandt arbejder-familierne hjemme i USA.
Eller de kan forlænge tjenestetiden og/eller indkalde reservister. Men begge dele vil skubbe til utilfredsheden, både blandt soldaterne selv, men ikke mindst den efterhånden meget højlydte protest blandt soldaternes familier.
Det mest sandsynlige er, som i Vietnam, flere bombninger og titusinder flere dræbte irakere. Men det vil definitivt afskære dem fra at få en legitim, USA-venlig irakisk regering. Hermed vil den i forvejen begrænsede opbakning til krigen på hjemmefronten formentlig smuldre totalt. Hvis ikke man kan stille en demokratisk udvikling i udsigt, er det svært at se større dele af befolkningerne i USA og fx Storbritannien og Danmark bakke op om krigen.
Et nyt Vietnam?
USA’s nederlag i Vietnam hang sammen med en modstand på 3 fronter: Modstanden i landet selv, stigende protester på hjemmefronten – og internationalt – og endelig utilfredshed og efterhånden egentlige opløsningstendenser i den amerikanske hær. De samme komponenter er til stede i Irak-krigen i dag: Den irakiske modstand gør det sværere og sværere for USA at manøvrere såvel militært som politisk.
Intet tyder på, at denne modstand vil blive mindre fremover, tværtimod. Modstanden mod Irak-krigen fra befolkningernes side var klar allerede flere måneder før krigen startede. Demonstrationer langt større end Vietnam-protesterne gjorde det klart, at USA’s koalition var oppe mod en folkelig opinion, den ikke kunne ignorere. Denne modstand er vokset betydeligt siden (se bagsiden).
Endelig er der nu også en stigende modstand blandt de amerikanske soldater – og især blandt deres familier. De har svært ved at se meningen med en krig, de ikke kan vinde. Blandt soldaterne er der nu flere anti-krigs-publikationer, som fx F.T.A. (Fuck The Army), og flere mindre organiseringer af veteraner fra Vietnam, Golfkrigen og Irak, som protesterer mod krigen. Og når soldaternes familier indkalder til møder, trækker de oftest fulde huse.
USA’s hængedynd
Problemet for USA er, at næsten uanset hvad de gør, så vil resultatet være at modstanden styrkes på en eller flere af de 3 fronter: Når de bomber for at gennemføre et kontrolleret valg, vokser modstand både i Irak og på hjemmefronten. Hvis de indkalder flere soldater eller forlænger tjenestetiden, vil utilfredsheden blandt soldaterne og deres familier vokse. – USA er på vej ud i et dybere og dybere hængedynd.
Her kan den internationale krigsmodstand spille en vigtig rolle. Store internationale protester mod krigen vil fortælle både den irakiske modstand, utilfredse amerikanske soldater og civile amerikanere, som er trætte af krigen, at de ikke er alene. At de er en del af en global modstand, som kan stoppe krigen. Det kan give USA et historisk nederlag.
Bekæmp USA’s dominans
Ingen af de 3 fronter – modstanden i landet selv, de civile protester og modstanden blandt soldaterne – kunne hver for sig stoppe krigen i Vietnam. Men tilsammen kunne de tilføre USA et nederlag, som ikke kun handlede om Vietnam, men om USA’s rolle på verdensplan.
1968-oprørets logik var enkel: ”Når vietnamesiske bønder kan give USA et nederlag, så kan studenter og arbejdere verden over også kæmpe mod deres egen undertrykkelse.” I de følgende årtier måtte USA erkende, at de ikke kunne gennemføre invasioner af andre lande, hvis det betød dræbte amerikanske soldater. Dette problem blev kendt som "Vietnam-syndromet".
I USA selv smeltede krigsmodstanden sammen med de sociale kampe. Hvordan kunne Johnson bruge milliarder af dollars i Vietnam, men undlade at gennemføre reformer på uddannelse, sundhed og social sikkerhed? Hvorfor døde tusinder af sorte amerikanere i Vietnam i ”kampen for demokrati”, mens de derhjemme var undermennesker? Som bokseren Muhammed Ali sagde: ”Ingen vietnameser har nogensinde kaldt mig ’nigger’.”
Konsekvensen af USA’s nederlag var et internationalt opsving i kampen mod undertrykkelse, for demokrati og social retfærdighed – en kamp, hvis resultater stadig gør en vigtig forskel i dag.
Det samme ville ske hvis USA lider nederlag i Irak. Tag fx Latinamerika: Allerede nu har modstanden i Irak betydet, at USA ikke har haft kræfter til at vælte præsident Chavez i Venezuela. Befolkningen i Brasilien ville ikke længere have nogen grund til at finde sig i, at Lula efterlever USA's krav. Diktatorer verden over er afhængige af USA’s evne til at bakke dem op, og mange af dem vil let falde, hvis USA taber i Irak, ligesom det skete i fx Grækenland, Portogal, og Spanien efter Vietnam.
En global styrkeprøve
Der er en vigtig forskel mellem Irak og Vietnam. USA blev trukket ind i Vietnam-krigen mere eller mindre mod deres vilje over en periode på 10-15 år. Irak derimod blev direkte udvalgt af USA’s nykonservative som stedet, hvor USA skulle bevise, at ingen kunne udfordre dem.
En nederlag i en sådan global styrkeprøve på en scene, de selv har valgt, vil få enorme konsekvenser for verden de næste årtier. Ikke kun for magtbalancen mellem verdens stormagter, men først og fremmest i kampen om den anti-kapitalistiske dagsorden. ”En anden verden er mulig” kan blive til langt mere end blot en parole som milioner allerede har demonstreret under verden over.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed