Socialistisk Arbejderavis
Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 303
Tillæg 3.2.05
Irakisk valg er ikke en støtte til fortsat besættelse
Jørn Andersen
Knapt var de sidste valgsteder lukket i Irak, før tilhængerne af besættelsen jublede. Medierne snakkede om en valgdeltagelse på op til 75-80 pct. Fogh hyldede “den demokratiske proces”. Bush og Blair kaldte det “en bragende succes”.
Men kun få af de irakere, der deltog i valget, gjorde det for at støtte besættelsen – de håbede på at få en smule mere kontrol over deres eget land. Herunder at få amerikanerne ud.
Valgkamp?
Et valg i et besat land, hvor valget er arrangeret af besættelsesmagten, er i sig selv meget langt fra demokrati. Det samme gjaldt afviklingen af valget: 7.000 af kandidaternes navne blev først kendt på selve valgdagen. Udvalgte partier fik økonomisk støtte fra velbeslåede amerikanere, osv.
Ikke desto mindre var valgdeltagelsen relativt høj – dog langtfra så høj som de første medierygter (den ender nok under 60 pct.). En væsentlig årsag er, at shiaernes religiøse leder, Sistani, udsendte en såkaldt fatwa, som truede dem med helvede, hvis ikke de deltog i valget.
(Mon Fogh i øvrigt tager afstand fra denne “sammenblanding af religion og politik”?)
Irakernes valg?
Men der er en anden grund til den betydelige valgdeltagelse: Mange irakere håber på, at det midlertidige parlament vil markere afslutningen på besættelsen.
Medierne tolker valget som en sejr for Bush, Fogh og Blair. Men 80 pct. af irakerne ønsker besættelsestropperne ud snarest muligt. Det er en grov medie-manipulation at udskrige valget som en sejr for Bush & Co. Hvad sker der, når hverdagen – snart 2 år efter krigen – fortsat er præget af mangel på elektricitet, et smadret sundhedssystem, forurenet vand, mangel på mad, medicin, benzin osv.?
Intet tyder på, at modstanden mod besættelsen vil formindskes.
Bush’ og Foghs valg?
Besættelsesmagtens formål med valget var ikke at give irakerne demokrati. USA ofrer ikke milliarder af dollars og over 10.000 døde og sårede soldater på den slags. Det handler om magt og kontrol over olien.
USA er i gang med at grave sig endnu dybere ned. De har nu 4 permanente militær-baser – bygget af Halliburton – og forventes at bygge i alt 14.
Der var to formål med valget: Det skulle vise for omverdenen, at Irak er i gang med en “demokratisk proces” – og hermed tage brodden af den stigende modstand mod besættelsen.
Dels håber de, at valget vil levere nogle politiske organer, der både er loyale mod USA og har en vis legitimitet.
Det er et setup, som garanterer fortsat konflikt: Uanset om de vil det eller ej, så kan det nye parlament ikke både være loyalt mod USA og give irakerne en anden hverdag. Enten går pengene fra Iraks olie til USA’s multinationale eller til velfærd i Irak. Begge dele er ikke muligt.
Billedet i Irak vil være fortsat konflikt: En konflikt mellem besættelsesmagten (og dens støtter) med deres magt- og olieinteresser på den ene side – og den irakiske befolkning (på tværs af etniske og religiøse skel) og deres krav om et ordentligt liv på den anden.
Jørn Andersen er aktiv i Nej til Krig
Et godt link til stemningen blandt menige irakere: www.dahrjamailiraq.com
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed