Socialistisk Arbejderavis
Nr. 241 – 6. april 2005 – side 3
Overenskomst
Stemmer socialister altid nej til overenskomster?
Jørn Andersen
“97,7 procent af lærerne sagde ja til ny overenskomst“ hedder det i en pressemeddelelse efter urafstemningen blandt de ca. 70.000 lærere. I FOA – Fag og Arbejde, der bl.a. organiserer social- og sundhedssektoren, den pædagogiske sektor m.fl., stemte 92,2 pct. ud af ca. 190.000 ja.
Det massive ja-flertal kommer efter at en næsten enig venstrefløj har anbefalet at stemme ja – fx opfordrede alle undtagen én ud af 66 i FOA’s hovedbestyrelse til at stemme ja. Dog har flere lokale afdelinger i fx BUPL opfordret til at stemme nej. Blandt lærerne har en samlet venstrefløj opfordret til at stemme ja.
Betyder det så, at de få Internationale Socialister (IS), der har opfordret til at stemme nej, kun er “politisk motiverede“, altså at det bare er en slags protest, der mest har til formål at profilere IS?
Lad os straks gøre det klart, at IS ikke “leger“ klassekamp på den måde. Vi snakker altså om tusindvis af menneskers løn- og arbejdsforhold de næste 3 år frem. Det må man nødvendigvis forholde sig seriøst til, hvis man vil “profilere“ sig i faglige sammenhænge.
Når IS’ere har opfordret til at stemme Nej, så er det dels ud fra en vurdering af forhandlingsresultatet, dels ud fra at man kunne have tilkæmpet sig mere gennem en konflikt. Så lad os i stedet kigge på de mere seriøse argumenter.
Umiddelbart kan det se ud som om ja-sigerne har en god sag: Venstrefløjen inden for det kommunale område har i mange år kæmpet for at komme af med “Ny løn“ (hvor en vis del af lønpuljen forhandles individuelt, men ofte reelt bestemmes af arbejdsgiverne). Overenskomsten har stort set afskaffet den inden for nogle områder, fx lærerne, mens den for andre er blevet begrænset (og har fået et nyt navn, “Lokal løn“). – Klart en sejr!
Samlet set er reallønnen nogenlunde bevaret (ingen kan dog sige noget sikkert om pris-udviklingen 3 år frem). Men det lønefterslæb, som den københavnske del af arbejderklassen har, er der dog ikke gjort noget ved.
Men hvad har arbejdsgiverne så fået ud af det? Det er jo lidt paradoksalt, at det netop er mens vi har en borgerlig regering, at så mange opfordrer til at stemme ja. Er regeringen pludselig kommet i gavehumør? Næppe.
Men regeringen og de kommunale arbejdsgivere har fået indgrænset lønstigningerne. For lønstigningerne skal jo ses i sammenhæng med de tårnhøje overskud som fx banker, forsikringsselskaber, TDC har. De offentligt ansatte i KTO får ikke andel i denne værdistigning i samfundet.
Men det vigtigste for arbejdsgiverne er, at de har fået fred og ro under struktur-reformen. Mange kommunale ansatte frygter for deres stillinger. Der er ikke job-garanti, når regeringen skal til at “omstrukturere deres lokale butiksnet“. Tværtimod er et af formålene at rationalisere og privatisere – med højere arbejdstempo og “fleksibilitet“ som resultat.
Men hvad er alternativet? Alternativet til at sige ja til overenskomsten er at sige ja til, at medlemmernes kamp kan skaffe et bedre resultat end det, der er forhandlet.
For der har jo hverken været advarselsstrejker, faglige møder eller andre forsøg på at kaste medlemmernes kollektive magt ind på banen. Forhandlingsresultatet er udelukkende et resultat af regeringens frygt for, om de valgte repræsentanter vil opfordre til et nej. Og så længe arbejdsgiverne kun frygter bureaukraternes magt og ikke de offentlige arbejderes kollektive styrke, så er det klart, at resultaterne er begrænsede.
Og det er måske her det virkelige skel går: Resultatet ser “fair nok“ ud set med forhandler-briller. Men det rykker i virkeligheden ikke for alvor ved de forringelser af især arbejdsforholdene, alle offentligt ansatte har oplevet de sidste mange år.
Mange på venstrefløjen er præget af fortidens nederlag. Så bliver modstanderen (regeringen) gjort større end den i virkeligheden er. Så glemmer man, at regeringen faktisk har befolkningsflertallet imod sig på rigtigt mange områder, fra Irak-krig og Christiania til den generelle socialpolitik.
Når IS’ere opfordrer til at stemme Nej, så er det ud fra en nøgtern vurdering af, at mange kan mobiliseres til at tage en kamp med denne regerings politik – også på det faglige område. Men det er klart, at det kræver at venstrefløjen sætter større visioner op end dem, der kan rummes inden for den snævre verden af ansatte fagforenings-funktionærer.
Jamen, er det så alligevel ikke et politisk motiveret Nej? I en vis forstand jo. Vi tror ikke på opdelingen i “fagpolitik“ og “generel politik“, så selvfølgelig tager vores vurderinger afsæt i en bredere forståelse end bare et enkelt område. Vi er selvfølgelig nødt til at inddrage fx den manglende tro på regeringen i befolkningen.
Det ændrer ikke ved, at vi som faglige aktivister og valgte repræsentanter først og fremmest står til ansvar over for de kolleger, vi er organiseret sammen med og måske valgt af. Men det betyder, at vi insisterer på, at den bredere modstand mod fx Irak-krigen også må bringes ind på det faglige område. – For en mere antikapitalistisk fagpolitik!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed