Socialistisk Arbejderavis
Nr. 244 – 3. august 2005 – side 12
Efter Stop Bush – Hvad med Fogh?
Jørn Andersen
Kort før Bush’s besøg viste en meningsmåling, at kun 13 pct. af den danske befolkning bakkede op om Bush’s udenrigspolitik. 49 pct. var imod.
Mens hele det officielle Danmark hyldede og leflede for Bush, så havde befolknings-flertallet kun venstrefløjens partier, SF og Enhedslisten – og så naturligvis Stop Bush-demonstrationerne 5. juli i Århus og 6. juli i København – som talerør for sine hold-ninger.
Det har gentaget sig gang på gang de seneste år. I foråret 2003 demonstrerede titusinder i Danmark og millioner i resten af verden mod Irak-krigen – som Fogh alligevel kastede Danmark ind i.
Den 29. maj stemte den franske befolkning Nej til EU-forfatningen og dens nylibe-ralisme – selv om de fleste politiske ledere havde anbefalet et ja. 4 dage senere skete det samme i Holland. Resultat: EU-forfatningen er sat på stand-by og EU-lederne skændes højlydt indbyrdes.
Overalt er billedet det samme: Modstanden mod nyliberalismen – og mod Irak-krigen – er langt bredere end den umiddelbare tilslutning til venstrefløjens partier.
Derfor blev Stop Bush-demonstration-erne i Danmark så store: De blev et samlingspunkt til at udtrykke en modstand, som ikke kunne udtrykkes andres steder.
Nye aktivitets-former
Derfor er der også behov for at finde aktivitetsformer, som inddrager andre end de i forvejen organiserede. Ja, ikke kun inddrager, men gør folk og organisationer til aktive deltagere, som selv føler ejerskab for aktiviteterne.
Den traditionelle visdom på venstrefløjen siger, at hvis man vil have bredde, så må venstrefløjen “skjule“ sin egen “radikale“ dagsorden. De seneste års erfaring med antikrigsdemoer, Forsvar Christiania og Stop Bush viser, at sådan er det ikke længere.
Disse aktiviteter ville ikke have været de samme uden venstrefløjens klare modstand mod regeringens nyliberalisme og Bush’s og Foghs verdensorden – ikke nødvendigvis i det officielle grundlag, men i deres konkrete udtryk.
Læren er enkel: Der er brug for venstre-fløjen – hvis den er i stand til at åbne op og bygge bevægelse langt bredere end “the usual suspects“.
Både antikrigsbevægelsen og mobilise-ringen til det franske Nej viser, hvordan det skal gøres. Det handler om at skabe nogle rammer, hvor lokale aktivister kan gå ud i deres eget lokalområde, deres egen skole eller arbejdsplads – og her overbevise folk om, at det gør en forskel at vise sin protest.
I Frankrig var der omkring 1.000 lokale aktivgrupper, som organiserede det, der blev det franske Nej. De delte løbesedler ud, satte plakater op, lavede store debatmøder og happenings. På den måde kunne de involvere 10.000‘er i aktivitet.
Vi kan mere sammen end hver for sig
I Stop Bush er der samme erfaring – blot i mindre målestok. Det var lokale aktiv-grupper, der rejste debatten og gjorde demonstrationen synlig for rigtigt mange. De uddelte 100.000 løbesedler og satte 20.000 plakater op, holdt debatmøder og lavede happenings.
Stop Bush har ført til nyt samarbejde på to niveauer: På organisationsniveau var det ikke kun krigsmodstandere og venstrefløjen, der var med. Også miljøorganisationer, uddannelsesorganisationer og ikke mindst Muslimer i Danmark har været aktive i organiseringen.
Lokalt har aktivister fra forskellige organisationer – og ikke-organiserede – kunnet finde sammen om at gøre Stop Bush-mobiliseringen til en fælles sag.
Kort sagt: Stop Bush har vist, at vi kan langt mere sammen, end vi kan hver for sig.
Fortsat krigsmodstand
Spørgsmålet er nu: Hvordan kan vi fortsætte og udvikle dette samarbejde? Diskussionen kører allerede i Stop Bush-lokalgrupperne.
Der er to temaer, som går igen, når der snakkes om fortsat aktivitet. Det ene, fortsat krigsmodstand, gik også igen på demonstra-tionerne – hos talerne og på de mange skilte og bannere. Heldigvis har vi Nej til krig, som kan fungere som fælles ramme for antikrigs-aktiviteter.
Stop racismen
Det andet tema, som dukker op igen og igen er modstand mod den stigende racisme fra regering, folketing og medier.
Den seneste muslim-hetz efter bomb-erne i London er kun toppen af isbjerget. Siden Fogh-regeringen kom til i 2001 har angreb på indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed været en fast ingrediens af regeringens politik – og socialdemokrater og radikale følger troligt med.
24-års-regel, madpakkeordning, tvangs-fordanskning er blot nogle af de ting, som alt for tit får lov til at stå uimodsagt. Bestemte dele af befolkningen gøres til syndebukke – mens resten så kan føle sig som “rigtige danskere“.
Hidtil er regeringens, folketingets og mediernes racisme ikke blevet mødt med et samlet modsvar. Det skal der ændres på.
Vi ved, at store dele af befolkningen er grundigt trætte af regeringens racisme og syndebukke-politik. Og vi ved også – fra bl.a. Frankrig og Østrig – at hvis den ikke bliver mødt med modstand, så vil racismen blive en endnu mere accepteret del af den politiske dagsorden. Det er en direkte invitation til nazi-partier om at komme på banen.
En bred anti-racistisk kampagne
Der er altså behov for en bredt anlagt anti-racistisk kampagne. En kampagne, som skal køre over en langt længere periode end Stop Bush – og have en noget bredere vifte af aktiviteter.
Stop Bush har vist, at når mange organisationer og aktivister trækker på samme hammel, så kan vi sætte en anden dagsorden end den officielle. Lad os udnytte det til at slå regeringens racisme tilbage – og dermed slå et par ekstra søm i Fogh-regeringens ligkiste.
Stop Bush indkalder til en konference i september til at diskutere fortsatte aktiviteter. Datoen er endnu ikke fastsat, så hold øje med www.StopBush.dk
Jørn Andersen
Aktiv i Nej til krig og StopBush.dk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed