Socialistisk Arbejderavis
Nr. 250 – 12. januar 2006 – side 8
Teori for bevægelsen
Studerende og kampen mod kapitalismen
Alexander Lassithiotakis
Studerende under angreb. Studerende i kamp. Spørgsmålet, der melder sig, er, hvordan venstrefløjen skal forholde sig til de studerendes kamp. Hvordan skal den forstås, og hvordan kan vi sikre, at de studerende vinder kampen?
I december var jeg sammen med mine medstuderende med til at besætte store dele af vores universitet, RUC.
Var jeg blot en måned inden blevet spurgt, om jeg troede på, at vi kunne vinde opbakning til en besættelse i protest mod den nyliberale uddannelsespolitik, havde jeg på det bestemteste afslået det.
–Ikke at der ikke har været aktiviteter og diskussion på RUC forud. Faktisk var vi blandt de allerførste uddannelsessteder, der lavede en antikrigsgruppe, længe inden Bush og Fogh angreb Irak.
Vi fik den gang god respons fra vores medstuderende; vi afholdt flere store møder, og vi trak betydelige mængder med til demonstrationerne i København inden og omkring krigsudbruddet. Så det er ikke, fordi den politiske situation var håbløs på mit universitet, men når det galt uddannelsespolitik og modstand mod regeringens tiltag, så trak de sorte skyer sammen om aktivisternes hoveder.
Vi var nogle, der prøvede at rejse diskussionen omkring universitetsreformen, men vi vandt aldrig mere end et mindretal, og et betydeligt mindretal i den anden ende syntes egentlig ikke, der var noget i vejen med ”et tættere samspil” med erhvervslivet.
Modstand til Sander og Haarder
Med spørgsmålet om gruppeeksamen var det pludselig anderledes. Da Videnskabsministeriet udsendte deres pressemeddelelse om, at de ville afskaffe gruppeeksamener, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Debatten rejste sig og spredte sig på interne mail-lister.
På mit eget institut nåede der at komme små ti indlæg, inden jeg checkede mails morgenen efter. På få dage nåede underskriftindsamlingen www.bevargruppeeksamen.dk at samle op mod 10.000 underskrifter; et antal, som siden er steget til det tredobbelte.
Gryden var pludselig kommet i kog. Regeringens tiltag blev opfattet som arrogant og som et angreb på gruppearbejdet og den dynamik, denne arbejdsform giver mulighed for.
På en debatcafe om uddannelsespolitik blev spørgsmålet diskuteret, samt hvad vi skulle gøre.
Blandt mine medstuderende fra historie var der enighed om, at vi ville besætte vores institut i protest, og vi håbede, at vi kunne få andre institutter og huse med på ideen på et fælles møde mandagen efter. På dette møde gik institut for pædagogik og et humanistisk basishus med i besættelsen.
Om aftenen var vi nogle stykker, der tog rundt i husene og opfordrede til besættelse. Seks huse tog diskussionen morgenen efter og gik med, og i dagene efter spredte diskussionen sig, og om torsdagen var i alt 14 huse/institutter med i en besættelse af RUC.
Det er selvfølgelig nødvendigt at understrege, at det er meget forskelligt fra hus til hus, hvor meget debat der har været, og hvor mange der har været involveret i aktiviteter. Ikke desto mindre siger den eksplosive udvikling i forløbet noget om stemningen, og hvor argumentet står blandt de studerende.
Vi ved godt, at ikke alle har været med, men mange har. Og diskussionen er kommet langt ud, også længere end blandt dem, der har deltaget aktivt i besættelsen. Vi står altså med et godt udgangspunkt for at fortsætte og udvikle protesterne her i det nye semester. Spørgsmålet er så bare, hvad der skal til, for at vi vinder.
De studerendes position i samfundet
Ud over de mere konkrete og praktiske tiltag hænger dette spørgsmål uløseligt sammen med et mere generelt spørgsmål omkring de studerendes rolle og position i dagens kapitalistiske samfund. Der er på venstrefløjen en position, der afskriver de studerendes kamp, fordi disse ikke er arbejdere og derfor ikke besidder samme nøgleposition i forhold til at lukke det kapitalistiske samfund ned.
En udgave af argumentet siger, at de studerende er direkte modstillede til arbejderklassen og en kommende del af en herskende klasse eller i hvert fald middelklassen.
Dette argument møder man kun sjældent i en eksplicit form, men det spøger dog alligevel rundt omkring i forskellige former. En mere udbredt version af argumentet går ud på, at det er ligegyldigt eller i hvert fald underordnet overhovedet at beskæftige sig med de studerendes kamp eller at gøre en selvstændig indsats for at organisere de studerende. Begge udgaver er fejlagtige og misforstår de studerendes position i dagens samfund, og derved mister man også det progressive potentiale, der ligger hos de studerende.
Elitens middelklasse?
et er selvfølgelig rigtigt, at studerende ikke er arbejdere. Selvom vi lukker samtlige uddannelsesinstitutioner, opnår vi ikke at lægge det samme økonomiske pres på magthaverne, som hvis kassedamer, pædagoger, bankansatte etc. lukker alle landets arbejdspladser ned.
Det er også rigtigt, at der er stor grad af social skævvridning, hvis man kigger på de studerende, og elitens og middelklassens børn fylder således meget mere end de 15-20 pct., de burde, hvis spredningen skulle ligne den i det omgivende klassesamfund.
Men når det er sagt, er det vigtigt at forstå, at langt de fleste studerende bliver uddannet til at være ganske almindelige arbejdere, når de bliver færdige. Kapitalismen er i dag, grundet den hårde internationale konkurrence, afhængig af en stor gruppe af arbejdere med en længere uddannelse for at producere, udvikle og markedsføre produkter.
Selvom den daglige undervisning først og fremmest foregår på et middelklassesprog og ud fra de herskendes logik, er der andre mekanismer, der spiller ind på, hvordan de studerendes ideologi formes. Det første forhold, der bør næves, er, at man som akademiker uddanner sig til at indgå i arbejderklassen og i høj grad også til arbejdsløshed.
Således er der blandt de studerende en grundlæggende usikkerhed omkring deres fremtidige situation på arbejdsmarkedet. Samtidig og mere afgørende er det, at man i det daglige på universitetet bliver mødt med klassesamfundets modsætninger.
På den ene side har den herskende klasse brug for, at en stor del af arbejderklassen får en længerevarende uddannelse og en vis indsigt i, hvordan systemet fungerer, og dermed er det nødvendigt at tillade en stor grad af fri forskning. Omvendt er der på kortere sigt et behov for at specialisere arbejdskraften til præcis de behov, som kapitalen umiddelbart har i en global økonomi præget af konkurrence og faldende profitter.
Der kommer således en modsætning mellem idealerne (og forventningerne fra de studerende) om god og fri uddannelse og forsøgene på at markedsgøre og strømline uddannelsen, som flere og flere studerende skal igennem på kortere tid.
Således sikrer den sociale virkelighed på universiteterne, at de fleste studerende ideologisk minder mere om resten af arbejderklassen end om magthaverne og middelklassen.
Oven i dette skal man lægge, at en stor del af uddannelsen går ud på hurtigt at systematisere ny viden, og at studerende er relativt mange samlet på ét sted, og at de har meget lettere ved at komme til at diskutere deres situation sammen, end arbejderklassen generelt har (specielt de steder, hvor man yderligere arbejder i grupper, fremmes denne faktor).
Trække andre dele af arbejderklasse i kamp
Det betyder for venstrefløjen, at studerende ikke bare skal betragtes som en kommende del af arbejderklassen, men også at de kan være en genvej til politisk generalisering og aktivitet i bredere dele af arbejderklassen. Således har vi i historien flere gange set, at det er de studerende, der trækker resten af arbejderklassen med sig i kamp, f.eks. i ’68-oprøret eller i ’99 i Serbien, da befolkningen væltede Milosevic.
For universitetsstuderende betyder det omvendt, at vi skal erkende både styrker og svagheder i vores sociale position. Vores magt ligger i, at vi potentielt kan trække bredere dele af arbejderklassen med i protester og oprør, selvom vi isoleret set ikke kan lamme nogen dele af systemet økonomisk.
Det betyder på den ene side, at magthaverne ikke er ligeglade med, hvad vi foretager os, også selv om vores protester ikke rammer profitterne direkte, som almindelige strejker gør det. Men også at vi skal række politisk ud til arbejderklassens generelle krav om bedre velfærd, hvis vi skal sejre. Hvis vi ikke knytter an til bredere lag i samfundet, kan magthaverne være fuldstændig ligeglade med vores protester.
Se også:
SAA 250: Vi stopper: Bertels sorte skole
SAA 250: Derfor protesterer vi på RUC
SAA 250: Boganmeldelse: Marx er på vej tilbage på universiteterne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed