Socialistisk Arbejderavis
Nr. 256 – 17. maj 2006 – side 4
Arbejderklassen
Patienten ud af sygesengen
Jakob Nerup
Fagbevægelsens store demonstration d. 17. maj kan vise sig at blive et afgørende vendepunkt. I næsten 10 år har dansk fagbevægelse været sengeliggende og fyldt med sløvende medicin. Ingen handling og en stadigt større accept af nyliberalismen som den eneste vej. Alle de store forbundsledere med LO i spidsen støttede Helle Thorning-Scmidts forslag til forringelse af efterlønnen. Dengang var der ingen som troede på at arbejderne i stort tal ville slås.
Når patienten kommer ud af sygesengen 17. maj, så hjælper det ikke at søge samme læge som sidst, der kun ordinerede sløvende medicin og dikterede sengeleje.
Men den første virkelige bedring af patientens tilstand kunne mærkes da FOA, som organiserer mere end 200.000 offentligt ansatte, på initiativ af formanden Dennis Kristensen igangsatte underskriftindsamlingen “Hold fast i efterlønnen“. Den kampagne samlede 150.000 underskrifter på 1½ måned og viste det, som alle meningsmålinger i årevis har fortalt os: At de danske lønmodtagere vil bevare efterlønnen. Og den viste også, at når et forbund bruger sine ansatte til at aktivere netværket af medlemmer og tillidsfolk, så er det enormt stærkt. Patienten var vågnet af sin selvvalgte dvaletilstand.
I de sidste 2 måneder er Socialdemokraterne gået voldsomt tilbage i meningsmålingerne, fordi de siger det samme som Fogh. De ligger nu historisk lavt med kun 20 pct. af vælgerne bag sig. Det har fået partiledelsen til at søge en mere social og velfærdsorienteret profil, og det har påvirket deres tilgang til de igangværende velfærdsforhandlinger. For Socialdemokraterne ved udmærket, at de 80 pct. af befolkningen, som udgør arbejderklassen, er deres vælgere. Og de ved også, at langt de fleste af dem ikke er vellønnede og kontant har brug for velfærden. Socialdemokratiet er mere end et almindeligt folketingsparti.
På trods af, at de formelle bånd til fagbevægelsen er kappet, så eksisterer de i praksis. Den danske fagbevægelse er ud over sine mere end 2 millioner medlemmer også et meget stort apparat med mere end 20.000 ansatte. Og hovedparten af dem og de politiske ledelser i forbundene er organiserede socialdemokrater. Når arbejderklassen fra neden presser på bureaukraterne og forlanger forsvar for velfærden, så må bureaukraterne reagere, for ellers bliver de smidt ud. Derfor har de stillet sig i spidsen for demonstrationen d. 17. maj. Den logiske følgevirkning er derfor, at den socialdemokratiske ledelse presses. Og det betyder at patienten langt om længe er på vej ud af sygesengen.
Men der er en grænse for både bureaukrater og socialdemokratiske ledere. De faglige topledere ønsker hverken en politisk storstrejke eller masseaktioner styret fra neden. Deres magt ligger netop i klassesamarbejdet og forhandlingen med arbejdsgiverne. Når der strejkes og aktioneres, så flytter magten ud af kontoret og andre bliver ledere i medlemmernes øjne. Fagbevægelsens top ønsker ikke at gå længere efter 17.maj, selvom der kan være enkelte undtagelser. Og det samme gælder Socialdemokraternes ledelse. De ønsker at bruge demonstrationen 17. maj til at styrke deres image og forhandlingsposition, men de ønsker ikke at strejke regeringen ud af Christiansborg.
Mere vigtigt er det, at den nuværende socialdemokratiske ledelse er totalt forgiftet af nyliberalismens tankesæt. Det har de ikke tænkt sig at lave om på, og det ved Anders Fogh. Når patienten kommer ud af sygesengen 17. maj, så hjælper det ikke at søge samme læge som sidst, der kun ordinerede sløvende medicin og dikterede sengeleje.
I stedet må patienten erindre, hvordan det var at være rask og rørig. Forsøge at huske, hvordan man bruger muskler og hjerne. I 1974, 1982, 1985, i 1995 og i 1998 brugte hundredtusinder af arbejdere deres styrke i store strejker mod regering og arbejdsgivere. Det var ikke strejker, som kom spontant ud af den blå luft. De var organiserede og voksede fra holdninger til handlinger, fordi “nogen“ organiserede dem uden om toppen i fagbevægelsen. For selv om et stort antal arbejdere kan sympatisere med ideen om en politisk strejke, så kommer den ikke af sig selv. Argumentet skal organiseres, og selve strejken skal materialiseres ved at nogen tager initiativ og lederskab. Før 90’erne var det DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), som gennem sine dybe rødder i arbejderklassen, der med sin organiserede aktivitet i fagbevægelsen og politisk styrke som parti kunne sætte bevægelsen i gang, når stemningen var moden. DKP er væk i dag og den formelle venstrefløj i fagbevægelsen er ikke stor, selvom den er voksende.
Faglig Ansvar har netværket til at udgøre en situationens generalstab. De kan sammenkalde til stormøde for at diskutere og beslutte en politisk strejke mod regeringens velfærdsangreb. Men foreløbig ligger de underdrejet med idéen om, at andre skal tage initiativet, og at samarbejdet med Socialdemokraterne ikke skal udfordres. Derfor optræder de som patientens bekymrede bedsteforældre, der konstant råder til ikke at tage for store skridt eller udfordre skæbnen. Og det er forklaringen på, at Fagligt Ansvar primært samler fagbevægelsens rolator-generation.
De raske og rørige udtrykker sig i dag gennem Enhedslisten. Medlemstilvæksten og den voksende politiske betydning i faglige kredse som det reelle alternativ gør, at Enhedslisten er den sygehjælper, som kan få patienten i gang for alvor. Enhedslisten kan ikke diktere eller organisere arbejderklassen i Danmark til en politisk strejke. Men Enhedslisten kan organisere argumentet for sine 4000 medlemmer. Enhedslisten kan få sine faglige ledere og folketingspolitikere til at sætte strejkeargumentet forrest. Enhedslisten kan gøre forskellen i Fagligt Ansvar, så der indkaldes til stormøde.
Den nødvendige politiske storstrejke mod regeringen kommer ikke af sig selv. Argumentet skal vindes i arbejderklassen, og det ansvar skal Enhedslisten turde påtage sig sammen med alle andre gode kræfter.
Se også:
SAA 256: Frankrig viser vejen - strejker kan stoppe velfærdsforringelserne: Strejke for velfærd
SAA 256: Det mener vi: Afgørelsens time
SAA 256: Interview: “Derfor blev jeg aktiv”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed