Socialistisk Arbejderavis
Nr. 256 – 17. maj 2006 – side 3
Interview
“Derfor blev jeg aktiv”
Jakob L. Krogh
Socialistisk Arbejderavis har talt med Line Vind Lerstrup, sociologistuderende på Københavns Universitet og aktiv i 3procentsnetværket om mobilisering til 17. maj.
Hvordan er du blevet aktiv?
Jeg fik en flyer på mit studie om et møde imod de nedskæringer, der foregår hele tiden på universiteterne, men som få kender til, fordi der er en meget stærk diskurs om, at uddannelse og forskning er noget, vi satser på. Det var der, det gik op for mig, at der i prasis foregår det modsatte, derfor blev jeg aktiv.
Hjælper demonstrationer noget?
Det kan ikke undgå at hjælpe, når så mange mennesker siger, det her vil vi ikke finde os i. Især fordi det er så bredt, næsten alle kan føle sig repræsenteret. Det giver demonstrationen en stor gennemslagskraft. Det er alle de ting, en demonstration sætter i gang, der kan ændre noget. Den vil lægge et stort pres på alle partier, især Socialdemokratiet, og den vil sætte fokus på velfærdsforhandlingerne. Dermed vil ingen af partierne kunne være med i noget, der går imod deres profil. Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har en profil, der er velfærdsorienteret på papiret.
Studenterrådet har ikke været helhjertet i deres mobilisering, bl.a. fordi nogle af parolerne ikke er uddannelsesorienterede, især efterløn. Hvordan har du det med det? Og med bredden også i paroler?
Studenterrådet er med på deres egen måde. Vi har arangeret en debat i samarbejde med dem. Vi har åbenlyst samme mål som dem. Jeg tror ikke, Studenterrådet vil blive mere aktivistiske efter det her, men de vil fortsat støtte 3procentsnetværkets initiativer.
Personligt synes jeg, det er fantastisk med de paroler. Jeg er jo ikke kun studerende; derfor er jeg interesseret i, at samfundet bygger på nogle idealer, jeg kan stå inde for. Selvom det er umoderne, er solidaritet et ord, som er virkelig vigtigt. Og som det også er vigtigt, at vi bygger vores praktiske handlinger og politik op omkring; derfor nytter det ikke med de forslag. Det nytter heller ikke at tro, at man kan ændre hele samfundet på en gang. Det er nødvendigt, at man går ind i de forskellige nicher, hvor man kan gøre en forskel, og så samarbejder derfra. Derudover er det vigtigt at huske, at der er en sammenhæng, at de forslag, der kommer, ikke kun handler om uddannelse – de repræsenterer et menneskesyn og samfundssyn, som påvirker hele samfundet; derfor nytter det ikke kun at protestere mod to løsrevne forslag. Men jeg ved ikke noget om efterlønnen eller de tekniske forslag, så jeg er nødt til af gå ind der, hvor jeg ved noget.
Ville du være villig til at gøre ligesom i Frankrig for at stoppe velfærdsreformen?
Jeg tror ikke, det bedste værktøj i Danmark er det samme som det bedste værktøj i Frankrig. Der er en anden tradition her. En stor strejke eller et besat universitet er ikke det, der rykker i Danmark, tror jeg, men den dag jeg bliver overbevist om det modsatte, er jeg med.
Se også:
SAA 256: Det mener vi: Afgørelsens time
SAA 256: Interview: “Derfor blev jeg aktiv”
SAA 256: Arbejderklassen: Patienten ud af sygesengen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed