Socialistisk Arbejderavis
Nr. 257 – 7. juni 2006 – side 5
Så skete det igen
Lene Junker
17. maj var den største demonstration i nyere tid – kun overgået af Påskestrejkerne i 1985. Lene Junker, som dengang var faglig aktivist på Lindø-værftet, ser her nærmere på hvad der skete i påsken for 21 år siden.
Også i Odense var 17. maj de største protestdemonstrationer, vi har oplevet siden Påskestrejkerne i 1985. Stemningen og den fælles glæde over, at vi nu endelig stod sammen om en betydningsfuld sag, var den samme som dengang.
Mødte Kim Kolding, som dengang var smed på Lindøværftet ligesom jeg. I dag er han tillidsmand på værftet og meget aktiv for at mobilisere sine kolleger til demonstrationen. “Det lugter af ’85“, sagde han, “kan du huske, da vi lavede et banner af et gammelt lagen, hvor der stod generalstrejke på?“ Jeg snakkede også med Dennis Nielsen. Dengang var han tillidsmand på Wittenborg og aktiv i SID’s blokadevagter. I dag er han faglig sekretær i 3F. “Det er flot i dag“, sagde han. “Nu må vi holde ved.“ Jeg spurgte ham, om han troede, vi snart ville få brug for at organisere blokadevagter igen. Det svarede han ikke rigtig på. Talte også med Jens Posselt, dengang som nu elektriker på Lindø. Vi var begge overrasket over demonstrationens størrelse, og Jens luftede en ide til, hvordan dette kunne fortsætte og blive stærkt nok til at vælte Fogh. Den har vi siden arbejdet videre med. Se andet sted i avisen.
Påskestrejkerne i ’85 står stadig stærkt i bevidstheden hos os, som er gamle nok til selv at have deltaget. I dag har Påskestrejkerne ikke kun historisk interesse. De rummer en masse erfaringer, som alle i dag kan lære af. Her følger en kort gennemgang skrevet af Hans Jørgen Vad i Socialistisk Arbejderavis for et år siden, på 20-året for Påskestrejkerne. Læs også hans bog: “Påskestrejkerne i 85 – 10 dage der rystede Schlüter“.
Hvad skete der under Påskestrejkerne?
Strejkerne startede den 24. marts som en officiel storkonflikt mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO – især pga. uenighed på arbejdstidsspørgsmålet. LO/DA-strejken omfattede ca. 300.000, og per 1. april var der varslet konflikt for yderligere 200.000 offentligt ansatte. Hovedkravet var på begge områder en 35 timers arbejdsuge
Strejken på det private område fik dog kun lov at løbe en uge som en officiel konflikt, og på det offentlige område kom den slet ikke i gang: Schlüter-regeringen greb nemlig ind lørdag den 30. marts med virkning fra 1. april.
Indgrebets indhold, som blev kendt onsdag den 27. marts, udløste en voldsom vrede blandt lønmodtagerne. Især en arbejdstidsnedsættelse på kun én time blev af mange opfattet som en hån mod 35-timerskravet. Vreden fik med en blokade af Christiansborg den 29. marts et symbolsk samlingspunkt. Denne militante aktion, som formåede at gennemtvinge en udsættelse af førstebehandlingen af det forhadte indgreb, blev mødt med begejstring landet over.
Fredag den 29. marts havde den forholdsvis rolige officielle storkonflikt helt ændret karakter og var blevet afløst af en ukontrolleret spontan massestrejke fra neden. Store grupper af offentligt ansatte var nu gået med i strejken, og det samme var store grupper af privatansatte, som ikke allerede var i strejke.
I de fleste større byer var der massedemonstrationer på socialdemokratisk initiativ. Alene i København deltog 100.-150.000. De socialdemokratiske talere udtrykte forståelse for harmen og lagde op til, at Schlüter skulle væltes – men først ved næste valg. Dermed lagde de indirekte op til, at arbejdet skulle genoptages.
Det fik dog ingen betydning, for strejkerne fortsatte med uformindsket styrke ugen efter. Mandagens massedemonstrationer – arrangeret af tillidsmandsringene – var endnu større end fredagens. Det fælles krav var Schlüters afgang, generalstrejke, og at der skulle åbnes for strejkekasserne. I det meste af landet var bus-, tog- og færgetrafikken strejke- eller blokaderamt. I disse dage blev blokader lidt af en folkesag. En senere meningsmåling foretaget af Jyllands-Posten viste, at et klart flertal blandt lønmodtagerne sympatiserede med disse ulovlige blokader. Selv blandt arbejdsgivere mente over en tredjedel, at blokaderne var helt eller delvis acceptable. Schlüters politiske liv hang nu i en tynd tråd.
I de to dage før og efter påskeferien – den 3. og 9. april – sås der imidlertid en markant nedgang i strejkernes omfang. Det skyldtes søgnehelligdagsbetalingen, som ikke kommer til udbetaling, hvis man strejker dagen før og dagen efter en ferie med skæve helligdage. Det blev af mange fagforeningsledere brugt som et påskud til at få folk til – om end midlertidigt – at genoptage arbejdet.
Derfor var det først 10. april, at strejken igen nåede op på samme styrke som før påsken. Igen var der en død radio og en sort tv-skærm. For tredje gang inden for ganske få dage var der igen massedemonstrationer i alle større byer. Alene i København var der omkring 250.000, og i byer som Århus, Ålborg, Randers og Esbjerg meldtes der om de “historisk“ største demonstrationer.
I de næste dage ebbede strejkebevægelsen dog ud, og Schlüter overlevede. Det skyldtes dog ikke manglende kampvilje, men især, at der på den faglige venstrefløj ikke var enighed om at opfordre til generalstrejke og udmønte parolen i en organisering af strejkens fortsættelse.
Helt konkret lykkedes det de ledende DKP’ere i et uskønt samarbejde med Preben Møller Hansen fra Sømandsforbundet at få forpurret et landsdækkende tillidsmandsmøde i påskeferien, som kunne sende et klart signal. Kombineret med afmatningen hen over påskeferien tog det kraften ud af strejkerne.
I alt kom strejkerne til at vare 3 uger og omfattede mindst 500.000, ja måske op mod 1.000.000 lønmodtagere. Et tilsvarende tal deltog i de mange demonstrationer, ligesom tusinder var aktive i de mange blokader.
Jeg vil nu beskrive mine egne oplevelser under Påskestrejkerne. Først og fremmest var jeg med i blokadeaktiviteterne i Odense. Det blev organiseret fra SID Huset af aktive SID-tillidsfolk allerede fra strejkens start. Men snart blev det stedet, hvor alle aktivister var velkomne. Vi kom fra forskellige fagforeninger og arbejdspladser. Vi kendte hinanden fra havnearbejderstrejken og andet strejkestøttearbejde. Hver morgen mødtes vi til kaffe, rundstykker og organisering. Så drog vi af sted i biler, på cykler osv. Stemningen var høj, selvom det var tidligt om morgenen, og der var frost og sne. Vi følte, vi var en del af noget stort – meget større end os selv. Der blev diskuteret politik. Schlüter var public enemy number 1. Men også pamperne fik fingeren – især formanden for LO, Knud Christensen, som var så uforberedt på strejken, at han holdt ferie på Malta. Han blev hurtigt omdøbt til Malta-Knud. Vi snakkede også meget om pædagogerne. De udgjorde en meget stor og fantasifuld del af demonstrationerne. Det var nyt. En af mine kollegaer fra værftet, som både kunne huske strejkerne i 1956 og i 1974, sagde: “Vi skulle have været pædagoger, de er så mange! Sådan var det med os (værftsarbejderne) tidligere. Vi tog altid initiativet, vi gik rundt og fik de andre med, og vi var altid mange. I 1974 væltede vi Hartling-regeringen.“
Blokaderne var vigtige for at gøre strejken effektiv. Det foregik for det meste fredeligt, for strejkerne var uhyre populære. Politiet holdt øje, men blandede sig ikke, selvom blokaderne var ulovlige. Der var tillidsmandsmøder, men de var ikke åbne for aktivister. DKP holdt et offentligt møde, og stemningen der var, at folk var parate til at strejke, til regeringen faldt. Det skete som bekendt ikke. Og det var rigtig surt at måtte vende tilbage på arbejde igen. Så tæt på at have væltet regeringen, og så glippede det alligevel. Skuffelsen var stor, selvom alle var enige om, at ved næste overenskomst, så...
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed