Socialistisk Arbejderavis
Nr. 260 – 27. september 2006 – side 5
Afghanistan
“En forbandet håbløs krig“
Martin B. Johansen
“Sikke en forbandet, håbløs krig.“ Denne udtalelse om krigen i Afghanistan kommer ikke fra en civil afghaner, men fra den højtstående britiske officer, Leo Docherty, som for nylig tog sin afsked i protest mod den militære indsats i den sydlige Helmand-provins.
NATO har voldsomme problemer i Afghanistan konkluderer The Senlis Council, en organisation der arbejder med narkotika-spørgsmål.
“Jeg ønsker ikke at være en del af denne klodsede operation, som er både farlig og meningsløs. Det er bindegalt,“ sagde han til The Sunday Times. “Vi har opført os utroligt klodset – vi sagde, at vi ville opføre os anderledes end amerikanerne, som bombede og beskød landsbyer fra luften. Og så ender vi med at opføre os på nøjagtigt samme måde.“ Han peger også på, at meningen med Nato-operationen var at vinde befolkningen gennem opbygning af landet, men i stedet er Natos soldater blevet spredt ud i en af de dele af Afghanistan, hvor Taliban står stærkest.
De 300 danske soldater, som er en del af Nato-styrken, mærkede i august presset fra Taliban, da de kom under stigende beskydning og i huj og hast måtte evakueres for at undgå en massakre.
Alternativet for Nato er nu enten at trække sig ud, hvilket vil blive tolket som et nederlag, eller at intensivere volden endnu mere.
De dystre udsigter for Natos krig i Afghanistan understreges af en omfattende rapport, som netop er udgivet af The Senlis Council. Det er en europæisk tænketank, som især beskæftiger sig med narko-tikaspørgsmål, men bl.a. i kraft af invasionen af Afghanistan har den været tvunget til at beskæftige sig mere og mere med sikkerheds-politiske spørgsmål. Ifølge DR-journalist Jørgen Dragsdahl siger Nato-officerer, at rapporterne ligger tæt på den virkelighed, som også de støder ind i.
Ifølge rapporten har Taliban i dag kontrollen over hele den sydlige del af Afghanistan, og fronten nærmer sig hovedstaden Kabul. Man skriver direkte: “Det internationale samfund anført af USA har tabt, Taliban vinder.“
Der er ifølge Senlis-rapporten tre grunde til denne udvikling:
For det første har de inter-nationale styrker været fokuseret på at udrydde Taliban og Al Qaeda, trods det erklærede mål, at det handlede om genopbygning af landet. Som resultat er der siden 2002 brugt mere end 10 gange så meget på militære operationer som på civil genopbygning – i tal 82,5 milliarder dollars på krig mod 7,3 milliarder på fred.
De omfattende militære ope-rationer har ført til store civile tab og til, at titusindvis af afghanere nu bor i primitive flygtningelejre. Nato har ikke gjort meget for at tackle den enorme fattigdom i landet – mange dør af sult, og spædbørnsdødeligheden er en af de absolut højeste i verden.
Resultatet er, at for afghanerne fremstår de udenlandske soldater mere og mere som en fjendlig invasionshær.
For det andet har Nato-styrkerne ført an i en kampagne for at standse eksporten af narko fra Afghanistan. Kampagnen er støttet af George Bush, som er stædigt fikseret på sin “war on drugs“ ved siden af “war on terror“. I praksis betyder det, at det private, para-miltære ameri-kanske selskab DynaCorp opsøger Afghanistans fattigste bønder og ødelægger deres opiumsmarker og dermed deres livsgrundlag.
Ifølge Emmanuel Reinert, direktør for Senlis Council, har amerikanerne “gennemført deres ødelæggelser i præcis de områder, hvor bønderne har sværest ved at ernære sig. Det er samtidig der, hvor Taliban har fået lettest ved at rekruttere nye støtter.“
Den tredje grund er, at Nato-styrkernes fremfærd har under-gravet den afghanske regerings legitimitet. Da Afghanistan blev invaderet, skulle der med vold og magt etableres et demokratisk valgt parlament og vælges en præsident i et land, hvor centralstyret altid har stået svagt. I takt med de omfattende civile ofre og fejlslagne narkopolitik opfatter mange afghanere, at deres regering er mere ansvarlig over for Nato og vestlige bistands-organisationer, end den er over for folket.
Det samlede resultat er, at Nato har bevæget sig ind i en blindgyde i Afghanistan. Valget står mere og mere mellem en udvikling med at gennemføre massive bombe-kampagner for at bekæmpe den afghanske modstand, eller at trække tropperne ud af landet.
Valget burde være let, men vi kan ikke regne med, at Fogh-regeringen vil bryde sin alliance med Bush og Blair. Det er op til krigsmodstanderne alle steder at forhindre den truende katastrofe.
Rapporten “Afghanistan Five Years Later“ findes på www.senliscouncil.net
Se også Jørgen Dragsdahls hjemmeside for analyser af udviklingen, www.dragsdahl.dk
Se også:
SAA 260: Oprøret i Mexico fortsætter
SAA 260: Mellemøsten: Hvornår kommer revolutionen?
SAA 260: Mellemøstens modstandskamp
SAA 258: Afghanistan: Havnet i en regulær krig
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed