Socialistisk Arbejderavis

Nr. 26 – Januar 1987 – side 9

Karl Marx & Fr. Engels: “Det kommunistiske partis Manifest”

Et spørgelse går gennem Europa, kommunismens spørgelse

Jørn Andersen

“Et spøgelse går gennem Europa, kommunismens spøgelse.” Med disse manende ord indledte Marx og Engels i 1848 Det Kommunistiske partis Manifest. Manifestet blev skrevet til “Kommunisternes Forbund” – en gruppe europæiske socialister.

Marx overbeviste dem om, at de måtte organisere sig åbent og demokratisk i stedet for som tidligere i hemmelige, konspiratoriske grupper. Desuden, at “det er på høje tid, at kommunisterne giver hele verden klar besked om deres synsmåde, deres mål...”

Derfor blev Manifestet skrevet.

På kun 25 små sider fremlægges de grundlæggende ideer i marxismen i et let forståeligt sprog. Til dem, der ikke har læst Manifestet før: Læs det! Og til dem, der har: Læs det igen – og du vil finde nye ting, du ikke har tænkt over før.

Klassekampen

Manifestet starter med at fastslå, at “Alle hidtige samfunds historie er en klassekampenes historie.”

Hvis vi skal forstå historien, så hjælper det os ikke ret meget at kigge på “de store mænd”: Napoleon, Lincoln, Lenin osv. Det er ikke dem, der skaber historien. I stedet skal vi kigge på de klassekræfter, der ligger bag.

Det var ikke Marx, der “opfandt” klasserne eller klassebegrebet, men det var Marx der så, at klasserne knytter sig til bestemte historiske epoker, til bestemte måder at producere på. Efterhånden som produktivkræfterne udviklede sig, opstod nye måder at producere på.

Gamle klasser gik ned og blev erstattet af nye. Det er de nye klassers kamp mod de gamle samfunds snævre rammer, der driver historien fremad.

Historien er altså ikke en tilfældig række af uforståelige, usammenhængende begivenheder. Det betyder, at vi kan forstå historien, at vi kan ændre verden ved at deltage i klassekampen. Heri ligger det revolutionære i Marx’ historiesyn.

“Det moderne borgerlige samfund har ikke ophævet klassemodsætningerne,” men kun forenklet dem. “Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: Bourgeoisiet og proletariatet.” (Det vil sige borgerskabet og arbejderklassen).

Da Manifestet blev skrevet, gjaldt dette kun for England og en lille del af Europa. I dag er denne modsætning herskende over hele verden: Fra Japan til Polen, fra Paris til Johannesburg, fra Calcutta til Mexico, overalt foregår kampen mellem arbejde og kapital.

Arbejderklassen er blevet flere hundrede gange større siden dengang. Manifestet har langt mere ret i dag, end da det blev skrevet.

Den herskende klasse

Lad os kigge nærmere på de to hovedklasser: Borgerskabet og arbejderklassen.

Det nuværende samfundssystem, kapitalismen, er opstået i kamp mod det tidligere feudale godsejervælde. Med industriens fremvækst smuldrede grundlaget for godsejernes rolle som herskende klasse. I stedet tilkæmpede borgerskabet sig den rolle. Borgerskabet udvidede de materielle muligheder langt mere og langt hurtigere end nogensinde før, og flåede samtidig det gamle samfund i stumper og stykker.

Nye måder at producere på, nye måder at leve på og nye måder at tænke på erstattede de gamle. Marx skrev: “Borgerskabet har spillet en højst revolutionær rolle i historien.” “Først borgerskabet har vist, hvad menneskeligt arbejde kan frembringe.”

Marx ønskede sig ikke tilbage til “de gode gamle dage”. Kapitalismen har nemlig skabt de materielle betingelser for, at sult, nød og sygdom kan afskaffes.

Men selv om Marx med glæde tilkender borgerskabet denne revolutionære rolle, så stopper han ikke her. “Det moderne samfund ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem.”

Kapitalismen har nemlig sine egne love, som mennesker ikke kan styre. Med mellemrum rystes systemet af kriser. Det er kriser, “som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid” – nemlig overproduktionskriser.

Konkurrencen tvinger kapitalisterne til at producere mere end der kan afsættes på et kapitalistisk marked. Følgerne af disse kriser kender vi kun alt for godt; fabrikslukninger, arbejdsløshed, sult og nød på verdensplan.

Borgerskabet er ikke i stand til at løse disse kriser. Deres “kriseløsninger” (“vi skal producere os ud af krisen”) indvarsler blot nye og dybere kriser. Borgerskabet er tydeligvis ikke egnet til at være herskende klasse.

Men det er ikke nok, at borgerskabet har spillet fallit. For at ændre verden er det nødvendigt, at en anden samfundsmæssig kraft er parat til at smadre borgerskabet og er i stand til at opbygge et andet samfund på et nyt grundlag. Det er kapitalismens største fortjeneste, at den selv har skabt denne kraft:

“Borgerskabet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden, det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne.”

Arbejderklassen

Allerede fra de første fabrikker har arbejderne kæmpet mod kapitalisterne. I begyndelsen kæmper arbejderne enkeltvis.

“Men med industriens udvikling vokser proletariatet ikke blot i tal; det trænges sammen i større masser, dets kraft øges, og det føler denne kraft mere.” “Sammenstødene mellem den enkelte arbejder og den enkelte bourgeois får mere og mere karakter af et sammenstød mellem to klasser.”

“Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig.”

“Denne organisering af proletarerne som klasse ... bliver hvert øjeblik sprængt igen af arbejdernes indbyrdes konkurrence. Men den opstår altid påny, stærkere, fastere, mægtigere.”

For Marx er det vigtigste ikke, at arbejderklassen er den mest undertrykte klasse. Det vigtigste er, at arbejderklassen er i stand til at bekæmpe borgerskabet.

“Af alle de klasser, som i dag står overfor borgerskabet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien trænger frem, men arbejderklassen er storindustriens alleregentligste produkt.”

Til sidst vil denne “mere eller mindre skjulte borgerkrig indenfor det bestående samfund” nå et “punkt, hvor den bryder ud i åben revolution, og arbejderklassen grundlægger sit herredømme ved med magt at styre borgerskabet.”

Og hvad så? Arbejderklassen styrter borgerskabet og organiserer sig selv som herskende klasse. Men vil denne arbejdermagt eller proletariatets diktatur ikke blot blive et nyt undertrykkende system?

Det klasseløse samfund

Nej, tværtimod, arbejdermagten er indledningen til det klasseløse samfund.

“I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling.”

Det skyldes ikke, at arbejderne er bedre mennesker, men hænger sammen med arbejdernes stilling over for det herskende borgerskab. Under kapitalismen eksisterer arbejderne som klasse kun i kraft af, at de er undertrykt af borgerskabet.

De eksisterer kun som tilbehør til maskinerne. Når arbejderne gør oprør mod og afskaffer borgerskabet som klasse, gør de samtidig oprør mod deres egen stilling og afskaffer sig selv som klasse.

Det er det vigtigste budskab i Manifestet: At når arbejderne kæmper samlet som klasse mod borgerskabet, for egne interesser, så er det samtidig en kamp for ophævelse af alle klassemodsætninger. Og dermed en kamp for hele menneskeheden.

Manifestet i dag

Manifestet svarer selvfølgelig ikke på alle spørgsmål – det er ikke en bibel, og nogle svar ved vi i dag er forkerte. Men de grundlæggende tanker i marxismen findes i Manifestet: Om klassekamp, om kapitalismen, om revolution og arbejdermagt. Derfor er Manifestet også i dag en stor inspirationskilde for socialister.

Et af de punkter, hvor Manifestet tager fejl er, hvor der står: “Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier.”

Erfaringerne med de reformistiske arbejderpartier, socialdemokratierne, og deres gentagne forræderier mod arbejderklassen og først og fremmest erfaringerne fra Lenin og den russiske revolution viser, at det er afgørende, at revolutionære socialister danner deres egne uafhængige, revolutionære partier.

Marx og Engels havde også selv en vigtig tilføjelse i forordet fra 1872. De skriver om den borgerlige stat: “Arbejderklassen kan ikke simpelthen tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål.”

Det kunne de skrive, fordi arbejderne i Paris året før, i 1871, havde dannet den første arbejderstat, Pariserkommunen. Denne vigtige tilføjelse – at staten ikke kan overtages, men skal smadres – er vigtig at huske på i dag, hvor mange snakker om, at en arbejderregering kan løse vores problemer. Det kan kun arbejderklassen selv.

Der er mange flere tanker i Manifestet end det er muligt at omtale i en enkelt artikel. Derfor: Læs det selv eller sammen med andre.

Kapitel 4 slutter med de berømte ord:

“Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde. Proletarer i alle lande, foren jer.”

Billedtekst:
I 1848 blev Europa gennemrystet af borgerlige, demokratiske revolutioner. Her fra Berlin.