Socialistisk Arbejderavis
Nr. 262 – 16. november 2006 – side 12
Efter krigen i Libanon
Israel i knæ
Ilan Pappe
Den ledende israelske anti-zionist Ilan Pappé ser i denne artikel på Israels historiske nederlag efter angrebet på Libanon – samt på hvordan det har haft indflydelse på samfundet.
I starten af november dræbte israelske styrker, som så ofte før, 18 palæstinensiske kvinder og børn. Den israelske regering beklagede hændelsen og forklarede at der var sket en teknisk fejl.
Det politiske system i Israel har som forventet flyttet sig til højre efter krigen mod Libanon. Allerede inden kampene var overstået, havde den israelske presse tegnet rammerne for debatten oven på fiaskoen i Libanon. Uden for rammerne var selve årsagerne til at begynde krigen, samt de forbrydelser der blev begået under krigen.
Pressen, og senere befolkningen som en helhed, var bekymrede over den klodsede fremgangsmåde hæren lagde for dagen. Samtidigt var der under krigen stor bekymring, over regeringens manglende fokus på den million israelere der boede i risikozonen i den nordlige del af landet.
Kritikens politiske følgevirkning resulterede i en reformation af den koalition der styrer regeringen.
Budskabet, der kom mest til udtryk i de israelsk tabloidaviser, var at hvis krigen var en fejl, og det var den, så er der brug for en hårdere og mere nationalistisk regering. Dette var i hvert fald logikken bag den folkelige opbakning til den nye regeringskoalition.
Israels premiereminister Ehud Olmert er en lille statsmand, men en dreven politiker. Han opfattede at befolkningen ville have ham til at satse mere på høgene end på duerne i hans regering. Ikke at nogle af de tidligere koalitionsmedlemmer, såsom Arbejderpartiet, seriøst kan betegnes som “duer“, men sådan er det i den lokale sammenhæng.
Høgene på fremmarch
Dette er bl.a. baggrunden for udpegelsen af Avigdor Lieberman til vicepræmiereminister og minister for strategiske anliggender i Olmerts regering. Lieberman er russisk jøde. Han bor på den besatte vest-bred og vedkender sig åbent ideer om etnisk udrensning samt bombninger på må og få i de palæstinensiske områder og i de arabiske nabolande. Hans fornemmeste opgave er at planlægge en mulig krig mod Iran.
I korte træk er udnævnelsen af Lieberman den ultimative opfyldelse af ønsket om hårdere israelske militæraktioner imod palæstinenserne og mod det arabiske mellemøsten som en helhed
Men han har flere ambitioner. Lieberman har med accepten af sit nye embede, sat betingelser om en konstitutionel reform af det politiske system, der bl.a. erstatter præmiereministeren med en magtfuld præsident. Det er her vi ser den fascistiske version af det amerikanske demokratiske system. Liebermans mål er en skønne dag at placere sig selv i præsidentstolen. Det er uvist om det vil lykkedes for ham, men udpegelsen af ham er en vigtig indikation på den politiske enighed der hersker. En enighed der peger mod en mere aggressiv politik overfor Iran og Syrien og en mere undertrykkende politik overfor palæstinenserne.
Der er dog to faktorer der kan komplicere billedet og som afspejler den barske virkelighed der udfolder sig i Gaza i øjeblikket. Med øget iver og beslutsomhed fortsætter den israelske hær sine drab på palæstinensere i Gaza. Ved afslutningen af denne artikel har israelske styrker dræbt 42 palæstinensere på kun fire dage, og som altid er der også kvinder og børn iblandt disse.
Voldsom korruption
Noget der måske kan forsinke eller måske endda skabe en modbalance til den seneste tids vold, er den uhørte korruption i den politiske elite. Sager om overgreb, seksuel udnyttelse og bestikkelse bliver hver eneste dag afsløret, hverken ministre eller højt rangerende embedsmænd går fri af anklagerne. Selv indbygger nummer 1, landets overhoved, selveste Præsidenten, er anklaget af politiet for voldtægt.
Alt dette bliver omsat til offentlig afsky for det politiske system, men alligevel er der opbakning til systemets ideologi og generelle holdning til arabere og især til palæstinenserne.
Politikerlede i uhørte proportioner vil besværliggøre beslutningsprocesserne og lovgivningen i fremtiden, og netop dette åbner op for en mand som Lieberman, der tilbyder sig selv som en diktatorisk frelser.
En anden faktor er forholdet mellem Israel og USA, der har lidt et mindre tilbageslag siden Libanon-krigen. Dog ikke så meget at vi kan forvente at USA vil foretage fundamentale ændringer – for det vil de ikke. Men det vil udvide forskellen mellem hvad den enkelte amerikaner opfatter som deres nationale interesser og statens uforbeholdne tiltro til Israel. Denne pointe blev fremført af Jahn Mearshimer og Donald Watts i deres artikel i London Review of Books. USA’s forholdsvis dårlige økonomi kan også betyde, at Israels klamme hånd om USA’s udenrigspolitik bliver løsnet. Dette kan afføde en kædereaktion i det israelske samfund, som vil skabe betydelige ændringer i det politiske system og i den politiske retning – hovedsageligt på velfærdsområdet.
Social kamp?
I Israel er der den største forskel i den vestlige verden, mellem de 25% af befolkningen som formentligt lever bedre end de fleste europæere, og den resterende befolkning der lever i dyb fattigdom.
Den sociale revolution er indtil videre blevet afværget af krige, konstante sikkerhedsadvarsler, og en voldsom indoktrinering af en bevæbnet befolkning.
En yderligere forværring af krisen kan betyde at disse forsvarsmekanismer ikke kan holde, og at det israelske samfund for første gang i historien vil blive nødt til at konfrontere disse emner. Det israelske samfund har virkeligt brug for at være involveret i foreningsprocessen med sine omgivelser.
Arabiske regimer eller islamiske bevægelser med en global rækkevidde eller en iransk baggrund, er på nuværende tidspunkt for svage til at skabe en potentiel modvægt til Israels politik i regionen.
De kan dog styrke deres indflydelse i fremtiden. Hvis det ikke sker, og det grimme scenario, jeg beskrev tidligere, bliver en realitet, er det palæstinenserne der mere end nogen andre endnu engang bliver ofrene for denne tragiske krig.
Oversat af Klaus B Jensen, fra Socialist Worker 11. november.
www.socialistworker.co.uk
Se også:
SAA 263: Kampen om Libanon: Interview med libanesisk socialist: Hizbollahs sejr åbner nye muligheder for socialister
SAA 263: Kampen om Libanon: På vej mod borgerkrig?
SAA 263: Kampen om Libanon: Interview med Ibrahim Mousawi: Vi kæmper ikke fordi vi kan lide krig, vi kæmper for at stoppe krigen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed