Socialistisk Arbejderavis
Nr. 263 – 6. december 2006 – side 7
Kampen om Libanon
På vej mod borgerkrig?
Jørn Andersen
Skal man tro medierne er Libanon på randen af borgerkrig efter mordet på den højreorienterede minister Pierre Gemayel 21. november.
Medierne snakker om, at “pro-syriske“ kræfter, ledet af Hizbollah, vil vælte en demokratisk valgt regering. Herved slipper de for at forklare de mere grundlæggende modsætninger, der ligger bag konflikten, og hvor forholdet til Syrien kun er en mindre brik.
Men medierne har svært ved at forklare, hvordan Syrien skulle være interesseret i konfrontation i en situation, hvor de er ved at komme ind i varmen som “samtalepartner“ for USA i deres forsøg på at undgå et sviende nederlag i Irak.
Mediernes forklaringer står i skærende kontrast til de kæmpe-demonstrationer mod regeringen, der har præget de første dage af december.
Upopulær regering
Regeringen er voldsomt upopulær, ikke kun blandt shiaer, men blandt de fleste arbejdere og fattige i Libanon. Især efter Israels mislykkede invasion i sommers, hvor regeringen udstillede sin mangel på vilje til at forsvare de fattige områder i Syd-Beirut og Syd-Libanon.
Regeringen var mere interesseret i at sikre et godt forhold til USA end i at forsvare det libanesiske folk.
I stedet var det Hizbollah, der blev leder af modstanden mod invasionen. Hizbollah fik opbakning fra 80 pct. af befolkningen – fra alle religiøse og etniske grupper – til sin kamp mod Israels invasion.
Regeringens manglende evne og vilje til at organisere basale ting som mad, nødhjælp og hospitalsbehandling under krigen betød, at der skød et hav af selv-organiserede netværk op til at løse disse opgaver.
Enhed mod Israels terror
Krigen og modstanden skabte en stor national solidaritet, som imidlertid kun har sat regeringen endnu mere under pres.
Det er denne nationale enhed, som Hizbollah kræver skal erstatte en regering, der har sine rødder i de mest privilegerede dele af Libanon. En regering hvis magt er baseret på en etnisk opdeling af Libanon, der stammer tilbage fra 1930‘erne.
Oppositionen kræver først og fremmest, at der sker grundlæggende ændringer i den politiske struktur, så den kommer til at afspejle de reelle ønsker i befolkningen.
Det betyder bl.a. at der skal rettes op på, at den shia-muslismke del af befolkningen kun har en svag repræsentation i det politiske system, selv om de udgør det største mindretal i den sammensatte befolkning. Og at der sker store forbedringer i de sociale forhold for de fattigste dele af befolkningen.
Den grundlæggende modsætning i Libanon er socialt baseret. Og den kommer til udtryk som modsætning mellem et etnisk opdelt “officielt“ politisk system, der sikrer privilegier til et mindretal, og så den “uformelle“ politik, man møder hos de fleste libanesere – i form af modstand mod ulighed, korruption, Israels terror og USA-dominans.
Den USA-støttede regering er presset og spiller meget bevidst på at skærpe etnisk rivalisering for at bevare sin magt. Men de fleste libanesere er bevidste om, at de ikke har noget at vinde ved at gentage 70ernes borgerkrig.
De eneste der har interesse i at kaste Libanon ud i kaos er USA, Israel og den libanesiske magtelite.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed