Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 265 – 14. februar 2007 – side 6

Kommentar

Transnational prostitution og global fattigdom

Vincent Clausen

Fattigdom er nøglen til at forstå prostitutionens globalisering. Fattigdom og strukturelle forandringer i samfundene (eksempelvis deregulering af arbejdsmarkederne) fører til, at fattige mennesker søger nye muligheder for at skaffe sig en indkomst. Når vi samtidig tager de store økonomiske forskelle i betragtning, så er det ikke overraskende, at mange af disse fattige mennesker søger mod den “rige“ del af verden.

Uanset hvad vores holdning er til prostitution som arbejde, så er vi nødt til at forholde os til, at prostitutionsrelateret migration er en del af den generelle arbejdsmigration. Det indebærer også, at migrantprostituerede deler en række af de problemer, som rammer arbejdsmigranter. Deres status i destinationslandene vil ofte være ’illegale indvandrere’. Disse migranter befinder sig derfor i en særligt udsat situation. De er i fare for at blive udsat for udpresning fra kriminelle.

I mange tilfælde vil de være nødt til at alliere sig med den kriminelle underverden for i det hele taget at komme over grænserne. Hvor de kriminelle netværk, som har organiseret rejsen, aktivt fastholder migranterne i udnyttelse, eksempelvis gennem tvang eller bedrag, kaldes dette trafficking.

De store globale forskelle afspejler sig også i den ideologi-produktion, der finder sted omkring transnational prostitution. Den vestlige offentligheds syn på migrantprostituerede er ofte et andet end deres eget.

Sociologiske grunde

Dels er der sociologiske grunde til det. For mange i Vesten er tanken om at rejse til et andet og ukendt land i hensigten om at tjene penge ved prostitution ganske utænkelig. For mange i slumkvartererne i den tredje verden er dette langtfra utænkeligt, men tværtimod noget som de vil gøre alt for at opnå. I Vesten skal vi passe på ikke at projicere vores egne forventninger til tilværelsen over på fattige i andre lande.

Dels har de vestlige landes regeringer ingen interesse i at forstå fænomenet som et økonomisk problem, fordi det indirekte anfægter deres egen økonomiske politik overfor de fattigere dele af verden. Derimod har de en interesse i at se det som et kriminalitets-problem. Det gør det muligt at satse store ressourcer på at lade politiet opspore og deportere udenlandske prostituerede.

Transnational

Den manglende forståelse af transnational prostitution som arbejdsmigration og de vestlige regeringers interesse i at håndtere fænomenet som et kriminalitets-problem danner baggrund for skabelsen af ny ideologi.

Ikke mindst under Bush-regeringen er trafficking-problemet blevet blæst helt ud af proportioner. Eksempelvis har advarslerne om titusinder af tvangsprostituerede ved fodbold-VM jo vist sig ikke at holde stik. Ikke desto mindre er kristne grupper i Danmark nu i offensiven på samme grundlag.

Det er nødvendigt, at socialister forsvarer migrantprostituerede ved at arbejde for at udvide deres rettigheder, og vi må samtidig bekæmpe den borgerlige ideologi-produktion, der finder sted på området.

Vincent Clausen er medlem af Enhedslisten

Se også:
SAA 265: Ligestilling 2007?
SAA 264: Prostitution til debat: Sexarbejdere i alle lande!
SAA 264: Interview med tidligere escortpige: Nej til kriminalisering

Flere artikler fra nr. 265

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Prostitution

Se flere artikler af forfatter:
Vincent Clausen

Siden er vist 3289 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside