Socialistisk Arbejderavis
Nr. 265 – 14. februar 2007 – side 15
Alternativer til Fogh – hvem og hvordan?
Jakob Nerup
Hvordan slipper vi af med Fogh og hvem skal afløse ham. Helle Thorning-Schmidt er efterhånden den eneste modkandidat, spørgsmålet er dog om hun ikke blot vil forsætte hvor Fogh slap. Socialistisk Arbejderavis vil i de kommende numre se på alternativerne til Fogh. I dette nummer har Jakob Nerup set nærmere på den aktuelle situation, og kommer med en række vigtige bud på hvilke krav vi skal stille til en ny regering.
I de danske medier er det tydeligt, at en langstrakt valgkamp allerede er skudt i gang. Og det selv om, der kan gå op til 2 år, før valget finder sted.
Ifølge medierne handler valgkampen alene om Helle Thorning-Schmidts taktiske udspil og ikke om et politisk systemskifte. Men det er ikke i sig selv Foghs dårlige meningsmålinger eller skandalerne, som sætter præmissen. Den er primært sat i 2006 af de store velfærdskampe og af modstanden mod krigen i Irak, samt det faktum, at der er masser af penge i statskassen og i de riges lommer.
Solidarisk velfærd er et must, og det betyder, at ethvert alternativ må basere sig på dette faktum.
Men væk fra mediernes søgelys er der mange forskellige diskussioner og initiativer i gang. Store fagforbund har startet velfærdsinitiativer, og studieorganisationerne forbereder kampagner og nye slag om klassekvotienter. Internt på venstrefløjen er strategierne for at skabe et alternativ til Fogh til diskussion.
Der er således mange forskellige tiltag i spil. Nogen ønsker alene at være i front for at kontrollere udviklingen, mens andre har mere seriøse intentioner om at skabe et politisk alternativ til nyliberalismen. Vi kan konstatere, at der er ved at ske et politisk skifte og en stigende forståelse for, at et virkeligt politisk alternativ også skal opbygges udenfor Christiansborg.
Hvem er flertallet?
Hele diskussionen om et alternativ til Fogh, starter imidlertid et andet sted. Nemlig ude i det store befolkningsflertal. I virkelighedens verden manifesterer der sig et stort flertal i befolkningen for velfærd, miljø, humanisme, demokrati og mod krig, tortur, Bush og privatiseringer.
Hver eneste meningsmåling viser et flertal i befolkningen, som står i modsætning til den nyliberale politik, Fogh og Folketingets flertal fører. Et politisk flertal, som i næsten alle velfærdsspørgsmål – uddannelse, demokrati, racisme – også omfatter De Radikale og Socialdemokraterne. Fx ønsker 68 procent bedre offentlig velfærd i stedet for skattelettelser. Man kan beskrive situationen, som at befolkningsflertallet er parlamentarisk misrepræsenteret, men at vi endnu ikke har formuleret vores egen dagsorden.
Fagbevægelsen flytter sig
Der er en vis forsigtighed for at formulere den dagsorden, der skal udgøre det politiske alternativ til Fogh. I fagbevægelsen og blandt de unge forsøger Socialdemokraterne at forhindre, at dagsordenen bliver anti-liberal, og vil indsnævre aktiviteterne til symbolske kampagner for en Socialdemokratisk regering.
Venstrefløjen stritter i andre retninger. Således har LO-sektionerne og DSU i 2006 i flere omgange forhindret landsdækkende protester mod angreb på velfærden og politisk klarhed. På den anden side har de forstået, at hvis ikke de tager nye initiativer, så løber bevægelsen fra dem, som det skete i kommunalkampen i efteråret. Derfor gennemfører LO-storbyerne højtprofilerede møder, som skal samle for velfærden.
Et andet initiativ, som mere handler om at sætte en politisk dagsorden for “Vilje til velfærd“, er taget af BUPL, FOA og Danmarks Lærerforening. De vil påvirke kampen om de kommunale budgetter, og afsættet er, “at en snæver kamp for et enkelt område eller for en enkelt faggruppe, er udsigtsløs“.
Hvorvidt det fører en større mobilisering og kampvilje med sig i praksis, må tiden vise. Men det er afgørende nye toner, at fagbevægelsen markant markerer sig politisk mod nedskæringer og for fælles kamp.
Studerende i bevægelse
I de danske uddannelsesorganisationer har den politiske erfaring fra kampene i 2006 medført en erkendelse af, at kampen om vilkårene for uddannelsesområdet ikke kan føres isoleret. Det er en del af en fælles kamp med fagbevægelsen. Det betyder mere åbenhed overfor bredere initiativer og vilje til at deltage i “politiske“ initiativer.
Men der er stadig et afgørende skridt, som ikke er taget endnu, fordi toppen i uddannelsesorganisationerne (med PLS som en stærk undtagelse) ikke vil erklære regeringen Fogh krig og ideologisk gå imod nyliberalismen. Det betyder, at uddannelsesorganisationerne ikke for alvor sætter sig selv i spil som motor for et politisk alternativ, hvilket er paradoksalt, fordi de studerende over en bred kam er de mest radikale og aktivistiske.
Der kommer kampagner i foråret mod brugerbetaling og på gymnasierne forudser de allerede nu en større kamp om klassekvotienter til efteråret, som konsekvens af det nye taxameter. Senest har skoleelever, forældre og lærere i København tvunget besparelser på 100 millioner tilbage gennem blokader og strejker.
De mange initiativer og aktører i et alternativ til Fogh kan gøre det vanskeligt at se, hvor det bevæger sig hen. Derfor kan nogle enkle guidelines være nyttige.
Fælles alternativ nødvendigt
For det første så må alternativet baseres på et opgør med nyliberalismen. Bevægelsen og venstrefløjen skal presse Socialdemokraterne fra neden til en anden politik, ikke kun fokusere på bogstavkombinationer. Fagbevægelsen og uddannelsesorganisationerne har en nøglerolle i denne proces.
For det andet skabes alternativet primært udenfor Christiansborg. De tusinder aktivister fra velfærdskampen og antikrigsbevægelsen skal inddrages i en politisk proces. Og det er her, vi skal fastholde SF på sit anti-liberale grundlag. Enhedslisten er den vigtigste kraft i at samle og udvikle bevægelsen fra neden, i kraft af sine mange aktivister og politiske betydning i bevægelsen.
For det tredje kan vi kun opbygge et alternativ, hvis det er bredt funderet og bygger på enhed. Vi kan ikke skabe et alternativ, som er fyldt med venstrefløjens maksimumskrav, men må derimod finde det, som samler, uden at gøre det indholdsløst. At formulere kravene er en proces både fra oven i organisationerne og ude i bevægelsen, men det skal være enkelt og et tydeligt brud med nyliberalismen.
Et bud på nogle vigtige krav:
– Genopretning af velfærden: penge til den offentlige sektor og efterlønnen tilbage
– Gør noget ved uligheden: Lad de rige betale formueskat og løft alle de sociale ydelser
– Stop racismen: Væk med starthjælp, 24-årsregel og i stedet positiv særbehandling
– Antiterrorloven væk: Mere åbenhed og demokrati
– Demokratisering af udannelserne: Afskaf selveje og taxameter, pengene til udd. af de mange
– Gør noget ved klimaforandringerne: Industrien har ansvaret, global progressiv rolle
– U-landsbistanden skal forhøjes og ikke være dansk erhvervsstøtte
– Gør noget ved stress og arbejdsmiljøet: Brutaliseringen af arbejdslivet skal stoppes
– Stop privatiseringen og udlicitering: Gør postvæsen, DSB og sygehuse til offentlige goder
– Forsvar for mangfoldigheden: Beskyt fristederne Christiania og Ungdomshuset
Disse krav bygger alle på et flertal i befolkningen. Men de illustrerer også klart forskellen mellem SF og Socialdemokraterne. Der er kun få af dem, som SF ikke uden videre ville kunne skrive under på, hvorimod der næppe er et eneste, som Socialdemokraterne vil acceptere – selv om mange af deres vælgere vil være enige i mange af dem.
Se også:
SAA 265: Den militante kant: Fagbevægelsen som samfundsforandrende kraft? Måske!
SAA 265: Kommentar: Velfærd til alle – ikke Mr. Poco Scotch
SAA 265: Interview med Christian Juhl formand for 3F i Silkeborg: “Hans Jensen er til grin“
SAA 265: Økonomi for Antikapitalister: Fantastiske fradrag
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed