Socialistisk Arbejderavis
Nr. 270 – 20. juni 2007 – side 8
Mellemøsten
Imperialisme på retræte betyder kaos og blodbad
Jørn Andersen
Midt i daglige rapporter fra Mellemøsten om kaos, “borgerkrig“, sult og flygtninge kan det være svært at se de større linier. Men meget har forandret sig det sidste år. USA’s plan for “et nyt Mellemøsten-kort“ – en afgørende del af “Projekt for det nye amerikanske århundrede“ – er i en fremskreden grad af sammenbrud.
Før sommeren 2006 troede Bush-administrationen stadig, de kunne vinde. Trods store problemer i Irak var de godt i gang med at udvide krigen med et militært angreb på Iran. Tre faktorer har smadret den strategi:
· Israels angreb på Libanon i juli 2006 blev en dundrende fiasko.
· Problemerne og modstanden i Irak blev ikke mindre, men større.
· Midtvejsvalget i USA i november gjorde befolkningens krigsmodstand til en politisk faktor.
Det accelererende sammenbrud betyder ikke mindre, men mere vold, kaos og blodsudgydelse. Den “bølge“, som Bush annoncerede kort efter midtvejsvalget, betyder ikke mere “sikkerhed“ i Irak – kun mere vold. Angrebet på palæstinensere i Libanon er et forsøg fra det libanesiske establishment på at genvinde initiativet. Og Palæstina er – igen-igen – skueplads for de mest uhyrlige overgreb.
For at få overblik over begivenhederne må vi starte med, hvad Hizbollahs sejr over Israel sidste sommer betød.
Libanon
Den 26. juli 2006 skrev Time Magazine:
Udenrigsminister Condoleezza Rice stod over for en utaknemlig, næsten umulig opgave, da hun skulle sælge den amerikanske politik om at udskyde våbenhvilen, så det israelske militær kan fortsætte sin anti-Hizbollah kampagne. Men hendes sag blev ikke lettere, da hun forklarede, at den vold, der allerede har dræbt mere end 400 libanesere og gjort over en halv million til flygtninge er et udtryk for “et nyt Mellemøstens fødselsveer“.
USA’s reaktion på Israels angreb på Libanon 14 dage tidligere var: Fint, at de smadrer Hizbollah. Så har Iran en allieret mindre, og en stærk USA- og Israel-fjendtlig kraft er væk. Det var i den forbindelse, at C. Rice talte om “et nyt Mellemøstens fødselsveer“.
Men den israelske hær var i 2006 kun vant til at være brutal besættelsesmagt i Palæstina, ikke til at føre egentlig krig. Omvendt var Hizbollah i stand til at organisere den syd-libanesiske befolkning til et effektivt forsvar.
Resultatet var, at Hizbollah – med rette – af langt de fleste libanesere blev set som dem, der sikrede landet mod israelsk besættelse.
Selv om dele af Syd-Libanon blev besat af FN, så var det et eklatant nederlag for Israel. Hvad det betød i Libanon forklarede en libanesisk socialist i denne avis i december:
Det vigtige i, at Israel blev slået er, at vi i dag kan gå rundt i Libanon – og at det ikke er som i Irak. Der er absolut ingen tvivl om, at hvis Israel havde vundet, ville Libanon i dag have mindet om Irak med enorm etnisk-religiøs sekterisme. Det blev forhindret af modstanden.
Men han tilføjede også en advarsel:
Det er ikke en evigheds-garanti, den etnisk-religiøse strid kan komme tilbage.
Det er hvad det libanesiske establishment og regeringen nu satser på. De blev sat på sidelinien, da de nægtede at forsvare landet mod Israels angreb. Og det betød, at de fik langt sværere ved at gennemføre de ny-liberalistiske angreb på den libanesiske arbejderklasse, som er lige så vigtige for dem, som de er for fx Fogh.
Politisk reform
Hizbollah m.fl. forsøgte i efteråret at få ændret det libanesiske politiske system, der bygger på etnisk-religiøs opdeling.
Men Hizbollah har selv sin base i en bestemt religiøs del, nemlig shiaerne – det største religiøse mindretal i Libanon. Hizbollah er ikke en klasse-organisation, selv om den har stærke rødder blandt de fattigste shiaer.
Derfor var midlet store – endog meget store – demonstrationer, men ikke strejker, som kunne have tilføjet et stærkt våben ved at ramme det libanesiske establishment direkte på deres profitter. Og endnu vigtigere: De kunne have samlet arbejdere i en fælles bevægelse på tværs af etnisk-religiøse skel ved at forene politiske og økonomiske reformkrav. Men det ville også have ramt de shia-muslimske bosser, og det ønskede Hizbollah-ledelsen ikke.
Kampen for reformer mislykkedes. Og det gav regeringen mulighed for at komme i offensiven. Den kunne ikke direkte angribe Hizbollah – som har alt for stor opbakning.
I stedet provokerede man en konfrontation med en perifer palæstinensisk gruppe i en af Libanons mange flygtninge-lejre. Regeringen håber at kunne bruge det til først at afvæbne andre palæstinensiske flygtningelejre – og siden at kunne angribe Hizbollah.
Men regeringen spiller højt spil. Befolkningen i Libanon bor i dag overvejende i bysamfund, halvdelen i hovedstaden Beirut. Folk arbejder typisk på de samme arbejdspladser, uanset om de er sunnier, shiaer, kristne osv. – eller palæstinensere.
De færreste uden for det politiske establishment ønsker en gentagelse af borgerkrigen 1975-90. En bevægelse baseret på arbejderklassen frem for på religion og etnicitet ville være det bedste værn mod at det kan ske. Spirerne til en sådan bevægelse er til stede, men de er endnu for svage til at udfordre Libanons politiske setup.
Truslerne mod Iran
Israels nederlag i Libanon var et tilbageslag for USA’s optrapning til krig mod Iran.
Den officielle begrundelse for at angribe Iran er, at man vil forhindre Iran i at få atomvåben. Ligesom mange andre bryder vi os ikke om endnu flere atomvåben i verden, så lad os kort opridse nogle af argumenterne mod en krig – eller for den sags skyld blot truslerne om krig – mod Iran.
Den første og vigtigste grund er, at det ikke handler om atomvåben. Når USA ønsker at svække Iran, skyldes det, at Iran er en stærk regional magt, som står i vejen for et USA-kontrolleret Mellemøsten (C. Rice’s “nye Mellemøsten“).
Hvis det lykkes USA at få kontrol over Mellemøsten, vil USA langt lettere kunne angribe alle mulige andre lande, som ikke danser efter USA’s pibe – fx Venezuela.
Et angreb på Iran ville være en del af “Projekt for det nye amerikanske århundrede“ – og det ville være blodigt og voldeligt. Scott Ritter, tidligere amerikansk våbeninspektør i Irak, vurderer, at en krig mod Iran uundgåeligt vil udvikle sig til en atomkrig.
Den anden grund er, at Iran ikke har atomvåben, og ingen ved om eller hvornår de evt. ville kunne få det. Derimod ved vi, at to andre nabo-magter helt sikkert har det, nemlig Israel og Pakistan. Men de er allierede med USA, så det er ikke noget problem.
Desuden ved vi, at USA selv har langt det største atom-arsenal i verden – og samtidig er det eneste land, der nogensinde har brugt dem, nemlig for at sikre, at USA (og ikke USSR) fik kontrollen over Japan i 1945.
Ikke-spredningsaftalen
Men er der ikke en “ikke-spredningsaftale“ om atomvåben? Jo, den blev indgået i 1968, og bortset fra Israel, Indien og Pakistan har alle verdens lande skrevet under. Nordkorea trak sig dog ud i 2003.
Men hvad indeholder aftalen?
For det første forpligter den de 5 eksisterende atommagter (USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien) til ikke at sprede atomvåben – og alle andre til ikke at erhverve sig dem.
For det andet forpligter den atommagterne til at indlede atom-nedrustning. Det er der ikke kommet nogen som helst konkrete aftaler ud af.
For det tredje giver den underskriverne ret til at udnytte atomenergi til fredelige formål. Det er den ret Iran udnytter – på linie med en lang række andre lande. Om vi så bryder os om atomkraft eller ej, så er det altså en ret de har ifølge aftalen.
Der er (mindst) to store problemer i aftalen. Den første er, at atommagterne, incl. USA, ikke overholder deres forpligtelser til atomar nedrustning. Så al USA’s moralske forargelse over, at Iran måske engang vil skaffe sig atomvåben, bør i første omgang vendes mod USA selv.
Den anden er, at for at mange reaktorer bruger beriget uran som brændsel, og at den teknologi, der beriger uran til fredelige formål, minder om teknologien til at berige uran til våbenbrug (selv om det ikke er helt enkelt at foretage den langt højere berigelse til våben-uran). Ifølge Mohamed ElBaradei, chef for det Internationale AtomEnergi Agentur (IAEA), kan 13 lande berige uran, og 40 lande kunne udvikle atomvåben, hvis de ville.
Krigstrusler styrker magthaverne
Men der er endnu en grund til at gå imod krig og trusler mod Iran: De styrker det iranske regimes interne magt til at slå ned på oppositionen.
Ligesom vi oplevede det med Milosevic i Serbien og Saddam Hussein i Irak, så skaber udefra kommende trusler en intern nationalisme. I en sådan situation er det svært at være opposition, fordi regeringen ser ud til at være garanten for landets sikkerhed.
Der er en betydelig opposition i Iran, som udtrykker sig gennem strejker, studenter-protester, demokrati-forkæmpere osv. Den vigtigste støtte, vi kan give dem, er at kæmpe mod krig og truslerne mod Iran.
Irak
131 koalitions-soldater blev dræbt i Irak i maj i år. Det er det højeste tal for en måned siden november 2004. Indtil nu er der i 2007 dræbt 20-25 flere koalitionssoldater hver måned end i de foregående 3 år.
Over 3.500 amerikanske og over 150 britiske soldater er nu døde i Irak (18. juni 07). Det samlede antal vil nå over 4.000 inden sommerferien er ovre.
Samtidig er der ingen tegn på, at USA-koalitionen får mere kontrol over noget som helst. Koalitionens såkaldte “bølge“ – et halvhjertet forsøg på en optrapning – har ikke formindsket den sekteriske vold, tværtimod.
Med andre ord: Den virker ikke. De konstante strategi-skift er et udtryk for, at de er i vildrede. Nu forsøger USA at indgå lokale våbenhvile-aftaler med nogle af militserne, ja. man vil endda give nogle af dem våben, så de kan bekæmpe andre.
På hjemmefronten vokser presset mod Bush. Selv om demokraterne svigtede deres vælgere og bakkede op om nye bevillinger til krigen, så kommer der nu pres fra republikanerne – Bush’s eget parti – som gerne vil genvælges.
Palæstina
De seneste måneders kampe mellem Fatah og Hamas i Palæstina er en tragisk udvikling. Men det er en situation, der er skabt udefra.
Siden Hamas vandt valget i Palæstina i januar 2006 – et af de få reelt demokratiske valg i Mellemøsten – har USA, EU og Israel systematisk saboteret den valgte regering. Man har fjernet den økonomiske støtte og dermed gjort det umuligt for regeringen at fungere. Kort før vores deadline fyrede præsident Abbas den valgte regering, og Per Stig Møller meddelte, at EU nu direkte vil sende millioner til den miskrediterede præsident.
Journalisten Robert Fisk kommenterede:
Hvor er muslimerne i Mellemøsten besværlige. Først kræver vi, at palæstinenserne skal være demokratiske, og så vælger de det forkerte parti – Hamas. ... Det var meningen, at de skulle have stemt på Fatah og dets korrupte ledelse. Men de stemte på Hamas, som ikke vil anerkende Israel eller efterleve den fuldstændigt miskrediterede Oslo-aftale.
Der er ikke noget overraskende i, at der i en undertrykt nation er debat mellem dem, der tror på forhandlinger med undertrykkerne, og dem der mener, at kamp er den rigtige vej. Det har der været i Palæstina i årtier.
Siden Arafat gik med på “Oslo-processen“ og fik dannet et mini-Palæstina, har forhandlingsvejen imidlertid kun ført til den ene katastrofe efter den anden. USA, EU og Israel kalder åbenlyst præsident Abbas “vores mand“.
Det var de manglende resultater fra Oslo-processen – ingen fred og sikkerhed, stigende forarmelse og konstante angreb fra Israel – der fik et stort flertal af palæstinenserne til at stemme for Hamas og for fortsat kamp.
Ved at støtte Abbas og sabotere den valgte regering har EU og USA hovedansvaret for at konflikten mellem Hamas og Fatah er blevet til voldelige konfrontationer. Det passer dem fint – så er det jo palæstinensernes egen skyld, at de fortsat er undertrykt.
Er der en løsning i Palæstina?
Men hverken Fatah eller Hamas har nogen reel udvej ud af undertrykkelsen. Fatahs “forhandlingsvej“ har åbenlydt lidt nederlag, fordi “den anden side“ (USA og Israel) ikke vil give indrømmelser.
Hamas har en noget mere realistisk opfattelse: Palæstinenserne får ikke noget forærende – der skal kæmpes for resultater. Og de har også ret i, at eksistensen af en særskilt jødisk stat, Israel, er den største forhindring for, at der kan komme en permanent løsning.
Men palæstinenserne kan ikke vinde militært over Israel – regionens stærkeste militære magt – i hvert fald ikke alene.
Det mest gængse svar på en langsigtet løsning er den såkaldte “to-stats-løsning“, altså et Israel og et Palæstina med grænser fra før 1967-krigen.
Men to-stats-løsningen er en ren papir-konstruktion. Der kan aldrig blive et ligeværdigt forhold mellem et svagt Palæstina og et Israel, som er økonomisk og militært understøttet af USA.
For Israel spiller rollen som USA’s “vagthund“ i Mellemøsten – man kunne kalde det USA’s 51. stat. Specielt nu, hvor USA’s projekt for resten af Mellemøsten er i sammenbrud, vil USA ikke acceptere – og Israel ikke give – indrømmelser.
En permanent løsning forudsætter et Israel, som ikke er USA’s vagthund. Men det svarer til at kræve en vampyr, som ikke er afhængig af blod.
Mellemøsten – herunder Palæstina – vil ikke få fred eller slippe for undertrykkelse, så længe imperialismen definerer politikken i området. At slippe af med den kræver en fælles kamp mod imperialismen.
Det er en kamp, som ikke kommer fra de arabiske undertrykkende regimer. Den kan kun komme fra neden, fra den arabiske arbejderklasse – fra Bagdad, Damaskus og Teheran til Cairo og Jerusalem.
En fælles kamp mod imperialismen kommer ikke fra i dag til i morgen, men det er den eneste vej til en permanent løsning. Det er en kamp, som starter med kamp mod imperialismen i de enkelte lande – som fx Hamas, Hizbollah og den irakiske modstand har vist.
Men det er også en kamp, som forudsætter, at der opbygges en stærk venstrefløj i den arabiske arbejderklasse, som kan forbinde kampen mod imperialismen med kampen mod de arabiske regimers undertrykkelse.
En venstrefløj, som kan forene kampen mod imperialistisk undertrykkelse med kampen mod nyliberalistiske angreb på levevilkår – og ikke mindst forene de arabiske masser på tværs af religiøse og nationale skel.
I Palæstina er illusionen om en to-stats-løsning – at man kan få fred samtidig med at man accepterer imperialismen – en af de største forhindringer for en permanent løsning.
Se også:
SAA 270: Irak: Oliearbejdere i faglig kamp
SAA 270: Afghanistan: Karzai – en marionet-dukke
SW 2052: Fatah: Israel’s new found friend in Palestine
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed