Socialistisk Arbejderavis
Nr. 273 – 11. oktober 2007 – side 10
Darwins farlige ideer
Phil Gasper
Hvorfor er evolutionslæren en torn i øjet på højrefløjen?
Tror du på evolutionsteorien? Det var et af de spørgsmål, der blev stillet til de ti hvide mænd, som har meldt sig som republikanske præsidentkandidater ved det amerikanske præsidentvalg i 2008. Tre af kandidaterne – senator Sam Brownback fra Kansas, tidligere guvernør i Arkansas, Mike Huckabee, samt medlem af Repræsentanternes Hus, Tom Tancredo fra Colorado – markerede, at de ikke tror på evolutionslæren.
Viser denne offentlige udstilling af videnskabelig uvidenhed, at den kristne fundamentalisme fortsat har stor indflydelse på amerikansk politik – eller viser det faktum, at syv af kandidaterne ikke meldte sig, at den religiøse højrefløj er på tilbagetog? Det kan være svært at gennemskue, men et par dage senere bragte New York Times en artikel, som udpenslede den skarpe debat, der gennem de seneste år har udviklet sig i konservative kredse om, hvad man skal mene om Charles Darwin.
Ifølge New York Times, så repræsenterer “accept af Darwin for nogle konservative et angreb på den religiøse trosbekendelse og frembringer et umoralsk, materialistisk verdenssyn, som meget nemt kan blive et argument for abort, stamcelleforskning og andre former for praksis, som de ikke kan fordrage.“
Primært motiveret af religionen er medlemmer af denne gruppe fortalere for den gammeldags bibelske kreationisme eller det mere moderne begreb “intelligent design“ (der forudsætter en bevidst designer af i det mindste dele af livet uden direkte at benytte betegnelsen “Gud“).
I de sidste over 30 år har det republikanske parti været afhængigt af en alliance med den religiøse højrefløj for at vinde valg. Sidst nævnte part har fået muligheden for at fremme deres reaktionære sociale dagsorden, mens partiets spidser og deres velhavende sponsorer samtidig gennemførte en økonomisk politik, der radikalt forøgede uligheden og omfordelte til fordel for de rige på bekostning af alle andre. Men alliancen har altid indeholdt modsætninger, og mundhuggeriet over evolutionsteorien, som Times beretter om, udstiller en af disse modsætninger.
Helt grundlæggende så er det religiøse angreb på Darwins ideer i sidste ende et angreb på videnskabelige metoder i det hele taget. Afvisningen af evolutionsbiologien fører med sig en afvisning af store områder inden for fysisk, astronomi, kosmologi, geologi og andre videnskaber, som leverer beviserne for evolutionen, eller som benytter sig af tilsvarende metoder. Men kapitalismen er afhængig af udviklingen og udnyttelsen af nye videnskabelige resultater.
Hvis religiøse modstandere af evolutionslæren har succes i én lokalitet, så kan de på kort sigt gøre skade på undervisningen i videnskabelige fag, de kan afskrække videnskabsfolk fra at søge stillinger på universitetet og skabe et klima, som er fjendtligt indstillet over for højteknologiske virksomheder og investeringer. På langt sigt kan de udgøre en trussel mod selve den videnskabelige tankegang. På grund af dette har modstanden mod kreationisme og intelligent design også udviklet sig inden for den konservative bevægelse.
Ser man bort fra det videnskabelige indhold, så er der også konservative tænkere, som mener, at “social-darwinisme“ – ideen om, at de “stærkeste“ kommer til tops i samfundet – er et nyttigt ideologisk redskab. Som Times skriver: “Nogle af disse tænkere er gået et skridt videre og hævder, at Darwins videnskabelige teorier om arternes udvikling kan anvendes på nutidens mennesker i relation til deres adfærd, og at ideen om naturlig udvælgelse støtter mange grundlæggende konservative ideer, som fx de traditionelle kønsroller, markedskapitalismen samt regeringens overvågning.“
Splittelsen blandt konservative og påstanden om, at evolutionstanken støtter status quo i samfundet, er intet andet end sidste skud på stammen i en debat, som startede for 150 år siden, og som for længst burde være afsluttet. Da Darwin først udgav “Arternes oprindelse“ i 1859 forventede han ganske naturligt, at den ville fremkalde stærk opposition fra tilhængerne af religiøse ideer, der anså evolutionslæren som et angreb på både religion og moral og dermed som et angreb på det etablerede system. Men i løbet af få år havde borgerlige ideologer taget evolutionslæren til sig.
Social-darwinisme
De såkaldte socialdarwinister forsøgte for eksempel at forsvare det nittende århundredes laissez-faire kapitalisme ved at sige, at elendighed, fattigdom og død ville resultere i “de bedst egnedes overlevelse“ og dermed i længden ville forbedre den menneskelige race. Socialdarwinisme er imidlertid det rene nonsens, blandt andet fordi succes i den økonomiske og sociale konkurrence intet har at gøre med begrebet om biologisk egnethed, og fordi – som det er ved at blive mere og mere klart – et system, der arbejder på den måde, kan fremkalde en økologisk katastrofe, som truer selve racens overlevelse.
Socialdarwinismen er kun et eksempel på den måde, som konservative har forsøgt at bruge (eller snarere misbruge) Darwins ideer til at fremme deres sag. Argumentet om, at kapitalismen i en eller anden forstand er naturlig på grund af den måde, som evolutionen har formet den menneskelige psyke på, har været et andet populært træk i næsten lige så lang tid. Professor i politisk videnskab, Larry Arnhart, giver en moderne version af dette argument i sin bog fra 2005, “Darwinian Conservatism“ (“darwinistisk konservseratisme“).
Arnhart hævder blandt andet, at evolutionsteorien viser, at mennesker instinktivt søger magt og akkumulation af rigdomme, og at den giver støtte til, at menneskets samfund organiseres som mandsdominerede hierarkier, som bygger på det, han antager, er den oprindelige kernefamilie. På dette grundlag argumenterer han ikke blot for at holde bøsser og kvinder ude af militæret – han er meget tæt på at argumentere for, at kvinder ikke skal have stemmeret.
Det er næsten flovt at skulle beskæftige sig med den slags påstande, der ikke bygger på reelle fakta, men på spekulative hypoteser og en yderst selektiv misfortolkning af historiske kendsgerninger. De spekulative hypoteser består af forsøg på at bevise, at det kan have været en fordel for vores tidligste forfædre i menneskeheden at have udviklet visse psykologiske træk (som fx magtbegær), som derefter er blevet bygget ind i vores hjerner.
Men spekulative hypoteser har brug for beviser, før man kan tage dem alvorligt, og det er her, at den selektive mistolkning af historien kommer ind: Find historiske eksempler, hvor det psykologiske træk udfolder sig, ignorer alle modeksempler, hvor det pågældende træk ikke viser sig, og argumenter derefter for, at det psykologiske træk er genetisk programmeret i vores psyke. Det er helt sikkert nemt at finde eksempler på mennesker, som hensynsløst går efter magten eller efter at dominere og ydmyge andre, og hvis man ignorerer alle eksempler på samarbejde og solidaritet, så kan man konkludere, at mennesker har et naturligt begær efter magt og dominans.
Men faktisk er der et væld af eksempler på samarbejde og solidaritet, og de bedst tilgængelige arkæologiske og antropologiske beviser giver stærk støtte til det synspunkt, at de tidligste menneskelige samfund ikke byggede på konkurrence, ulighed og hierarki. For eksempel siger antropologen Richard Lee:
Før fremvæksten af staten og stadfæstelsen af social ulighed (for omkring 5.000 år siden) levede mennesker i årtusinder i små, slægtsbaserede sociale grupper, hvor det økonomiske livs kerneinstitutioner omfattede kollektivt eller alment ejerskab over land og ressourcer, udviklet gensidighed i fordelingen af fødevarer og relativt egalitære politiske relationer.
Tilsvarende vurderinger af historiske fakta viser, at mandlig dominans og kernefamilien ikke er en del af menneskets natur.
Den generelle strategi med at udlede politiske konklusioner på baggrund af opfattelsen af menneskets natur er i udgangspunktet sund. Men det mest slående ved menneskets adfærd er ikke, at det er de samme mønstre, som gentager sig uforandret op gennem historien – det er snarere, at den er så foranderlig. Dette antyder en meget anderledes opfattelse af menneskets evolution end den, som forfægtes af konservative som Arnhart. Som evolutionsbiologen Stephen Jay Gould en gang udtrykte det:
Det enestående ved mennesket ligger i vores hjernes fleksibilitet. Hvad er intelligens, hvis ikke det er evnen til at løse problemer på en uprogrammeret (eller, som det ofte udtrykkes, kreativ) måde? Hvis det er intelligensen, der adskiller os fra andre organismer, så tror jeg, det er sandsynligt, at den naturlige udvælgelse har virket i retning af at øge fleksibiliteten af vores adfærd. Hvad er det mest tilpasningsvenlige for et lærende og tænkende dyr: gener, der vælger ud for aggression, trods og xenofobi; eller selektion for evnen til at lære regler for at bruge aggression under passende omstændigheder og fredsommelighed under andre?
Goulds model for menneskets evolution passer også med de mest bemærkelsesværdige opdagelser i den seneste neurologiske forskning, som har afdækket den menneskelige hjernes utrolige plasticitet. Som der stod i en anden artikel i New York Times: “Menneskets hjerne er lige så formbar som en klump ler, ikke kun hos børn, men længe efter de grå hår har indfundet sig ... Den er tilsyneladende i stand til at reparere skader ved en utrolig funktionel reorganisering og kan til tider tænke sig selv til en ny anatomisk konfiguration.“ Ideen om, at mennesker vil blive frustrerede, med mindre de lever i et kapitalistisk konkurrencesamfund har ingen videnskabelig basis – faktisk viser meget simple iagttagelser, at præcist det modsatte er tilfældet.
Højrefløjens problem
Problemet for konservative er, at Darwins ideer er grundlæggende revolutionære. Darwin argumenterede i detaljer ikke kun for, at evolutionen har fundet sted (en konklusion, som hurtigt fandt tilslutning blandt det store flertal i det videnskabelige etablissement på grund af den enorme mængde beviser, som Darwin fremlagde til støtte for sin teori), men også at evolutionære forandringer i store træk er resultatet af tilfældige og i sidste ende formålsløse processer af naturlig udvælgelse (en ide, som var meget længere om at blive retfærdiggjort og accepteret). Teorien om evolution gennem naturlig udvælgelse forudsætter en grundlæggende materialistisk verdensopfattelse, som afviser livsånd (élan vital) og forudbestemte formål i naturen, og som indebærer, at mentale fænomener opstår, når materie organiseres på en komplex måde. Sådanne ideer underminerer ikke blot traditionelle religiøse holdninger om guddommelig skabelse, men også mere sofistikerede former for teisme, som hævder, at Gud arbejder via evolutionen.
Darwin var udmærket klar over de materialistiske konsekvenser af hans synspunkter, og de gjorde ham såvel opstemt som (idet han var en respekteret borgerlig gentleman) yderst nervøs. I en notesbog fra 1830erne, hvor han begyndte at udvikle sine ideer, skrev han:
Kærlighed til Gud et resultat af organisation (af hjernen), åh din materialist! ... Hvorfor er tanken, som er et hjernesekret, mere vidunderlig end tyngdekraften, som er en egenskab ved materien? Det er vores arrogance, vores beundring af os selv.
Senere i noterne besluttede han ikke eksplicit at udtrykke denne konsekvens af hans teori:
For at undgå at udtrykke, hvor meget jeg tror på Materialismen, siger jeg kun, at emotioner, instinkter, talent, som er arvelige, er sådan, fordi barnets hjerne minder om forældrenes.
Darwins nervøsitet kan sikkert forklare, hvorfor han var så længe om at offentliggøre sine ideer, og han gjorde det først, da han blev klar over, at den unge walisiske naturforsker Alfred Wallace var nået til lignende konklusioner, som han var på vej til at offentliggøre. Men trods hans ihærdige anstrengelser, så blev hans ideer set som et direkte angreb på den herskende ideologi i 1800-tallets victorianske England. En tidlig anmelder af Darwins bog, den store geolog Adam Sedgwick, udtrykte, hvad mange følte: “Jeg kan ikke slutte uden at give udtryk for min foragt for teorien på grund af dens utilslørede materialisme.“
Det var netop Darwins materialisme, som forklarer, hvorfor hans samtidige Karl Marx og Friedrich Engels var så entusiastiske for denne nye teori. Mindre end en måned efter, at “Arternes oprindelse“ var udgivet, bemærkede Engels i et brev til Marx: “Darwin, som jeg netop er i gang med, er fantastisk.“
Marx læste selv bogen et år senere og gav Engels denne kommentar: “Selv om den er udformet i den rå, engelske stil, så er dette bogen, der indeholder grundlaget for naturhistorien i vores egen opfattelse.“ Marx’ pointe var formentlig ikke, at evolution gennem naturlig udvælgelse automatisk beviser sandheden i hans egen materialistiske opfattelse af samfundet – der er ingen modsætning i at acceptere Darwin og samtidig forkaste Marx. Men ved at understøtte et generelt materialistisk perspektiv og demonstrere den centrale placering af historiske forandringer i den biologiske verden, forøger Darwins ideer helt sikkert den almene sandsynlighed af en materialistisk opfattelse af menneskets samfund.
Socialister bør tage teorien om evolution til sig, fordi beviserne i dens favør er så overvældende, ikke fordi den har radikale filosofiske konsekvenser. Men teoriens konsekvenser har en karakter der gør, at socialister i modsætning til konservative fuldt ud kan tilslutte sig dem.
Fra International Socialist Review nr. 54, July-August 2007
Se også:
SAA 273: Socialister og religion
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed