Socialistisk Arbejderavis
Nr. 273 – 11. oktober 2007 – side 12
Socialister og religion
Jørn Andersen
Mange kender citatet fra Marx om, at “Religion er opium for folket”. Det stammer fra indledningen til “Kritik af den hegelske retsfilosofi” og er skrevet i 1844. Udtalelsen markerer, at marxister er de mest grundlæggende og konsekvente kritikere af religion.
Marx opfatter altså kritikken af religionen som fundamental. Kritikken handler først og fremmest om, at den afleder opmærksomheden fra den virkelige undertrykkelse i den virkelige verden. Og i mange tilfælde også om, at den retfærdiggør den virkelige verdens undertrykkelse med gudernes vilje.
Så snart man har tilbagevist de religiøse forklaringer kommer fokus tilbage på den virkelige verden. Det bliver muligt at se, at grundlaget for kritikken af religionen er, at “Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket.”
Hermed er religionen placeret i den virkelige verden og ikke i åndelighedens tåger. Staten og samfundet “frembringer religionen som en fordrejet verdensbevidsthed, fordi de udgør en fordrejet verden.”
Marx konkluderer: “Kampen mod religionen er da umiddelbart kampen mod hin verden, hvis åndelige aroma er religionen.” (Marx, samme sted)
En materialistisk forklaring
Det fulde citat om “folkets opium” er derfor ikke bare en afvisning af religionen, men langt mere en forklaring:
“Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.”
Og fortsætter: “At ophæve religionen som folkets illusoriske lykke er at kræve folkets virkelige lykke.”
Så allerede for Marx handlede kritikken af religionen først og fremmest om at sætte fokus på den verden, som religionen voksede frem i. På den ene side en nådesløs ideologisk kritik af religionen. På den anden side en klar forståelse af, at det virkelige problem ikke er religionen, men den verden, hvori religionen udfolder sig.
Det er denne materialistiske forklaring, der er baggrunden for, at marxister er i stand til på den ene side at kritisere religionen, og på den anden side at have et meget tolerant forhold til folk, der udøver religion.
Religion og stat
Marxisters konkrete, politiske angreb er således ikke rettet mod troende eller tilhængere af religiøse bevægelser, men mod de institutioner, der binder religionen til den herskende orden.
Vi kræver adskillelse mellem stat og kirke. I forhold til staten bør religion være en personlig sag. Folk skal have fuld frihed til selv at vælge deres tro – eller ikke at tro.
Det er en absurd rest fra en svunden fortid, at vi har grundlovens paragraf 4: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”
Alligevel mobiliseres alle borgerlige kræfter, når nogen forslår at religioner skal ligestilles ved at adskille stat og kirke. De opfatter stadig folkekirken som et vigtigt instrument til at binde folk til den herskende orden.
Så der er god grund til at holde fast i kravet om adskillelse mellem stat og kirke.
Socialister og religion i praksis
Den aktuelle debat om religion handler oftere om islam end om kristendom. Mange af de konkrete argumenter findes i Socialistisk Arbejderavis og kan læses på www.socialister.dk
En del på venstrefløjen har misforstået nogle grundlæggende dele af marxismen. Især når folk siger, at det at samarbejde med muslimer, eller muslimske organisationer, er et problem. Ikke kun i Danmark, men også i Mellemøsten og aktuelt i modstanden mod besættelsen af Irak og Palæstina.
Argumentet er oftest, at religion/islam er undertrykkende, især kvindeundertrykkende. Og at det at samarbejde med islamisk baserede organisationer om at smide amerikanerne ud er at acceptere kvindeundertrykkelsen.
Problemet med argumentet er dels, at det ikke er religionen i sig selv, der undertrykker kvinder, men staten, den økonomiske struktur og imperialismen. Dels at det fører til en splittelse i kampen mod den imperialisme, som undertrykker såvel kvinder som mænd.
Inden jeg vender tilbage til dette argument, vil jeg tage et kig på de russiske bolsjevikker, som stod over for lignende praktiske problemer.
Lenin og bolsjevikkerne
I Rusland spillede kirken en enorm rolle, både som godsejer og som ideologisk ikon for millioner af småbønder.
Men fra 1880erne begyndte mange at søge mod byerne for at arbejde i industrien. Deres nye livsvilkår gjorde, at religionen efterhånden spillede en langt mindre rolle for arbejderne. Men processen var ujævn og den betød ikke at religionen forsvandt. Kapitalismen er ikke mindre lunefuld end naturen, så mange søgte stadig religionens trøst.
Så for bolsjevikkerne var opgaven dobbelt-sidet: På den ene side at fremføre argumenter, der kunne trække folk fra religiøse til socialistiske ideer. På den anden side at samle arbejdere og undertrykte til fælles kamp, uanset om de nu tilhørte den ene eller den anden religion – eller slet ingen.
For Lenin var dette ikke “taktik” eller principløshed. Tværtimod var det baseret på Marx’s materialistiske forklaring.
Ifølge Lenin var kampen mod religion først og fremmest en ideologisk kamp. Men fordi religionens rolle skyldes den virkelige verdens elendighed, så må denne ideologiske kamp ikke forhindre, at arbejdere eller bønder kan forenes i kampen i denne virkelige verden.
Religion skyldes ikke uvidenhed. I moderne kapitalistiske samfund er religionens rødder først og fremmest sociale. Netop fordi de religiøse ideer er baseret på en verden med ulighed og undertrykkelse, så er det først og fremmest kampen mod denne ulighed og undertrykkelse, der vil fjerne grundlaget for religiøse ideer.
Irak
Lad os kigge på religionens rolle i Irak: Op gennem 60ernes og 70ernes industrialisering flyttede folk til byerne, fik arbejde i industri osv. Kvinderne fik arbejde. Folk fik uddannelse. Kort sagt de levede et moderne liv, hvor religionens rolle gled i baggrunden.
Men med krigen mod Iran i 80erne, og især sanktionerne i 90erne og de seneste års krig og besættelse er mange af disse ting rullet tilbage. Arbejdsløsheden er enorm, fremtiden usikker. Mange vender tilbage til den gamle familiestruktur.
Så er det ikke så underligt, at religion igen begynder at spille en central rolle for mange. Under besættelsen er det ofte det eneste frirum i en usikker verden.
Det er klart, at der i Irak er en kamp mellem religiøse og ikke-religiøse ideer. Men det må ikke få lov at splitte en fælles front mod besættelsen. Vi skal bekæmpe kvindeundertrykkelse, uanset om det er kirkelige eller ikke-religiøse kræfter, der står bag. Men i Irak betyder det først og fremmest at bekæmpe besættelsesmagten.
En konkret sejr i den virkelige verden er langt vigtigere såvel i kampen mod kvindeundertrykkelse som mod religiøse ideer end en principiel afstandtagen fra religion alene.
Det gælder selvfølgelig også herhjemme, når vi snakker kampen mod krig, nyliberalisme og racisme: Hvis ikke vi involverer vore muslimske kolleger, medstuderende, naboer i disse kampe, så overlader vi dem i isolation og til traditionelle og separatistiske ideer.
Religiøs protest
Og så er der én ting vi ikke skal glemme: Religionen er ifølge Marx “på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed”. Det betyder, at religion ofte fremmaner billeder af en bedre verden, som folk ofte har brugt til at kræve forandringer i den virkelige verden.
Det gælder fx starten på den russiske 1905-revolution, hvor arbejdere med en præst i spidsen bar ikoner til zaren. Det gælder “befrielses-teologer” i Sydamerika, som har kæmpet mod militær-diktaturer og pavens religiøse tyranni. Og det gælder mange af de muslimer, som i og uden for Europa har demonstreret sammen med os andre mod USA’s krig.
Ved at kæmpe sammen kan vi vinde kampen mod den virkelige verdens undertrykkelse. Undervejs tror jeg, at mange vil erkende, at religionen ikke giver dem de svar, som denne kamp kræver.
Artiklen har tidligere været bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 248, 4. nov. 2005
Se også:
SAA 273: Støt Asmaa
SAA 273: Boganmeldelse: Profeten og proletariatet
SAA 273: Darwins farlige ideer
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed