Socialistisk Arbejderavis
Nr. 276 – 20. februar 2008 – side 4
Knive, visitationszoner og CCTV
Charlie Lywood
Det er paradoksalt, at mens fagkundskab kan dokumentere, at antallet af overfald med kniv er i det mindste ikke stigende og sandsynligvis faldende, så lykkes det justitsministeren at komme afsted med radikale lovændringer, som øger staffen betydeligt for besiddelse af ulovlige knive (7 dages frihedsberøvelse for førstegangsovertrædelse) og gives som hovedbegrundelse for indførelse af “visitationszoner“.
Det samme gør sig gældende med Ritt Bjerregaards overvågningsplan. Men hverken mere magt til politiet, højere straffe eller overvågningskameraer kan løse de tragiske og nogen gange (sjældent) tilfældige voldsepisoder, hvor knive bruges.
I en meget omfattende undersøgelse, udgivet i januar 2006 af Københavns Universitet, Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitichefen “Volden i Danmark 1995 og 2005“ (Balvig og Kyvsgaard, 2006), konstateres det, at i 1995 blev kniv anvendt i 2 pct. af voldstilfældene, mens det i 2005 blev brugt i 3 pct. af tilfældene. Samtidigt er antallet af personer, som er blevet udsat for vold, ikke steget i samme periode. Det er også værd at bemærke, at i 1995 var “gerningspersonen“ i 52 pct. af tilfældene under 25 år, mens det i 2005 var 44 pct. Altså ungdommen i bred forstand stod for færre episoder af voldsudøvelse i 2005 end i 1995. Modsat den gængse opfattelse, at det er unge, som står for det meste.
Undersøgelser fra Odense Universitetshospital og Århus Kommunehospital viser samtidig, at antallet af knivofre ikke er steget. På Rigshospitalet i København har man samme opfattelse (Det Kriminalpræventive Råd, 2007). Hvis man kigger på Justitsministeriets egne tal for 2006 (de senest tilgængelige udgivet i december 2007), er ca. 2.000 unge mellem 15-20 år blevet sigtet for “vold“ (af alle former). Hvis man antager, at 3 pct. af dem har brugt kniv, drejer det sig om 60 unge, der har været involveret i en voldssag med kniv, som er blevet opklaret. Der er en meget høj opklaringsprocent i disse tilfælde.
Med disse fakta er det mest rimeligt at konkludere, at næsten ingen unge overhovedet går med kniv, og at endnu færre er parat til at bruge den. Det er også derfor, at visitationszonerne ikke har afsløret mange knive i nattelivet.
Per Larsen, Københavns Politi, kan kun konkludere, at det er glædeligt, at de unge ikke går med kniv. Hvorimod den magt, som politiet har fået gennem visitationszonerne, derimod kan bruges til meget andet, inklusiv at stresse småpushere og hashbrugere som hænger ud på gaden. Det er sandsynligvis en del af grunden til, at frustrationerne blandt nogle unge er brudt ud i lys lue de seneste dage.
Episoderne med knive er få og endnu færre er døde af dem. Men hvad er så midlerne til at forhindre de få episoder? Visitationszoner har allerede vist, at de ikke kan bruges, men tværtimod kan føre til en optrapning af forholdet mellem udstødte, frustrerede unge og ordensmagten. Højere straffe er desværre blot en signaleffekt fra Justitsministeriets side. Lene Espersen sagde det selv – hun kunne ikke som ansvarlig minister bare gøre ingenting. Men højere straffe er ikke et præventivt middel, som virker. Og det ved hun godt. Ungdomssanktionen, med mindst 2 års frihedsberøvelse, har siden dens indførelse i 2002 vist, at den har lige så ringe resultater som almindelig fængsling af unge. De har begge en recidiv procent (chancen for at de gør det igen!) på over 75 pct. Derimod har samfundstjeneste, kombineret med kognitiv behandling, vist sig at give bedre resultater, når uheldet er ude. Her kan man komme ned på 50 pct. recidiv.
Overvågningskameraer er heller ikke præventive. Alle lødige undersøgelser fra London, som har Europas ubetinget mest omfattende CCTV overvågningssystem, viser ikke nogen nedgang i voldsepisoder. Derimod er kriminaliteten i øvrigt bare spredt til andre steder. Samtidig fastholder indførelsen af CCTV diskursen på et forkert spor. Knivoverfaldene er ikke drevet af logik og rationalitet men af følelser. Frustrerede, identitetsløse unge som udlever deres egen afmagt ved at have “al magt“ over andre personer – selv tilfældige.
Den eneste modgift er et samfund, som giver alle dets borgere mulighed for at bliver anerkendt, og som hjælper dem, der har svært ved selvværdet og årsagen til dens mangel. Vi taler her inklusion af alle, accept af forskellighed, bedre og mere rummelige skoler, bedre støttemuligheder når ting går skævt. Vi taler om massive investeringer i mennesker, båret af et menneskesyn der vil rumme alle borgere i dette land. Først da kan vi reducere de i forvejen meget få, men tragiske hændelser, hvor uskyldige unge som Anton mister livet og tre andre får ødelagt deres eget liv.
Charlie Lywood er kriminolog
Se også:
SAA 276: Det mener vi: De unge er ikke problemet
SAA 276: Elevprotester på skoler og gymnasier
SAA 276: ISU-Forum: Hvorfor oprør?
SAA 276: Interview: En helt almindelig anholdelse
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed