Socialistisk Arbejderavis
Nr. 276 – 20. februar 2008 – side 16
Interview
En helt almindelig anholdelse
Alexander Lassithiotakis
Lau Malling på 21 år bor på Korsgade på Nørrebro, kun få meter fra Blågards Plads. Han har været tæt på de seneste uroligheder, og blev desuden anholdt til en torsdags-demo den 14. februar. Socialistisk Arbejderavis har taget en snak med ham om hans anholdelse, om urolighederne og om politiet.
Lau fortæller, at han, da torsdagsdemoen (for et nyt ungdomshus) nåede Enghave Plads, sammen med en kammerat gik over for at købe øl.
På vej tilbage til demonstrationen blev de passet op af urobetjente. De visiterede ham og gennemsøgte hans taske, men uden at finde noget ulovligt, og Lau blev ikke anholdt.
I stedet bad politiet ham følge med over til en hollændervogn for at ordne noget med en ubetalt bøde. Lau, der ikke kendte til en sådan, gik med betjentene. Men ved bilen blev han overmandet af flere betjente og smidt ind i bilen og kørt væk, stadig uden at være anholdt.
Fotografen Svend Espensen, der var til stede, bekræfter, at Lau blev kørt væk meget pludseligt uden overhovedet at være blevet anholdt:
“Jeg gik med, da han helt stille og roligt fulgte med over til bilen. Flere demonstranter spurgte mig, hvad han var anholdt for, og jeg svarede, at han ikke var anholdt, men at de bare skulle ordne nogen papirer. For det var jo hvad betjentene havde sagt til ham. Men pludselig smed de ham ind i bilen. Det var helt vildt. Og det gik så stærkt, at jeg ikke engang nåede at få et billede af det. Det mindede mig mest af alt om en kidnapning. Det var helt grotesk.“
Lau fortæller, hvordan han blev kørt til en nærliggende sidegade “hvor de begyndte at tage tøjet af mig, hånede mig, og gennemsøgte mig igen. Så kørte de igen, og selvom de ikke fandt noget blev de ved med at gennemrode mine lommer. Jeg tror, de nåede at checke 17 gange, inden vi nåede stationen. Som om noget der ikke var der pludselig skulle dukke op.
Ved stationen holder vi uden for, og en betjent beordrer mig “ud din lus“ eller sådan noget, men jeg protesterer og insisterer på at få min taske med, og derfor er der en der tager mine arme om på ryggen og kaster mig ned i jorden. Ikke sådan at jeg får hudafskrabninger eller noget, men det gjorde sgu ondt.
Bagefter tager de mig med ind til skranken, hvor de checker mig igen. De vil have mig til at smide bukserne, hvilket jeg først nægter, da jeg synes det er provokerende. Men han beordrer mig, så jeg tænker ok, værre er det vel heller ikke, og jeg smider bukserne, og ryster dem ned om anklerne.
Så vil de også have mine underbukser ned. Og det nægter jeg, og siger, at så må de gøre det, for min grænse er nået. En betjent vrider min arm rundt og op på skranken, hvor jeg bliver holdt fast, mens mine underbukser bliver pillet ned.
Jeg kan ikke se, at det var andet end for at forulempe mig, for hvad fanden skulle jeg have gemt der? Og de vil ikke lade mig tage dem på bagefter, hvor jeg skal ind i cellen, så jeg humper af sted med dem hængende om anklerne. Og da jeg prøver at trække bukserne op, tager en urobetjent hårdt fat om armen på mig, som du kan se,“ siger Lau og fremviser et lilla mærke på armen, der ved interviewet var fire dage gammelt, og ifølge ham ikke så slemt mere.
“Efter at uroerne forlod stationen, var de almindelige betjente faktisk meget søde, og de lod mig komme på toilettet, hvad jeg ikke havde regnet med. Men de kommer tit ind i cellen og spørger til mine oplysninger, som jeg allerede har givet dem flere gange.
Jeg ved ikke præcis, hvor længe jeg sidder i cellen, for de oplyste mig jo aldrig, hvornår jeg blev anholdt, men efter ca. 5 timer bliver jeg taget til forhør, af en der påstår, at jeg har kastet kanonslag mod politiet, og at det står i min rapport og derfor må være rigtigt. Jeg er godt sur og nægter at snakke, og fortæller, at jeg aldrig har hørt noget om nogen rapport, at jeg ikke har fået at vide, at jeg er anholdt og hvorfor, og at jeg ikke vil snakke. Derefter lukker de mig ud på Halmtorvet.“
Hvis vi skal snakke lidt om urolighederne på Nørrebro, hvad handler det så om, tror du?
“Det handler om umotiverede overgreb og chikanering af lokalbefolkningen. Deres såkaldte visitations-zone har bare gjort det endnu værre.
Og så var der episoden med den palæstinensiske mand, der fik tæsk af politiet. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det har politiet selvfølgelig dækket over, indtil det til sidst kom frem i pressen. Og nu har Hanne Bech Hansen så sagt, at det skal undersøges, om der har været politivold. Og så ved vi jo godt hvordan det går.
Selvfølgelig spiller Muhammed-tegningerne også ind, men mest betydningsfulde er udvisningerne uden rettergang. Det er nok med til, at det har bredt sig fra Nørrebro.
Og det går langt tilbage – gennem mange år har politiet været der (på Nørrebro, red.), og har været efter indvandrerne – hvor logikken åbenbart er: Hvis der er flere danskere sammen, så er det en gruppe, og hvis der er flere indvandrere, så er det en bande, og så skal de checke op, om de har våben etc.
Og selvfølgelig føler folk sig chikaneret – det har jeg prøvet flere gange, da jeg var mindre. Hvis jeg gik alene blev jeg aldrig stoppet, men hvis jeg var sammen med indvandrerne, så blev vi altid stoppet – fx hvis vi kom med en pose øl og skulle til fest. Hele tiden blev vi chikaneret.“
Se også:
SAA 276: Det mener vi: De unge er ikke problemet
SAA 276: Knive, visitationszoner og CCTV
SAA 276: Elevprotester på skoler og gymnasier
SAA 276: ISU-Forum: Hvorfor oprør?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed