Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 3

Socialdemokraternes integrationsplan

Hvem er bange for den store, stygge ulv?

Kristina Vinci

Socialdemokraternes seneste integrationsudspil maler blot endnu et skræmmebillede af indvandrere som voldelige, kriminelle samfundsnassere, der ikke ønsker at tilpasse sig dansk kultur.

Sidst i februar præsenterede Helle Thorning-Schmidt i en tale Socialdemokraternes bud på en ny integrationsreform, som ifølge Socialdemokraterne selv ”er en invitation til et bredt samarbejde om en af vor tids største udfordringer”.

Integration – forfra er den lovende titel på reformen, der overordnet består af seks punkter, som skal redde Danmark fra total fiasko på integrationsområdet.

Med sådan en titel kunne man håbe, at Socialdemokraterne havde fået øjnene op for, at Danmark hidtil har spændt ben for integrationen snarere end fremmet den.

Det håb dræbes dog allerede ved overskrifterne på de seks punkter, som blandt andet omfatter ”Skærpede opholdsregler” og ”Smarte sanktioner”.

Opdrage

Under det første af disse punkter siger Socialdemokraterne blandt andet, at ”mødre uden en naturlig kontakt til det danske samfund” ikke er i stand til at ”opdrage deres børn til at fungere i det”.

Hvorfor børnene ikke skulle kunne fungere i samfundet af den grund, eller hvordan man vil sikre mødrene en ”naturlig” kontakt til samfundet, melder Socialdemokraterne dog ikke noget om.

Under samme punkt står også, at ”den nye udfordring ligger i at sikre den rigtige indstilling til integration fra nye borgere”.

Heller ikke her giver Socialdemokraterne et konkret bud på, hvordan de har tænkt sig at sikre det, udover at de vil sætte den betingelse for familiesammenføring, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet. Ikke blot har det intet med ”indstilling” at gøre – hvordan kan man overhovedet tale om en ”rigtig” indstilling?

Retorik

Og retorikken bliver da kun mere spændende under punktet ”Smarte sanktioner”.

Her fremgår det, at ”indvandrere og efterkommere begår 31 procent mere kriminalitet end danskere” – en formulering, som af enhver, der er ubekendt med de reelle statistikker, sandsynligvis vil tolkes som om, at ud af den kriminalitet, der finder sted i Danmark, begås størstedelen af indvandrere og efterkommere. Det er ikke tilfældet.

I 2005 (som er de seneste tal, der er tilgængelige i Danmarks Statistikbank) blev 20.190 indvandrere og efterkommere dømt for kriminalitet, mens tallet for personer med dansk oprindelse var 145.559.

Det er dog rigtigt, at hvis man ser på kriminalitetsprocenten inden for hver gruppe, er den højere for indvandrere og efterkommere end for etniske danskere.

Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraterne vælger en retorik, der sætter indvandrere i et endnu dårligere lys, end regeringen og Dansk Folkeparti allerede har gjort. Og i stedet for at søge en forståelse for, hvorfor tallene er, som de er, svarer Socialdemokraterne med sanktioner såsom stuearrest og tilhold mod at færdes bestemte steder.

Storsindet?

Endeligt er der et punkt i udspillet kaldet ”Integration for alle”. Storsindet lyder det, og storsindet er det da også af Helle Thorning-Schmidt og co. at tilbyde en ”hjemsendelsescheck til indvandrere, der foretrækker en tilværelse udenfor Danmark, og som udelukkende bliver i landet af økonomiske årsager”.

Storsindet – eller endnu et bevis på at Socialdemokraternes fordomme om indvandrere lever i bedste velgående?

Socialdemokraternes udspil kan derfor på ingen måde siges at være en ny tilgang til integration.
Tværtimod går integrationsreformen arm i arm med regeringens politik om skræmmekampagner og – i bedste fald – symptombehandlinger.

Ingen ønsker tilsyneladende at erkende, at den fejlslagne integration i Danmark først og fremmest skyldes islamfjendtlige politikere, der ser muslimske flygtninge og indvandrere som kriminelle og samfundsnassere snarere end mennesker.

Dansk Folkeparti har spændt linen ud, som alle andre én efter én blindt balancerer over. En frugtbar integrationsplan kræver derfor, at nogen tør kigge ned og komme med et udspil, som ikke ”inviterer til et bredt samarbejde” på den anden side af den line.

Se også:
SAA 277: Boganmeldelse: Der er et yndigt land – om kvindekamp og antiracisme
SAA 277: Hvor vil du hen, Villy?

Flere artikler fra nr. 277

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Racisme

Se flere artikler af forfatter:
Kristina Vinci

Siden er vist 3409 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside