Socialistisk Arbejderavis
Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 16
Hvor vil du hen, Villy?
Alexander Lassithiotakis
SF førte med Villy Søvndal i spidsen en eksemplarisk valgkamp. SF blev belønnet, fordi de signalerede et troværdigt alternativ til venstre for den grumsede nyliberale midte. Desværre har Søvndal på det sidste skuffet dem, der troede, at han ville være repræsentant for et alternativ til højrefløjens racisme.
Det startede med at Søvndal bad muslimer fra Hizb ut-Tahrir “skride ad helvede til”.
Udtalelsen kom som reaktion på at ca. 3.000 demonstrerede sammen med Hizb ut-Tahrir mod, at en række aviser genoptrykte de Muhammed-tegninger, der oprindelig blev trykt for at lære muslimer at acceptere “hån, spot og latterliggørelse”. Og i en situation hvor unge på Nørrebro og flere andre steder i landet gjorde oprør.
Filmen knækker
Allerede her knækkede filmen for Villys fokus. Han burde spørge sig selv, hvordan det kunne være, at en lille separatistisk organisation, der ifølge PET har ca. 100 medlemmer, kunne samle 3.000 til en demonstration.
I stedet for at hetze Hizb ut-Tahrir burde Villy sammen med resten af venstrefløjen have indkaldt til demonstration mod terrorlove og visitationszoner samt racisme og hetz mod muslimer. I så ville vi både have set langt flere end 3.000 på gaderne, og Hizb ut-Tahrir ville have afsløret sig selv ved deres fravær.
Hizb ut-Tahrir vil nemlig ikke demonstrere sammen med ikke-muslimer. Derved ville de have isoleret sig selv fra de mange muslimer, der med rette føler sig marginaliserede og trådt på i samfundet og den offentlige debat. Langt de fleste af dem vil gerne protestere sammen med så mange som muligt – muslimer eller ej.
I stedet valgte Villy at hetze mod den organisation, der som den eneste leverede et talerør for de utilfredse muslimer samt valgte at bruge sin ytringsfrihed til at demonstrere med dem.
Mediestunts
Men det stoppede ikke her. Villy nød presseomtalen, og valgte at følge op med en række mediestunts. Fælles for disse stunts er, at de ikke snakker om racisme, marginalisering og et asocialt samfund, men i stedet peger fingre ad muslimer og deres “kultur” – og det i en grad hvor hverken Naser Khader eller Pia Kjærsgård kunne følge med.
Først krævede Villy et opgør med venstrefløjens integrationspolitik. Ifølge ham er det nemlig ikke kun samfundet, der er ansvarlig for integrationen. Nej, indvandrernes egen “kultur” er en hindring for integrationen.
Ifølge Villy går skellet i politik i dag mellem “os” der vil demokrati, og de radikale ekstremister der ikke vil.
Han krævede at “almindelige ikke-troende muslimer” skulle protestere og demonstrere mod de yderligtgående imamer og ekstremister.
Taktisk brøler
Hermed begik Villy en taktisk brøler af dimensioner, der bevidner at den socialistiske traditions erfaringer er meget langt væk fra SFs spindoktorer. Kultur er noget der skabes i det samfund og de sociale forhold mennesker indgår i.
Det gælder også unge efterkommere af indvandrere. Hvor det sociale stigma for fem år siden hed perker, hedder det i dag muslim.
Et stort antal unge identificerer sig i stigende grad som muslimer og nyopfinder betydningen af religionen og dens kultur. Det sker indenfor rammerne af et samfund med stigende racisme og islamofobi.
I stedet bidrager Søvndal til den borgerlige opfattelse, at indvandrere med muslimsk baggrund er bærere af en eller anden reaktionær og middelalderlig kultur, som uforandret er blevet båret med fra Mellemøsten.
Samtidig taler SF sig ind i en opfattelse, hvor de sammen med alle andre politikere står vagt om demokratiet imod de få truende ekstreme muslimer. Sørgeligt.
For sandheden er, at Hizb-ut-Tahrir og andre med lignende holdninger kan tælles i meget få hundreder i Danmark. De udgør ingen trussel for hverken demokrati eller ytringsfrihed.
Det største problem med Hizb ut-Tahrir er ikke deres påståede ekstremisme, men at deres separatisme henviser muslimer til kun at bekæmpe racisme og undertrykkelse sammen med andre muslimer – ikke i en fælles kamp, hvor muslimer og ikke-muslimer står sammen.
Truslen er fra Fogh og DF
SF burde i stedet udpege den egentlige trussel som regeringen og Dansk Folkeparti.
Det er i deres kombination af udhulning af velfærdssamfundet, omfordeling fra de fattige til de rige og den evige racistiske hetz, at den reelle trussel mod demokratiet skal findes.
Black Panthers
Man kan sammenligne den aktuelle situation med kampen for de sortes rettigheder i USA i 60erne og 70erne. Også dengang udløste racismen både desperate oprør og separatistiske ideer.
Villys strategi svarer til, at den amerikanske venstrefløj havde sagt, at problemerne også skyldtes de sortes kultur, og at de skulle have demonstreret imod yderliggående ekstremister, fx strømninger indenfor Black Panthers. Heldigvis var svaret fra det meste af venstrefløjen dengang at kæmpe sammen uanset hudfarve i kampen mod racisme.
Helle T og Pia K
Helle Thornings respons var, at det var glædeligt at SF nu står for en "realistisk" invandrer-politk.
Pia Kjærsgårds kritik er blot, at hun ikke troede, at Villy mente hvad han sagde. Villy Søvndal er hverken naiv eller en politisk amatør. Hans kampagne er en veltilrettelagt og nøje planlagt mediestrategi, udarbejdet med hjælp fra dygtige spindoktorer.
Og det gør det hele så meget mere sørgeligt.
For det burde være tydeligt at hans udtalelser ikke gavner andre end den siddende regering, når han taler sig direkte ind i den dagsorden, som regeringen og Dansk Folkeparti bruger til at splitte arbejderklassen og rette fokus væk fra deres asociale politik.
Villys udtalelser har skuffet dem der troede, at han kunne kæmpe for integration, og dæmme op for racismen. Men de afslører også nogle mere grundlæggende problemer med SF’s reformistiske strategi.
Realistisk?
Strategien handler om at gøre SF til et “realistisk” alternativ sammen med Socialdemokratiet. Det “realistiske” består i ikke at udfordre de nyliberale økonomiske og politiske rammer.
Således har SF også erklæret at de ikke vil rokke ved ejendomsforholdene i samfundet. Deres alternativ består udelukkende i at ville administrere en kapitalisme, der ikke har råd til forbedringer, bedre end Fogh.
Problemet er bare, at det netop er denne politik – en reformisme uden reformer til det bedre – der er årsagen til, at Socialdemokraterne ikke har kunnet udfordre Fogh, og har opnået det dårligste valgresultat i 100 år.
Alternativ
Det er umuligt at være opposition uden at udfordre nyliberalismen både økonomisk og ideologisk. Villy Søvndal har travlt med at afskrive begge dele for at komme i kridthuset hos Socialdemokraterne.
På kort sigt kan det give medlemmer og stemmer. Men på længere sigt kan det ikke gøre andet end at bidrage til den politikerlede og manglende opbakning til venstrefløjen, der gør, at Fogh beholder magten.
Hvis Villy og SF vil være et synligt alternativ til Fogh, hjælper det ikke at lefle for mediedagsordener og racisme.
I stedet kræver det, at SF styrker den solidariske – og anti-racistiske – profil, som var grunden til, at over 450.000 stemte på SF for kun 4 måneder siden.
Se også:
SAA 277: Socialdemokraternes integrationsplan: Hvem er bange for den store, stygge ulv?
SAA 277: SF ved en skillevej
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed