Socialistisk Arbejderavis
Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 8
SF ved en skillevej
Jørn Andersen
Når SF holder landsmøde 11.-13. april har Villy Søvndal været formand i 3 år. Han – og vi andre – kan se tilbage på 3 år med lutter fremgang for SF: Medlemstallet er fordoblet og vælger-tilslutningen 3-doblet iflg. meningsmålinger. Spørgsmålet er kun: Hvad skal fremgangen bruges til?
Krig og velfærd
Fremgangen er på mange måder velfortjent. Med Villy S. ved roret har SF gjort sig til Fogh-regeringens hovedmodstander. Indtil Fogh trak de danske tropper ud af Irak brugte Villy enhver lejlighed til at tale mod krigen.
Da 100.000 demonstrerede to gange i 2006 og igen i 2007 for mere velfærd, gjorde SF sig til det politiske talerør for den stigende utilfredshed med Fogh-regeringen.
Ingen kunne være i tvivl om, at SF stod for det stik modsatte af Foghs Pia K-støttede regering. Når Fogh snakkede om effektivisering (af den offentlige sektor, arbejdsmarkedet, uddannelserne), snakkede Villy om den sociale ulighed og den stress og kontrol-mani, som 100.000er af offentligt ansatte kendte fra deres hverdag.
Men kan SF omsætte fremgangen til politisk indflydelse? Kan SF presse Socialdemokratiet til venstre? Eller vil det gå – som det tidligere er gået for SF – at når minister-taburetterne kommer inden for rækkevidde, så bliver der solgt ud af kravene?
Håb. Forandring. Resultater.
SFs hovedbestyrelses udkast til landsmøderesolution efterlader ingen tvivl: Det er stadig de store dagsordener, der skal i front.
I resolutionen, der hedder “Håb. Forandring. Resultater”, siger de bl.a.:
“Nedskæringer og minuttyranni skal erstattes af en udviklet velfærd. Elevfrafald og ulige muligheder skal erstattes af en uddannet ungdom. Energikriser og oliekrige skal erstattes af en styrket klimaindsats.“
Overskrifterne er velfærd, uddannelse og en ambitiøs klima-indsats. SF vil opbygge et alternativ til at få disse krav igennem:
“Det er helt afgørende, at alle partier, organisationer og enkeltpersoner, der vil forandre Danmark og dansk politik, samler kræfterne.” Og: “Ikke kun oppositionen på Christiansborg skal samles, men alle organisationer, forsamlinger og borgere, der vil bidrage til alliance.”
Næsten for godt
Hvis SF vil mobilisere “alle gode kræfter” til “en stærk alliance” for at få væltet Fogh og få en anden politik, så kan vi kun hilse det velkommen! Det virkede (i hvert fald delvis) i Norge, så hvorfor ikke også prøve det her.
Det er næsten for godt til at være sandt.
Men midt i al jublen over SFs fremgang er der alligevel nogle advarselslamper, der blinker, når man kigger på et par af SFs markeringer det seneste halve år. Den ene handler om SFs forsøg på at lave en alliance i valgkampen, den anden om Villy Søvndals kovending omkring Jyllands-Postens tegninger m.v.
SF og “rød blok”
I valgkampen var “rød blok” tæt på at vælte Fogh & Pia K. Det kan SF tage en stor del af æren for. SF forsøgte gennem hele valgkampen at skabe en alliance, som – i hvert fald på papiret – havde en chance for at blive et parlamentarisk alternativ.
Men bag den pæne fernis var der meget lidt indhold. Og for at få en form for alliance måtte SF pille næsten alle vigtige ting ud:
- “Rød blok” ville ikke røre 24-års-reglen
- “Rød blok” ville ikke beskatte spekulations-gevinster fra de enorme boligpris-stigninger
- “Rød blok” ville ikke trække de danske soldater hjem fra Afghanistan
Bare for at nævne nogle få. Faktisk gik SF så langt, at man sagde, at man kun havde ét ultimativt krav: Fogh skal væltes.
Men hvorfor skulle folk så stemme på “rød blok”, hvis ikke det betød et reelt kursskifte? For trods al deres “fleksibilitet”, så havde SF ikke fået socialdemokrater og radikale til at acceptere et eneste væsentligt krav fra SF til gengæld for SFs loyale opbakning.
Så i valgkampens slutfase kunne Anders Fogh konkludere, at “rød blok” ikke ville noget. Han skød sin “de ta’r dit hus” skræmme-kampagne af og reddede sig et – godt nok svækket, men – rent VKO-flertal igen.
Selv om SF ikke opgav sin egen politik, så var man ikke i stand til at gøre “rød blok” til det politiske svar på fx de store velfærds-protester, krigsmodstanden eller de anti-racistiske kampagner. Ikke underligt, at mange var skuffede.
Advarselslampe 1
Erfaringen med “rød blok” er en advarselslampe. For hvis ikke engang SF kan få bare lidt indhold ind i et fælles valg-program, hvordan skal det så gå, når det kommer til at omsætte håbet om forandring til reelle resultater?
Hvor skal pengene komme fra til nedsættelse af klassekvotienter i folkeskoler, gymnasier, handels- og erhvervsskoler? Eller til at sikre et ordentligt sundhedssystem for alle? Eller til ordentlige løn- og arbejdsforhold i daginstitutioner, ældrepleje og den sociale forsorg?
Hvordan kan SF sikre menneskelige forhold for flygtninge og indvandrere?
Hvordan kan SF sikre, at der gennemføres en reel omfordeling til fordel for dem, der er sakket bagud de sidste 10-15 år?
For slet ikke at snakke om indgreb over for de store koncerners spekulation og miljøsvineri – ? Eller massiv omlægning til kollektiv trafik og vedvarende energi for at undgå en klima-katastrofe?
Flertal mod Fogh – men til hvad?
Der er ingen tvivl om, at Villy og SF gerne vil forandring. Men hvis prisen for at sikre et parlamentarisk flertal mod Fogh er, at alle kravene til forandring skal luges ud, hvor meget er alliancen så værd?
Socialdemokratiet vil ikke opgive deres nyliberalistiske politik, medmindre der kommer et massivt pres på dem. Det er et pres, som SF ikke kan levere alene. Det skal komme udefra, dvs. uden for den parlamentariske arena – fra velfærds-protester, strejker og lignende mobiliseringer.
Derfor bliver det afgørende, om det kun er til landsmøde-festen, at SF siger: “Ikke kun oppositionen på Christiansborg skal samles, men alle organisationer, forsamlinger og borgere, der vil bidrage til alliance.”
Hvis arbejdspladser, krigsmodstandere, anti-racister, elever, studerende osv. går sammen og stiller konkrete og fælles krav, så kan der skabes det pres, som SF har behov for, hvis håbet om forandring skal blive til resultater.
Hvis SF tog initiativ til en proces, der kunne formulere sådanne fælles krav, så kunne vi komme langt. Desværre peger både SF’s historie og den seneste kovending omkring Muhammed-tegningerne m.v. ikke i den retning.
Advarselslampe 2
Først sagde Villy Søvndal, at Hizb ut-Tahrir med flere kunne “Gå ad helvede til”. Herefter kom en kovending, hvor han nu bakker op om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. For de langsomt opfattende fik den lige et hak til: Dårlig integration skyldes også “kulturelle problemer ... som vi i langt højere grad skal turde tage et slagsmål med indvandrerne om”.
Det var en veltilrettelagt manøvre. Han forsøgte at tilnærme sig de “midtervælgere”, der er “bekymrede” for “de fremmede”. Det er en farlig kurs (se bagsiden), som har været med til at trække bl.a. Socialdemokratiet til højre.
Men der er også et andet problem: Når Villy Søvndal bidrager til mediers og politikeres fremmedfjendske “dem-og-os” dagsorden, så gør han sine parlamentariske ambitioner vigtigere end den politiske kamp mod fremmedhad i befolkningen.
Selv om Søvndal ganske vist kun har åbnet døren for dem-og-os-dagsordenen “ganske lidt”, så var han godt klar over, at der var stemmer i sagen – det var bevidst kalkuleret.
Og det er her advarselslampe nr. 2 begynder at blinke. Det er ganske omkostningsfrit at sælge ud, når det er svage mindretal, det går ud over. Men hvem er de næste? Ungdomshusbrugere? Forældre, der ikke “vil tage ansvar” for uvorne unger? Strejkende, der blokerer deres arbejdsplads? Kig på, hvor langt Socialdemokratiet har flyttet sig på fx efterløn, ret til uddannelse, pension, pasning osv. – alt sammen for at “tiltrække midtervælgere” og “være ansvarlige”.
SFs dilemma
SF er et klassisk reformistisk parti: De vil rigtigt gerne have forandring. Men de vil helst undgå at tage det politiske opgør, der skal til for at håbet om forandring kan blive til resultater.
Derfor er SF fanget i et dilemma: Hvis de vil have forandring, er de nødt til at involvere sociale kræfter uden for den parlamentariske arena. Fx er det værd at huske, at det netop var velfærds-strejkerne og demonstrationerne i 2006, der vendte arbejderpartiernes tilbagegang til fremgang.
På den anden side ønsker SF at forandringerne sker ved at lave kompromisser med magthaverne. De udenomsparlamentariske protester og mobiliseringer må ikke gå for vidt. Hvis de selv tager initiativet, gør det kompromisser “besværlig“e.
Så i stedet for at tage de nødvendige politiske kampe i befolkningen, fx om racisme og islamofobi, så jagter partier som SF altid efter genveje. En lille indrømmelse her, en anden dér. Så må de borgerlige “midter-vælger“e da kunne se, at “vi ikke er så slemme” – at det er ganske fornuftigt, det vi mener.
Magt bag kravene
Men forandringer kommer ikke fordi de er “fornuftige”. De kommer, når der bliver sat magt bag kravene.
Fx mener hovedparten af befolkningen, at det er fornuftigt, at hårdtarbejdende offentligt ansatte skal have bedre løn- og arbejdsforhold. Men hvis det håb om forandring skal give resultater, skal der strejkes – også hvis der kommer et regeringsindgreb.
SF – og hver enkelt SFer – står ved en skillevej: Hvis man fortsætter indrømmelserne, er man med til at sætte fokus på det der splitter, frem for på det der samler. Så kan parcelhus-ejere slås mod lejere om hvem der skal betale. Eller indfødte kan slås mod indvandrere om hvem der skal tilpasse sig.
Så ender vi alle med at slås om smulerne fra de riges bord.
Omvendt: Hvis man for alvor vil forandring, så må man droppe indrømmelserne – til den lille (og store) racisme, til markedets krav, til nyliberalismen. I stedet må man stille sig i spidsen for en udenoms-parlamentarisk mobilisering, der kan tvinge resultaterne igennem.
Kun hvis SF går den vej, kan de være med til at skaffe de resultater, som deres mange vælgere håber på. I en fælles kamp mod en lille elites privilegier.
Desværre kræver det et fundamentalt opgør med SFs reformistiske ideer. Så tag kampen i SF, hvis det er dér du er, men forbered dig på at finde et andet sted at få et sådant perspektiv virkeliggjort.
Forandring fra oven eller fra neden?
Det dilemma er SF blevet fanget i flere gange siden stiftelsen i 1959.
Ved valget i 1966 gik SF frem fra 10 til 20 mandater og fik flertal med Socialdemokratiet. De indgik en samarbejdsaftale – “det røde kabinet”. Men SocDems krav var, at SF var økonomisk ansvarlige.
Efter en lang række andre indrømmelser, krævede SocDem i december 1967, at SF stemte for indgreb i den overenskomst-aftalte dyrtidsregulering.
6 af SFs folketingsmedlemmer nægtede at stemme for, og den socialdemokratiske regering faldt. De 6 stiftede i stedet et nyt parti, Venstresocialisterne (VS), der blev et af samlingspunkterne for 68-oprøret. Ved valget i januar 1968 blev SF halveret og vi fik en borgerlig regering.
Da den konservative Schlüter blev statsminister i 1982, forsøgte Socialdemokraterne at blive lige så borgerlige som de borgerlige. Det gav fremgang til SF.
Men da 700.000 gik i strejke i påsken 1985 og en avis citerede SFs formand Gert Petersen for at håbe, at de “rystede samfundet i dets grundvold”, svarede han vredt:
“Sådan noget vrøvl har jeg ikke sagt. Det gør man ikke gennem protester, og jeg mener iøvrigt ikke, det er nogen særlig god ting, hvis samfundet ligefrem bliver rystet i sin grundvold. Jeg foretrækker en mere fredelig udvikling.”
I 1992 stemte et flertal Nej til EU’s Maastricht-traktat. Schlüter-regeringen gik af, og SF og Holger K. Nielsen forhandlede et “nationalt kompromis”, som gav Danmark 4 forbehold, men lod resten af traktaten køre igennem.
SF håbede på minister-taburetter som belønning – i stedet fortsatte den medlemstilbagegang, der var startet med Berlin-murens fald i 1989. Op gennem 90‘erne mistede de 3.000 medlemmer (30 pct.).
Historien har desværre gentaget sig som en rutine: SF er vokset, når Socialdemokraterne er gået til højre. Men hver gang de har haft chancen for at bruge den nyvundne styrke til at få kravene igennem, har SF underlagt sig Socialdemokratiet og deres loyalitet mod nationaløkonomien og den borgerlige stat.
Enhedslisten og SFs fremgang
SFs fremgang har foreløbig kørt Enhedslisten ud på et sidespor. Mange spørger: “Hvor er det lige, at Enhedslistens projekt adskiller sig fra SFs?”
SF vil have mere velfærd, EL vil have mere velfærd. Både SF og EL vil have Fogh væltet. Både SF og EL vil rette op på den offentlige sektor. Både SF og EL er imod Foghs krige, 24-års-reglen osv. osv. Selv om ethvert velskolet EL-medlem kan remse en lang en liste over forskelle, så er det altså SF, der får fremgangen og ikke Enhedslisten.
Så hvad er der gået galt? Hvad er den egentlige forskel mellem SF og EL? Det spørgsmål stiller folk såvel inden for som uden for EL.
SF
For SFs vedkommende er svaret ret enkelt: SF er et reformistisk parti. SF ønsker forandring, men det skal ske uden at anfægte de grundlæggende mekanismer: Staten, markedsøkonomien, den private ejendomsret til fabrikker og maskiner.
Det er en modsætning. Den gør, at SF ikke har særligt gode chancer for at opnå de reelle forandringer, som de ønsker.
Men det er samtidig en modsætning, der gør SF tiltrækkende for mange. Tænk sig at få forandring uden at skulle gøre op med systemets grundlæggende mekanismer!
Enhedslisten
Enhedslisten ønsker mere grundlæggende forandringer. Magtforholdene skal ændres. Mennesker skal ikke være underkastet marked, stat eller den private ejendomsret. Vi vil have socialisme.
Så vidt så godt – men hvordan kommer vi dertil? Det er der mange forskellige bud på i EL. Men spørgsmålet: “Hvor er EL anderledes SF?” er at starte det helt forkerte sted. For langt hen ad vejen vil de fleste af dem, der stemmer på SF det samme, som langt de fleste der støtter EL: Af med Fogh, stop for krig, nedskæringer og racisme osv.
Der er bare én grundlæggende forskel: De fleste i EL tror ikke på, at vi får gennemført de forandringer vi vil have på den parlamentariske arena. Der skal stærkere kræfter til end at stemme en gang hvert 4. år – strejker, besættelser, demonstrationer. Kort sagt: Organisering fra neden.
Enhedsfront
Så i stedet for at finde de 10, 20 eller 30 pct., hvor EL er bedre end SF, så skal vi sige: “OK, I vil af med Fogh, stoppe krig, racisme og nedskæringer, have mere velfærd og bedre skoler, hospitaler osv. Det vil vi også.”
Hvis vi så også siger: “Vi skal nok stemme for alle de forbedringer, det er muligt at få igennem parlamentarisk. Men for en sikkerheds skyld er det nok bedst, hvis vi også organiserer uden for det parlamentariske. Er I med på den?”
Hvis SF og EL sammen med fagbevægelsen, elev- og studenter-organisationer og andre bevægelser kan finde sammen om en række konkrete krav, som vi i fællesskab vil slås for, så står vi langt stærkere både parlamentarisk – og især uden for.
Hvis vi er enige om en række fælles krav, skal vi selvfølgelig give hinanden fuld frihed til hver især at fremføre vore egne videre perspektiver.
I praksis vil det vise sig, at det er mobiliseringen uden for, der kommer til at afgøre, om kravene kommer igennem. Det vil styrke ELs argument om bevægelse fra neden – langt mere end at lede efter 10 pct.-forskelle.
Se også:
SAA 277: Enhedslisten i offensiven – Aktivistisk og politisk
SAA 277: Hvor vil du hen, Villy?
IST 7: SF og socialismen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed