Socialistisk Arbejderavis
Nr. 281 – 22. august 2008 – side 10
Kan vi stoppe klimakatastrofen?
Jørn Andersen
Alle ved efterhånden, at vi står over for en klimakatastrofe, hvis ikke der bliver “gjort noget“.Og “noget“ ikke bare handler om at skifte til el-spare-pærer og huske at slukke fjernsynet, men at der skal ske store ting. Det kan ikke vente 10-20 år, men skal i gang nu. De tekniske løsninger findes. Problemet er politisk.
De fleste politikere vil gerne snakke, men slår bak, så snart der snakkes om seriøse initiativer. Det skyldes især, at de nødvendige, strukturelle løsninger direkte antaster nogle af de mest magtfulde kræfter i samfundet – nationalt og globalt. Et eksempel:
De multinationale
Det er praktisk umuligt at reducere CO2-udledningen tilstrækkeligt uden at omlægge en meget stor del af person-transporten fra benzin-drevne privatbiler til kollektiv trafik drevet af vedvarende energi.
Men lad os så tage et kig på de 10 største selskaber i verden. Den største er Wal-Mart (supermarkedskæde i USA med millioner af parkeringspladser). De 9 næste er 6 olieselskaber (Exxon-Mobil, Shell, British Petroleum, Chevron, Conoco Philips, Total) og 3 bilfabrikker (General Motors, Toyota, DaimlerChrysler).
Alle disse selskaber tjener milliarder af dollars på fortsat CO2-udledning. Og de har enorme ressourcer til at tage kampen op mod de få politikere, som skulle ønske at antaste deres magt.
I Danmark er Mærsk det absolut største selskab af alle. Mærsks containerflåde udleder lige så meget CO2 som resten af Danmark tilsammen. Skal Danmark reducere sin CO2-udledning med 80-90 pct., så skal Mærsk-flåden beskæres kraftigt og resten omstilles.
Forholdet mellem politikerne og de store selskaber er baseret på “Hvad der er godt for Mærsk er godt for Danmark“.
Hvis klima-katastrofen skal stoppes, skal det forhold vendes om: Virksomhederne skal underlægges demokratisk kontrol.
Nyliberalisme
Men det er ikke kun et rent “objektivt“ magtforhold, der begrænser politikernes evne til at gennemføre reelle strukturelle forandringer.
Langt de fleste politikere har underlagt sig en fælles ideologi, der hedder “nyliberalisme“. Essensen i nyliberalismen er troen på, at markedet er gud. Eller med Margaret Thatchers ord “There Is No Alternative“ – der er ikke noget alternativ (til markedet).
Det gør, at reel demokratisk kontrol over samfundet ligger uden for langt de fleste politikeres begrebsverden. Det er simpelthen i modstrid med alt hvad de tror på.
Det oplever vi på alle områder i samfundet: Når almindelige menneskers interesser støder sammen med markedets, er svaret ifølge nyliberalismen givet på forhånd: Systemet, markedet, virksomhederne skal vinde.
Vil du vide mere, kan du købe Jonathan Neales bog “Stop Global Warming – change the World” på www.Modstand.org
Klimapolitik
Nogle politikere vil faktisk gerne gøre noget ved klima-katastrofen.
Men når marked/virksomheder er stærke og politikerne har bundet sig til nyliberalistisk ideologi, så kan man ikke undre sig over, at der er rigtigt langt fra tanke til handling.
Og de løsninger de foreslår handler om enten:
1) at bruge markedskræfter til at få virksomhederne til at omstille til klimavenlig produktion og distribution og på den måde reducere CO2-udsplippet, – eller:
2) at stille krav til almindelige mennesker om at ændre adfærd.
Pkt. 1 er en illusion. Det har ført til handel med CO2-kvoter og biobrændsel, som er en social, katastrofe.
Så politikerne nøjes med at snakke om pkt. 2 – at “vi alle sammen“ skal tage ansvar. Det er hvad Connie Hedegaards kampagne alene handler om (www.1tonmindre.dk): “Tag ansvar for fremtiden – nedsæt dit CO2-udslip“ osv.
Politikerne slår os andre oveni hovedet med de ting, vi skal gøre – og fralægger sig ansvaret for de ting, der nødvendigvis kun kan gøres kollektivt.
Vi kan ikke individuelt omstille el-værkerne til at blive drevet af vedvarende energi. Det kræver lovindgreb og store investeringer.
Vi kan ikke individuelt udbygge den kollektive trafik, så den både bliver et reelt alternativ til privatbilen, dvs. billig, dækkende og pålidelig. Det kræver statslige investeringer i stort omfang.
Og vi kan først og fremmest ikke individuelt stille krav til virksomhederne om, at deres aktiviteter skal være CO2-neutrale. (Det er i øvrigt påfaldende så lidt der snakkes konkret om, hvad erhvervslivet skal gøre, selv om det er her den væsentligste CO2-udledning foregår.)
Klima-udfordringen
Vi kan altså konstatere:
1) Klimakatastrofen kræver handling nu, dvs. seriøs handling inden for de næste få år.
2) Individuelle “løsninger“ virker ikke. Reelle løsninger kræver samfundsmæssige investeringer og strukturelle forandringer i den måde samfundet – incl. produktion, transport, byggeri, energiforsyning – fungerer på. Det kan kun gøres kollektivt.
3) Reelle klimaløsninger vil kræve et opgør med den herskende økonomiske og politiske magt, med markedskræfternes ene-herredømme og med nyliberalistisk ideologi.
Men hvem vil være i stand til at tage et sådant opgør? Hvem kan mobilisere de sociale kræfter, der kan sætte almindelige arbejdere, studerende, pensionister osv. i stand til at påtvinge magthaverne en fælles vilje, som kan forhindret klima-katastrofen?
Det er den udfordring, vi står over for.
Klimabevægelse
Det første sted, folk kigger hen, er naturligvis de eksisterende miljø- og klima-bevægelser.
Deres styrke er dels, at de tilsammen ved rigtigt meget om klima-truslen, dels at de er samlet om det ene at gøre noget ved klima-truslen. Det sidste gælder især de “egentlige“ klimabevægelser – i Danmark Klimabevægelsen og KlimaX.
Men: Kan klima- og miljø-bevægelserne skabe den tilstrækkelige folkelige mobilisering til at stå op imod så stærke kræfter som nævnt ovenfor?
Der er et fortilfælde, hvor det faktisk lykkedes, nemlig OOA, som med sin “Atomkraft – Nej tak!“-kampagne i 1970‘erne faktisk fik forhindret, at vi fik indført atomkraft i Danmark.
Det skete selv om der var flertal i folketinget og opbakning fra industrien. Men ved solid oplysning og letforståelige symboler blev argumentet vundet i den brede befolkning – og folketinget bøjede sig.
Forskelle
Vi kan lære meget af OOA – især at magthaverne ikke altid får deres vilje. Men der er mindst 3 væsentlige forskelle til dagens klima-udfordring.
For det første står der langt mere på spil i dag – for begge parter: For magthaverne i Danmark var spørgsmålet om atomkraft ikke et liv-eller-død-spørgsmål. Man kunne sagtens klare sig uden, men håbede på billigere energi.
At stoppe klimatruslen vil betyde angreb på stærke økonomiske kræfter. Deres profitter, deres magt-positioner osv. står på spil. For os handler det om klodens fremtid.
For det andet foregik OOA’s kampagne i en situation, hvor der var en skærpet politisk bevidsthed. Der var stærke strejke-, kvinde-, Vietnam-, miljøbevægelser osv. Den radikale venstrefløj havde gehør langt ind i den brede del af arbejderklassen. OOA’s kampagne havde et godt ideologisk klima som klangbund.
I dag er venstrefløjen ganske vist på vej op. Der er megen utilfredshed, og der har været brede protester mod Irak-krig og angreb på velfærden. Men venstrefløjen er stadig hæmmet af mange års defensiv. Der er ikke netværk, som binder forskellige bevægelser sammen. Det ideologiske klima er stadig præget af individualisme og nyliberalisme.
Endelig: Klimakampen er global, kampen om atomkraft var dansk. Det gør opgaven i dag langt større, men det giver os også nogle enorme muligheder, hvis vi kan skabe en global bevægelse.
Spørgsmålet er, om klima- og miljøbevægelserne kan forbinde sig med andre sociale bevægelser? Kan de gøre sig til del af en bredere bevægelse for forandring?
Sociale bevægelser
Hvis vi kigger på bevægelser, som har været i stand til at mobilisere langt ud over snævrere miljøer, så har de det tilfælles, at de har afsæt i den sociale kamp: “Faglige“ kampe for velfærd over hele Europa, Sydamerika og store dele af Asien og Afrika. Eller småbønders kamp for jord og rent vand.
Det er bevægelser, hvor kun få i dag taler om klima. Men det er samtidig bevægelser, som i deres egne kampe er oppe mod mange af de samme kræfter, som klimakampen vil have som modstandere: De store virksomheder – og den nyliberale ideologi.
De sociale bevægelser – især arbejderklassens – har desuden den enorme fordel, at den har en styrke i kraft af sin placering i samfundet. Arbejdere kan stoppe produktionen – eller overtage den og producere på andre betingelser, hvis den er stærk nok – hvis den vil.
En klimabevægelse består af enkeltpersoner, som er overbevist om en sag. Den har ikke den samme samfundsmæssige vægt som en arbejderklasse, der vil slås kollektivt.
Klimakampen er en social kamp
Klimakampen handler om betingelserne for fremtidens samfund. At ændre disse betingelser kræver stærke sociale kræfter – på samme måde da vi vandt 8 timers arbejdsdag, velfærdsstaten. Eller som når man laver revolution.
Klimakampen kræver, at vi påtvinger magthaverne vores vilje. Den styrke har kun arbejderklassen sammen med andre sociale kræfter.
Betyder det, at klimabevægelserne er uden betydning?
Langt fra. Arbejderklassen vil ikke slås for klimaet, medmindre vi overbeviser hver enkelt arbejder, studerende, pensionist osv. om, hvorfor det er vigtigt. Det er klimabevægelsens styrke.
Men det betyder, at socialister skal argumentere i klimabevægelserne om nødvendigheden af at forbinde sig med sociale kræfter, som er stærke nok til at sætte magt bag kravene.
Og det betyder, at klima-aktivister skal rejse klima-debatten i fagforeninger osv. og være med til at udvikle konkrete krav, som kan forbinde klimakampen med kampen for velfærd og i det hele taget et menneskeværdigt samfund.
For det er jo for de fleste grunden til at vi bekymrer os om klimaet: At vi vil have en klode for mennesker – ikke for de multinationales rovdrift.
----
Vil du vide mere kan du købe Jonathan Neales bog “Stop Global Warming – change the World“ på www.Modstand.org
Se også:
SAA 281: Befolkningstal: Er jorden ved at være fyldt op?
SAA 281: Den globale fødevarekrise
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed