Socialistisk Arbejderavis
Nr. 284 – 5. december 2008 – side 3
Det mener vi
Krisen og venstrefløjen – forhåbning om et rødt nytår
Mens året går på hæld, står det klart at vi skal fejre nytår i krisens tegn. Fremtiden bringer på hårdere og mere skærpet klassekamp. Men det er ikke givet hvilken side der vinder konfrontationen.
Ingen ved hvor længe krisen kommer til at vare eller hvor dyb den præcis bliver. Men under alle omstændigheder står det nu klart for alle, at krisen skyldes mere grundlæggende årsager end blot de finansielle problemer der udløste den.
Krisen skyldes grundlæggende problemer med kapitalismens cyklusser, og profitabilitet. Problemer som banker og politikere i den vestlige verden har forsøgt at løse ved at holde forbruget kunstigt oppe via lån til privatforbrug.
Det lykkedes både i starten af halvfemserne, sluthalvfemserne, og igen i 2002 at afværge en nedgang ved at sikre at forbruget forsatte. Det er muligt at det vil lykkedes igen, men problemet bliver i så fald skubbet videre, og vi vil opleve de samme problemer igen om et, tre eller fem år. Og indtil videre er der ikke meget der tyder på, at den overhovedet har tænkt sig at lade sig udskyde i denne omgang.
Krisen er kapitalismens krise. Den betyder at det bliver tydeligt for alle at systemet har problemer, og mange vil lede efter et bedre alternativ. Det betyder gode muligheder for socialister.
Men allerede nu står det også klart at krisen først og fremmest betyder problemer for almindelige arbejdere. Og det er ikke givet om dette vil betyde øget modstand og kamp eller øget resignation, politikerlede og passivitet.
Krisen kommer efter en periode hvor sociale forhold og rettigheder er blevet forværrede. Og i en periode hvor sociale, antikapitalistiske bevægelser vokser, og hvor nye grupper af arbejdere begynder at slås, og gøre sig nye kollektive erfaringer.
Indtil videre er der intet der tyder på at folk ikke vil slås mod forværringer. De mange ønsker forbedringer. Til kom til udtryk med Obamas kampagne og valgsejr i USA, og det kan ses herhjemme med SF’s fremgang, og de store velfærdsstrejker i den offentlige sektor.
2008 var året hvor klassekampen igen kom på dagsordenen og hvor nye grupper gjorde sig konkrete erfaringer med egne kræfter og organisering. Der skulle være god grobund for at 2009 bliver fyldt med nye og større kampe.
Men det er ikke nok med utilfredshed og kampvilje. Vi er nød til også både at slås og vinde. Og her har den revolutionære venstrefløj en kæmpe opgave. Det hjælper ikke at læne sig tilbage og vente på at “klassekampen“ skal vinde i sit eget tempo og på eget initiativ.
I stedet må venstrefløjen sætte deres subjektive aftryk på et kritisk tidspunkt i historien. For sejr for arbejderklassen kræver at venstrefløjen bruger og opbygger sin organisatoriske styrke til at organisere og mobilisere den bevægelse der skal til.
SF må vise om de vil være ansvarlige over for den borgerlige statsmagt, eller hjælpe med at opbygge denne modstand. Ellers må vi i Enhedslisten selv tage ansvaret på os, og bygge partiet op som et revolutionært masseparti der for alvor kan udgøre et alternativ til venstre.
Men dette kræver en Enhedsliste, der kommer ud af sin fokusmæssige baglås. Situationen kræver en venstrefløj der er ideologisk afklaret, og som tør sætte sine få kræfter 100% ind på at koordinere og udvide arbejderklassens og bevægelsernes pres må magten. Hvis vi fejler bliver kapitalismen endnu mere barbarisk.
Se også:
SAA 284: Velfærdsdagsordenen, der forsvandt
SAA 284: Krise og klassekamp
SAA 284: To sider af John Maynard Keynes
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed