Socialistisk Arbejderavis
Nr. 284 – 5. december 2008 – side 4
Velfærdsdagsordenen, der forsvandt
Jan Hoby
Der er sikkert mange, der har svært ved at forstå, hvordan næsten to års stigende aktivitets- og kampvilje blandt arbejdere i specielt den offentlige sektor kunne forsvinde som dug fra solen over sommeren 2008.
SOSUere i OK-protest (foto: Svend Espensen)
Kravet om 5000 kr. mere om måneden var trods alt blevet til alle offentlige ansattes krav. Kravet var ikke længere et utopisk krav fra venstreradikale kræfter, men et krav som havde en massiv opbakning i arbejderklassen. Medierne havde stort set i to år udtrykt den massive opbakning og stemning i flertallet af befolkningen til de offentlige ansattes overenskomstkrav. Så forventningerne har naturligvis været store blandt mange fagligt aktive og venstreorienterede.
Den styrke, som startede med sosu’ernes strejkebevægelse i maj 2007, over budgetkampen efteråret 2007 til forårets overenskomststrejkebevægelse, kunne og skulle udnyttes i kampen om de kommunale og regionale budgetter – men absolut intet skete.
Og det til trods for at nedskæringerne og forringelserne i år var de mest omfattende, siden regeringen begyndte sine tavse nyliberale revolution; skattestoppet og service- og anlægsloftet. Årets kommuneaftale er den strammeste kommuneaftale nogensinde. Ikke alene indeholdt aftalen stramme begrænsninger både på kommunernes mulighed for at opkræve skat og mulighed for at bruge de penge, de allerede havde i kassen. Aftalen indeholder i år også deciderede straffesanktioner. Overskrides kommunernes budgetter under ét, er det nu den enkelte kommune, der bliver modregnet i bloktilskuddet.
Overenskomststrejkerne var ellers på mange måder ført på eksemplarisk vis i de enkelte forbund. Alle steder så vi en meget offensiv linje, hvor medlemmerne blev inddraget aktivt. Som undertegnede og Jakob Nerup skrev:
“Overenskomsten 2008 (OK08) er udtryk for et afgørende skifte i mulighederne for at sætte en ny kurs væk fra nyliberalismen. Og ikke mindst skabe forudsætningerne for at fagbevægelsen igen får en fremtid. Takket være de offentlig ansattes strejke som sprængte rammen, genetablerede ligelønskampen og viste at strejker nytter. Vi er gået fra demonstrationer og socialt forum til politisk klassekamp, hvor arbejderklassens selv slås.“
Men hvad er så årsagen til at forventningerne ikke blev indfriet, og regeringen vandt kampen om de kommunale budgetter? Karl Marx har engang så rammende udtrykt, at det ikke er “menneskernes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed.“ Under kapitalismen er der groft sagt to kilder til arbejdernes bevidsthed: På den ene side deres egne daglige erfaringer og den daglige kamp, og på den anden dyngen af borgerlige ideer, der dagligt bliver hældt ud over os. Det er i kamp, at arbejderklassen kan bryde med de borgerlige ideer – ideologisk, politisk og materielt. Det er i kamp, at arbejderne kan vinde mere selvtillid og selv kan ændre forholdene. At klassekampen svinger og kan eksplodere er vigtigt at have for øje for ikke at blive demoraliseret, når billedet og tempoet ændrer sig, eller det går ned ad bakke, som ved budgetkampen ude i kommunerne.
Så hvem der vinder en klassekampssituation, er på en og samme tid en kompliceret diskussion og meget enkel i udgangspunktet; arbejderklassen udgør det absolutte flertal i samfundet. Men vi har adskillige gange set, at det alene ikke handler om antal, men at spørgsmålet om politisk og fagligt lederskab selv i mindre skærpede situationer som overenskomstkampen er alt afgørende. Det er netop spørgsmålet om konkret lederskab i overenskomstkampen, og hvilken retning kampen bevidst blev givet, der spillede en central rolle for, hvad der ville komme ud af overenskomstkampen og den mere generelle klassekampssituation de sidste to år.
Fraværet at et lederskab i fagbevægelsen, der kunne organisere solidariteten og styrke de strejkende og dermed organisere den udbredte solidaritet på gulvet, har overladt initiativet eller mangel på samme til fagbureaukratiet og alle deres forskellige dagsordner. Og samtidig sikret, at enhver form for ukontrollabel strejke- og solidaritetsbevægelse kunne udvikle sig.
Fraværet af et lederskab på venstrefløjen har også været tydeligt, fordi vi ikke andet end på et meget symbolsk plan har formået at støtte strejkerne. SF har ikke villet noget for alvor, og Enhedslisten har ikke en organiseret og aktivistisk styrke (endnu). Og samtidig har der fra venstrefløjens faglige ledere ikke været selvstændige initiativer til at samle støtten eller strejkende til en fælles strategi og kamp-snak. Og uden denne selvstændige politiske kraft slipper toppen i fagforeninger og forbund alt for let af sted med deres defensive og fagchauvinistiske tilgang.
Så fraværet af et politisk og fagligt lederskab, der kunne udvikle og fastholde enheden, kampgejsten og perspektivet fra neden, ud over sin egne faggruppe, har spillet en afgørende rolle for, at titusindvis af offentlige ansatte “tabte“ pusten og oplevede et politisk og fagligt vakuum efter strejkerne.
Når presset fra arbejderklassen aftager på den herskende klasse, regeringen og fagbureaukratiet, ja så flyttes den politiske dagsorden i medierne, hos politikerne og de faglige ledere meget hurtigt. Det var alene presset fra neden, der dagsordensatte velfærdskampen og mandeløn til kvindefag de sidste to år. Det vil kræve samme omfang af aktiviteter fra neden at sætte den lige så markant på dagsorden igen. I mellem tiden henstår en stor opgave i at udvikle nye lederskab og netværk i fagbevægelsen og på venstrefløjen, der kan sikre, at det er arbejderklassens dagsorden, der sætter dagsorden.
Se også:
SAA 284: Det mener vi: Krisen og venstrefløjen – forhåbning om et rødt nytår
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed