Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 285 – 17. januar 2009 – side 3

Det mener vi

Socialister er anti-imperialister

Så er kæden igen knækket for store dele af venstrefløjen i SF og Enhedslisten: Man ønsker ikke at deltage i Gaza-protester, hvor Hamas deltager.

At SFs Villy Søvndal ikke kan se, “hvilken af siderne, der har skylden“ var vel hvad man kunne forvente.

Enhedslisten kan godt finde ud af at “demonstrere mod Israels krig“ og kræve sanktioner mod Israel.

Men samtidig udtaler Frank Aaen, at “Enhedslisten er imod alle former for terror, uanset om raketterne affyres fra et F16-fly, fra en baggård eller der er tale om en selvmordsbombe.“

Enhedslisten fortsætter sin politik fra 2006, hvor Israel angreb Libanon, hvor hovedbestyrelsen (HB) bekræftede, at:

“Enhedslisten ikke er medarrangør af demonstrationer o.l., hvor Hizbollah står som medarrangør eller får en officiel platform, f.eks. som taler.“

Nu er Hamas blot tilføjet.

Opportunisme?

Motiverne hos EL’s HB er sikkert blandede. Nogle er ofre for mediernes billeder af, at Hizbollah og Hamas først og fremmest er terrorister. Det har dog ikke tidligere holdt venstrefløjen tilbage for at støtte fx ANC i Sydafrika, PLO/Fatah, IRA i Nordirland osv.

Hos andre er det et udtryk for velgennemtænkt – men foragtelig – opportunisme. Logikken er: “Vi ønsker store, brede protester mod Israels krig. Det får vi ikke sammen med militante muslimer.“

Det er et usselt knæfald for den islamofobi, som muslimer i almindelighed udsættes for, men især for den dæmonisering, som folk i Mellemøsten udsættes for, når de går til modstand mod imperialistisk undertrykkelse.

Uanset motiverne så står følgende tilbage: EL er nok imod Israels krig, men man nægter at anerkende de kræfter, der faktisk bekæmper Israel (og USA) i Mellemøsten.

Også uanset om det er en bevægelse som Hizbollah, der i 2006 med massiv folkelig opbakning tilføjede Israel det største nederlag i årtier. Eller det er Hamas, en med stort flertal demokratisk valgt regering, der kæmper med ryggen mod muren.

Hvem så?

Hvis ikke man bakker op om Hamas i modstanden mod Israel, hvem så?

Skal vi vente, indtil socialister vinder flertal blandt palæstinenserne? Det har givetvis lange udsigter, hvis socialister ikke engang kan finde ud af at stå sammen med repræsentanter for Palæstinas folk, når de angribes af USA’s vagthund.

I praksis står EL tilbage med et fromt håb om, at den notorisk svage fredsbevægelse i Israel kan “presse“ deres regering. Eller at Fogh, Gordon Brown, Bush eller Obama vil “presse“.
Begge dele er billeder fra en drømmeverden.

Støt Hamas

Da Hizbollah slog Israel tilbage fra Libanon i 2006 gav det en enorm selvtillid til alle anti-imperialister verden over, men især i Mellemøsten.

Det var ikke kun et nederlag for Israel, men også for de korrupte arabiske regimer, som i ord støtter palæstinenserne, men i praksis samarbejder med Israel. Det er ikke tilfældigt, at 2006 var året, hvor strejker blandt Egyptens arbejdere for alvor begyndte at udfordre den USA-støttede diktator, Hosni Mubarak.

Internationale Socialister/ISU står ubetinget på samme side som fx Hizbollah og Hamas, når de kæmper mod imperialistisk undertrykkelse.

Det betyder ikke, at vi er ukritiske. Vi er imod Hizbollah, når de accepterer den libanesiske regerings nyliberalisme. Og vi støtter de kræfter i og uden for Hizbollah og Hamas, som kæmper mod kvindeundertrykkelse, homofobi eller andre konservative ideer.

Men den største hindring for såvel kvinders som mænds frigørelse i Mellemøsten er imperialistiske krige. Og den slags bliver kun stoppet af aktiv modstand.

Se også:
SAA 285: Palæstina og Israel – spørgsmål og svar: En konflikt skabt af Vesten
SAA 285: Frit Palæstina: Et undertrykt folk har ret til modstand
SAA 285: Permanent krig kræver permanent modstand
SAA 285: Økonomisk ustabilitet skaber større fare for voldelige konflikter
SAA 285: Israels terrorstrategi mod palæstinenserne
SAA 285: Hamas er demokratisk valgt
SAA 285: Gaza-demonstration forsøgt ødelagt af politiet

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 285

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Palæstina

Siden er vist 4456 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside