Socialistisk Arbejderavis
Nr. 285 – 17. januar 2009 – side 2
Israels terrorstrategi mod palæstinenserne
Simon Assaf
Når det kommer til at føre krig, har Israel én enkelt, simpel strategi. Indfang millioner af mennesker mellem kampvogne og jagerfly. Afskær al mad, vand og elektricitet. Og ødelæg så systematisk bygningerne over deres hoveder.
Det er det morderiske mål for Israels landinvasion og luftangreb på palæstinenserne i Gaza. Israel skelner ikke mellem ‚militante‘ og ‚civile‘ blandt palæstinenserne – deres mål er et helt folk.
Massakre og statsterror som krigstaktik har været fundamentet i Israels militære tænkning siden statens oprettelse i 1948.
Israelske generaler mener, at hvis du sulter og dræber nok mennesker, så vil modstanden på et tidspunktet overgive sig for at redde menneskeliv.
Nogle gange virker denne strategi – som i Israels 1982-invasion af Libanon – men andre gange gør den ikke, som Israel opdagede, da det invaderede Libanon igen i 2006.
Det var almindelige menneskers handlinger, som gjorde forskellen mellem sejr og nederlag. I 1982 var palæstinenserne og libaneserne fangede i Beirut, mens israelske tropper og deres allierede militser omringede byen.
I 2006-krigen formåede en million primært shiitiske libaneserne i modsætning hertil at flygte fra den israelske krigsmaskine og søge tilflugt i kristne, druse- og sunni-områder af Libanon.
Det betød, at modstandsstyrker med Hizbollah i spidsen havde mulighed for at give Israels invaderende hær en knusende militær lærestreg. I krigens sidste dage vendte shia-flygtningene i stort tal tilbage til deres hjem og fejede de sidste israelske tropper væk.
Israels intentioner i Gaza bliver tydeligere, i takt med at landkrigen skrider frem. Israel har delt Gaza-striben i tre dele og omringet Gaza By. Derfra håber de at påbegynde en systematisk ødelæggelse af byen.
Det var den taktik, israelerne brugte til at ødelægge Beirut i 1982. Den eneste befrielse fra stormløbet kom, da de palæstinensiske krigere og deres allierede gik med til at forlade byen.
Præcis som i dag dæmoniserede Israel palæstinenserne som “terrorister, terrorister, terrorister“. Præcis som i dag har det “internationale samfund“ råbt op om våbenhvile, men uden at gøre noget.
Israels aktuelle angreb på Gaza er en del af en større “krig mod terror“ – en krig der har som formål at knuse enhver modstand mod amerikansk imperialisme og dens allierede i Mellemøsten.
Den krig er gået dårligt. USA og dets allierede er blevet trukket ned i en endeløs krig og er nu fanget på slagmarkerne i Irak og Afghanistan.
Vores magthavere håbede, at disse invasioner ville konsolidere deres magt. I stedet har de udstillet deres begrænsninger. Nu leder de desperat efter en sejr i Palæstina til at markere de sidste, blodige dage under George Bushs regering.
Israel sigter mod at levere den sejr ved at knuse den palæstinensiske modstand og overhænde de ulmende rester af Gaza til Mahmoud Abbas, det palæstinensiske selvstyres korrupte præsident.
Abbas samarbejder om ødelæggelsen af sit eget folk i det forfængelige håb, at USA vil leve op til sit løfte om en “levedygtig palæstinensisk stat“.
Israel har ingen intentioner om at leve op til sådan et løfte. Ikke desto mindre har Abbas grebet chancen til at slå ned på al modstand på Vestbredden.
Nederlaget i Libanon hænger stadig over Israel. Landets generaler erklærer, at de har “lært lektien“ af den krig. Det kan de takke Egyptens diktator Hosni Mubarak for.
Mubarak har forseglet Egyptens grænse med Gaza-striben for at blokere for alle palæstinensere, der flygter fra ødelæggelserne. Han har stoppet forsøg fra almindelige egyptere på at få nødhjælp ind på det palæstinensiske område. Han har endda beordret egyptiske tropper til at skyde på palæstinensere, der forsøger at krydse grænsen for at komme i sikkerhed.
Al dette har igangsat en hidtil uset bølge af masseprotester i Egypten, som har spredt sig fra hovedstaden Kairo til mindre byer.
Den mest bemærkelsesværdige var den store demonstration fredag i sidste uge 2. januar, o.a. i Arish, den største by i Sinai-regionen. Titusinder gik på gaden med råbte “Hosni Mubarak – du bringer skam over os!“
Arish ligger omkring 23 kilometer fra grænsen til Gaza. Den blev livlinien til Gaza, da palæstinensere stormede grænsen til Egypten i januar sidste år. Folk i byen hjalp palæstinensere med at få fat i så mange fornødenheder som muligt og midlertidigt bryde den israelske blokade.
Mubaraks regime står nu over for en bølge af vrede fra alle dele af landet. Han har formået at kvæle protesterne for nu med sin sædvanlige metode bestående af massearrestationer og voldsom undertrykkelse.
Men omfanget og karakteren af disse demonstrationer har gjort regimets krise dybere, et regime der er rystet af to år med strejker og protester.
Vreden mod Egypten er kommet til udtryk over hele den arabiske verden. I Beirut omringede demonstranter den egyptiske ambassade, afbrændte dæk og stødte sammen med kampklædt politi, før de forsøgte at storme den amerikanske ambassade.
I Yemen blev den egyptiske ambassade kortvarigt besat af demonstranter. Lignende protester fandt sted i Kuwait, Saudi-Arabien og andre rige oliestater, før de blev tæsket væk fra gaderne.
Israel kan være tryg ved sit militærs evne til masseødelæggelse. Landet kan stole på hjælp fra Vesten og sine arabiske allierede. Men enhver israelsk “sejr“ over palæstinenserne vil være kortlivet.
Deres “sejr“ over Libanon i 1982 affødte oprettelsen af den libanesiske modstandsbevægelse Hizbollah. Det er den eneste magt i regionen, der har ydmyget Israel militært – i 2000 og igen i 2006.
Mens krigen i Gaza går ind i endnu en blodig fase, er kun én ting sikker – gengældelsen fra almindelige mennesker i Mellemøsten over de korrupte regimer og deres vestlige støtter vil være grænseløs.
Oversat fra Socialist Worker nr. 2133, 10. januar 2009 af Mikkel Birk Jespersen
Se også:
SAA 285: Frit Palæstina: Et undertrykt folk har ret til modstand
SAA 285: Det mener vi: Socialister er anti-imperialister
SAA 285: Palæstina og Israel – spørgsmål og svar: En konflikt skabt af Vesten
SAA 285: Interview fra Vestbredden: “Nu føler alle på Vestbredden sig som gazanere”
SAA 285: Permanent krig kræver permanent modstand
SAA 285: Økonomisk ustabilitet skaber større fare for voldelige konflikter
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed