Socialistisk Arbejderavis
Nr. 287 – 19. marts 2009 – side 6
Anmeldelse: Dansk nyliberalisme
Er en ny ideologisk venstrefløj på vej?
Jakob L. Krogh
Bogen Dansk Nyliberalisme er et vellykket forsøg på en kritik af nyliberalismen. Liberalisme betyder frihed, i nyliberalismen er friheden til at agere på markedet den eneste vigtige frihed.
Siden begyndelsen af 80’erne har nyliberalismen været afgørende for samfundsudviklingen. I den offentlige sektor har konsekvensen været udlicitering og kommercialisering. Derudover har nyliberalismen betydet liberalisering af udenrigshandlen og af kapitalbevægelserne. Nyliberalismen er blevet accepteret langt ind på venstrefløjen, derfor er denne kritik yderst velkommen.
Det nye i nyliberalismen er erkendelsen af eksistensen af en omfattende offentlig sektor. Derfor er et væsentligt element i nyliberalismen at gennemføre reformer, der tvinger den offentlige sektor til at fungere, ikke som et alternativ til markedet, men som en del af markedet, der tilfældigvis er ejet af stat eller kommune. Nogle af de nyliberale tiltag er:
1. Mere kontrol pga. af manglende tillid til ansatte. Der betyder, at tiden bruges på at bevise, at arbejdet er udført, frem for at udføre det.
2. En ledelsesfilosofi, hvor ledelsen på overfladen giver de ansatte mere selvbestemmelse. Men selvbestemmelsen er kun muligheden for selv at bestemme det, som ledelsen ellers ville have bestemt – at velfærdsydelser skal leveres som varer, der skal tjenes penge på.
Dette fjerner selvfølgelig en væsentlig del af meningen med arbejdet.
Efter en beskrivelse af dette analyserer Janne Gleerup fagbevægelsens svar. Svaret kom i form af strategien Det udviklende Arbejde. Denne strategi betød, at fokus flyttes til den enkelte ansatte og arbejdsplads, og mulighederne for at finde fælles interesser mellem ledelse og ansatte. På grund af fokusset på fælles interesser mellem ledelse og ansatte stemte fagbevægelsens svar godt overens med nyliberalismen.
Problemet for fagbevægelsen er, at den dermed svækker sin mulighed for at varetage medlemmernes interesser over for ledelsen. Gleerups løsning er, at fagbevægelsen flytter fokus tilbage til sin klassiske rolle som en social bevægelse, der bygger på et reelt medlemsdemokrati i stedet for den store afstand mellem toppen af fagbevægelsen og medlemmerne.
Gleerups analyser og løsninger er gode, men hun mangler at stille to spørgsmål. Hvorfor har fagtoppen skabt afstanden til bunden? Og hvordan skal medlemmerne i bunden organisere sig for igen at gøre fagbevægelsen til en social bevægelse, der kan varetage deres interesser?
Svaret indeholder en erkendelse af et faktum, som Gleerup ikke forholder sig til: At fagtoppen har en indkomst, arbejdsmåde og social status, der minder mere om de ledere, den forhandler med, end om de medlemmer, den repræsenterer. Og at fagtoppen har disse privileger, fordi den lever af at forhandle på vegne af medlemmerne frem for at medlemmerne selv handler.
Det er ikke kun i Gleerups artikel, at spørgsmålet om, hvordan vi skal organisere os for at stoppe nyliberalismen ikke rejses, det er i hele bogen. Den handler, som titlen siger, om nyliberalismen i Danmark, ikke om modstanden imod nyliberalismen. Det er bogens største svaghed.
Anders Lundkvist er redaktør af bogen. Når man har læst hans artikel, forstår man denne prioritering.
Lundkvist beskriver overbevisende nyliberalismen. Et eksempel: I 1980 havde de ti største koncerner i Danmark en samlet omsætning svarende til 20 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), mens de ti største koncerner i 2006 havde en samlet omsætning svarende til 50 pct. af BNP.
Det betyder, at virksomhederne i mange brancher kan kontrollere markedet. Dermed forsvinder den konkurrence, der ifølge liberalismen skulle skabe effektivitet. Endvidere betyder kapitalkoncentrationen en enorm økonomisk magt, der underminer demokratiet.
Lundkvists beskrivelse af modsætningerne i nyliberalismen og de demokratiske konsekvenser gør hans artikel yderst læseværdig, men han har samtidig en fundamental fejl. Om mulighederne for modstand skriver han: “Klassekampen afsluttedes med kapitalens sejr ... fordi modmagten, arbejderklassen, opløstes.“ Og lidt længere nede på samme side “Kapitalens almengørelse som folkekapitalisme har ikke gjort kapitalisme-kritikken mindre relevant; snarere tværtimod“.
Det, Lundkvist reelt siger, er: Vi er alle sammen folkekapitalister, derfor er socialismen umulig, men kritikken af den kapitalisme, som vi alle sammen tjener godt på, er enormt vigtig.
Problemet er Lundkvists ide om folkekapitalisme. Dette begreb bygger på to påstande. For det første, at flertallet i dag ejer aktier og hus og tjener godt på det, men, som Anders Hadberg viser i bogens eneste marxistiske analyse, var det den rigeste ene procent, der fik forøget deres kapitalindkomster mest pga. af nyliberalismen, mens de næste 9 pct. fik en begrænset forøget kapitalindkomst. De resterende 90 pct. havde gennemsnitligt en negativ kapitalindkomst – de havde tabt på nyliberalismen. Så det er ikke nogen særlig folkelig “folkekapitalisme“.
For det andet sætter Lundkvist formel ejerskab lig med økonomisk magt, men hvis ikke der er sammenhæng mellem ejerskab og kontrol fører ejerskab ikke til økonomisk magt. Der er intet i folkekapitalismens konstruktion i form af “medejerskab“ via pensionsopsparingen, der giver almindelige lønmodtagere blot antydningen af kontrol over produktionsmidlerne overhovedet. Det er rent narreværk.
Dansk nyliberalisme er fyldt med gode argumenter imod nyliberalismen, men hvis argumenterne skal omsættes til handling kræver det flere svar. Dem finder man ved at handle og diskutere erfaringerne. Derfor er det, man savner mest i bogen, en analyse af, hvad vi lærte af sidste års overenskomststrejker, og hvordan erfaringer derfra kan omsættes således, at næste store strejke ender med et opgør med nyliberalismen.
Dansk nyliberalisme
af Anders Lundkvist (red).
434 sider, 299 kr.
Forlaget Frydenlund.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed