Socialistisk Arbejderavis
Nr. 287 – 19. marts 2009 – side 11
Anmeldelse
Özlem Cekic: Fra Føtex til Folketinget
Martin B. Johansen
Det kan virke prætentiøst, når en blot 32-årig politiker udsender en erindringsbog. Ikke mindst, når forfatteren selv udtaler: “Min personlige historie er ikke interessant.”
Men sygeplejersken Özlem Cekic’s bog, “Fra Føtex til Folketinget”, er alt andet end prætentiøs. Özlem Cekic, der i 2007 blev valgt til Folketinget for SF, fortæller i bogen om sit liv som barn af tyrkisk-kurdiske forældre, om mødet med folkeskolen og via et forlist arrangeret ægteskab om at være fagligt aktiv i Dansk Sygeplejeråd og politisk aktiv i SF-Albertslund. Det er denne baggrund, hun har taget med sig ind i Folketinget, og det gør hende til en de mest inspirerende politikere i øjeblikket.
Özlem Cekic er også aktiv deltager i debatten om indvandrerne, hvor hun udmærker sig ved stædigt at fastholde, at indvandrernes forhold ikke skal forstås som udslag af en særlig kultur, moral eller religion, men skal anskues ud fra de sociale forhold, som flertallet af indvandrerne og deres børn lever under. Som hun sagde i et tv-interview handler det om klasse – de fleste indvandrere tilhører arbejderklassen og deler andre arbejderes glæder, sorger og bekymringer.
Denne erfaring gjorde hun sig allerede tidligt i skolen. Hun skriver: “Jeg var ikke den eneste, der havde svært ved at tilpasse sig. ... De fleste børn havde forældre, der var arbejdsløse, førtidspensionister eller kontanthjælpsmodtagere ... vi vidste alle sammen, hvem der var ‘underlige’ – som vi kaldte både os etniske børn og de børn, der kom fra disse familier.”
I skolen mødte hun en speciel form for dansk tolerance. Hun citerer sin tysklærer for at sige til indvandrerbørnene: “Det er utroligt at se, hvor meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget.”
Özlem Cekic har mange andre eksempler på diskriminerende eller nedladende behandling – fx jordemoderen, der ikke brugte Özlems navn én eneste gang under hendes 23 timer lange fødsel, fordi “det var for svært at udtale”.
Når man ved, hvor udbredt den slags diskrimination er i samfundet, så kan man næsten undre sig over, at langt de fleste med etnisk baggrund alligevel gennem arbejde og uddannelse vælger at lade sig integrere i samfundet. Men det viser meget godt Özlem Cekic’s pointe om, at de sociale forhold er vigtigere end de kulturelle eller religiøse.
I stedet for at lade sig slå ud og sygne hen i et arrangeret ægteskab med mand, børn og hus valgte Özlem Cekic at kæmpe for et liv som uafhængig kvinde. Et mål, som hun fandt støtte til hos sin mormor, der fortalte hende, at hun ikke måtte være afhængig af nogen, “især ikke af mænd”.
Den kamp førte undervejs til et opgør med Connie Kruckow, formand for Dansk Sygeplejeråd, da Özlem Cekic på kongressen i 2004 kritiserede, at Kruckows løn faktisk var højere end statsministerens. Det var ikke populært – Cekic fik at vide, at hun aldrig ville få nogen karriere i fagbevægelsen. Men hun fik dog den indrømmelse, at ledelsen i Dansk Sygeplejeråd ikke længere selv kan bestemme sin løn, men skal have den vedtaget på kongressen.
På den måde er Özlem Cekic’s bog mere end en indvandrers beretning om at vokse op i Danmark – det er også en optimistisk beretning om glæden ved, at man kan forandre sit liv og gøre en forskel.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed