Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 288 – 30. april 2009 – side 9

Sandheden om 9-11

Jesper Juul Mikkelsen + Jørn Andersen

Vi husker det alle: De to tårne står som rygende fakler, tårnene styrter i grus, USA er under angreb. 11. september 2001 er blevet et symbol på “krigen imod terror“.

De seneste år er der opstået en “9-11 Truth“-bevægelse. Det er folk, der vil have sandheden frem om, hvad der foregik i New York 11. september 2001.

De hævder, at terrorangrebet i virkeligheden blev udført af en kreds omkring magthaverne i den amerikanske stat – Bush-regeringen, CIA osv. Angrebet var i virkeligheden en ‘false flag operation’, som skulle legitimere krigen imod Afghanistan og en nykonservativ offensiv i det hele taget.

Teorien underbygges med en række tekniske argumenter, bl.a. om at tårnene ikke kunne falde så hurtigt uden at der var placeret bomber i forvejen. Desuden peger disse aktivister på at der var et tredje tårn, som også faldt sammen ud over de to tvillingetårne.

Rækken af argumenter og tekniske ‘beviser’ er meget lang. Konklusionen er, at de meget magtfulde kredse, der stod bag, skal afsløres og stilles til ansvar for deres konspiration.

Det forkerte spørgsmål

Men “højhus-teoretikerne“ stiller det forkerte spørgsmål.

Det vigtige spørgsmål er ikke hvordan de 2-3 højhuse faldt sammen, men derimod hvordan 11. september fik lov at blive et så stærkt symbol for de herskende klasser rundt om i verden.

Man har misbrugt 11. september til at legitimere krig i Afghanistan og Irak. Man har på globalt plan gennemført terrorlove, begrænset basale demokratiske rettigheder og legitimeret et racistisk muslimhad.

Naturligvis støtter vi kravet om en uvildig undersøgelse af begivenhederne 11. september. Men selv om magthaverne helt sikkert ikke har fortalt hele sandheden om 11. september, så er det ikke nøglen til en stærkere krigsmodstand.

Det sunde ved disse konspirationsteoretikere er deres grundlæggende mistillid til magthaverne. Desværre bliver dette koblet sammen med nogle meget utroværdige argumenter – som fx hvordan en konspiration på flere hundrede mennesker har kunnet holde aktionen hemmelig i næsten 8 år?

Langt alvorlige er det, at de ikke kun – ligesom vi – har mistillid til magthaverne. De viser også mistillid til, at vi kollektivt kan ændre på den herskende orden.

Deres forståelse gør magthaverne til totalt magtfulde herskere, som kan ændre på virkeligheden som det passer dem. En magtelite, der kun kan gennemskues af de få specialister og ‘højhus-nørder’. Det er grundlæggende en elitær tilgang til verden.

Krigspropaganda

Magthaverne har haft held med deres krigspropaganda og med deres ideologiske korstog mod muslimer. Spørgsmålet om hvordan vi går imod denne racisme er derimod et af de vigtige spørgsmål for antikrigsbevægelsen fremover.

Hvorfor har 3.000 menneskers tragiske død i højhusene fået lov til at fylde langt mere end de mange flere tusindes lige så tragiske død under Israels 60 års undertrykkelse af Palæstina? Eller de 1½ mill. døde under FN’s 10 år lange blokade af Irak? Eller krigen og besættelsen i Irak med måske over 1 million døde?

Hvorfor betyder en død hvid fra Vesten mange gange mere end en død iraker eller død palæstinenser? Det er jo netop det 11. september viser.

Imperialisme

Vi skal langt hellere bruge kræfter på at forstå og fortælle om imperialismen – det magtsystem, som giver USA, Nato, Danmark “ret“ til at røve og plyndre verden over, og som står for over 100 års brutal undertrykkelse i Mellemøsten, i Afrika, i Asien osv.

Historien om global undertrykkelse kan mennesker forbinde med undertrykkelsen i deres egen hverdag. Historien om 9-11-konspirationen er og bliver en fortælling, som kun nørder og selvudnævnte eksperter kan forholde sig til. For resten af os bliver det et spørgsmål om “tro“.

En stærk antikrigsbevægelse, der har den globale ulighed som forståelsesramme, og som kan gennemskue krigsherrernes propaganda – det er det skjold vi skal bruge næste gang de fortæller os, at vi alle skal slutte op omkring magten.

En sådan bevægelse opbygges ikke af “eksperter“. Her spiller såkaldt “almindelige“ mennesker den centrale rolle.

Til slut: Nogle argumenterer for, ‘11. september folkene’ ikke burde være en del af antikrigsbevægelsen, da deres konspirationsteorier er så langt ude, at de skader bevægelsen.

Men de er også en del af kritikken af magthavernes krig – derfor har de også plads i antikrigsbevægelsen. Vi skal bygge en stor og bred bevægelse, hvor der skal der være plads til mange forskellige kræfter. En bevægelse med en sund debatkultur, hvor vi alle kan blive skarpere og klarere i vores forståelse af verden.

Det er måske tvivlsomt, hvor meget 9-11-folkene kan bidrage med her. Men så må det være op til os andre at sætte nogle vigtigere dagsordener – ikke at udelukke folk på forhånd.

Se også:
SAA 288: Interview: Massakre mod tamiler
SAA 288: Interview med Gaza-læge: Stort møde om Palæstina og Gaza-krigen på Odense Universitet
SAA 288: Nyt krigerisk forsvarsforlig på vej
SAA 288: Hvad sker der for SF?
SAA 288: USA’s forsvarsbudget vokser i 2010

Flere artikler fra nr. 288

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
11.9.2001 WTC

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen
Jørn Andersen

Siden er vist 3862 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside