Socialistisk Arbejderavis
Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 3
Det mener vi
Hvorfor blive organiseret socialist?
1. maj i år blev der offentliggjort hele to meget interessante meningsmålinger. Den ene fortalte, at 68 pct. af danskerne mener, at der er betydelige klasseskel i Danmark, og langt de fleste mener, det er vigtigt at tale om dem. Og at mere end 61 pct. mener, at “der er behov for politikere, der tør tale om klassekamp“. Den anden fortalte, at 32 pct. er enige i udsagnet “Jeg er socialist“.
Selv om de fleste af dem sikkert stemmer socialdemokratisk eller SF, så er “Jeg er socialist“ et ideologisk udsagn, der rækker videre end de hundeslagsmål, som politikerne til dagligt er optaget af.
Folk vil ikke bare have mere i løn eller bedre pension. De har grundlæggende andre værdier end de liberalistiske, konservative, kapitalistiske.
Medierne
Men hvorfor fylder en klar socialistisk politik så ikke ret meget i den offentlige debat? Et klart og tydeligt socialistisk parti burde jo så få omkring 1/3 af stemmerne.
En del af forklaringen er mediernes magt. Medierne ejes oftest af de økonomiske magthavere. De viderebringer generelt magthavernes verdenssyn – vi hører dagligt om aktiekurser, men sjældent om folks arbejdsforhold. Når skraldemænd strejker, så hører vi om butiksejerens problem med ildelugtende affald, men ikke om, hvorfor skraldemændene strejker.
En anden del af forklaringen er, at medier, politikere samt kommentatorer og eksperter – med få undtagelser – er enige om, at det ikke længere findes en arbejderklasse, at klassekampen er død, og at den liberalistiske markedsøkonomi – muligvis med modifikationer – er det eneste, der virker.
Forandring fra neden
Medierne er dog kun en (lille) del af forklaringen på, at socialistisk politik fylder så lidt. Undersøgelser viser, at de fleste mennesker ikke tror ret meget på medierne og mest bruger dem som underholdning.
Den primære faktor i dannelsen af folks ideologiske holdninger kommer fra hverdagslivet – fra oplevelser på arbejdspladsen, fra diskussioner med familie, venner, kollegaer osv. Derfor oplever vi, at udsagnet “jeg er socialist“ stadig giver dyb mening for rigtigt mange mennesker, uanset hvad vi ellers får fortalt i medierne.
Men der er langt fra at erklære sig som socialist til se sig selv som aktiv i at skabe forandringer. Når et stort flertal ønsker “politikere, der tør tale om klassekamp“, så udtrykker det to modsatrettede ting: At flertallet ønsker forandring, men samtidig at det er andre end dem selv – “politikerne“ – der skal skabe denne forandring.
Men det er ikke politikerne, der skaber klassekamp eller forandring. Klassekamp – at udfordre magthaverne – sker, når vi selv begynder at handle.
Det sker bare ikke af sig selv. I skolen og på arbejdspladsen lærer vi at indordne os. Hvis ikke vi gør det frivilligt, er der et hav af midler til at få os til det: Straf, fyring og meget andet.
Det bliver en kollektiv erfaring, at det er farligt ikke at indordne sig.
Når folk alligevel handler, så er det oftest, fordi de ser, at andre kan gøre det. Det er derfor, at klassekampen oftest bevæger sig op og ned i bølger.
De store velfærdsstrejker og -protester i 2006-7 ville ikke have fundet sted, hvis ikke nogle SOSU-assistenter i Holstebro havde fået nok og gik i strejke. De fik opbakning fra andre, som også havde fået nok, men lige manglede troen på, at det nyttede at protestere.
Socialistisk politik
Men hvis vi skal vente på den næste “store protest“, så kan vi måske komme til at vente længe – også selv om det store flertal ønsker forandring.
Det er her organiserede socialister kan gøre en forskel. Organiserede socialister kan udgøre et netværk på tværs af byer og arbejdspladser, som knytter de mange ideologiske socialister sammen. De kan rejse spørgsmål om støtte til fx strejkende skraldemænd eller udvisningstruede flygtninge overalt i landet – og derigennem kan de give en mere tydelig stemme til de mange, der har socialistiske holdninger.
Det skulle gerne være sådan, at næste gang folk lufter deres utilfredshed – i familien, blandt venner eller kolleger – så er der organiserede socialister, som kan hjælpe med at gøre utilfredshed til handling.
Flere organiserede socialister kan forkorte vejen fra utilfredshed til handling.
Socialistisk politik handler meget lidt om, hvad røde politikere kan gøre – og rigtigt meget om, hvad vi kan hjælpe hinanden med at gøre i fællesskab.
Vi foreslår, at du går med i Internationale Socialister/ISU.
Se også:
SAA 289: Stop udvisningerne: Syndebukke for en syg regering
SAA 289: Enhedslistens årsmøde: Folketinget frem for bevægelsen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed