Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 6

Enhedslistens årsmøde

Folketinget frem for bevægelsen

Jakob Nerup

Enhedslisten er et parti i bevægelse. I tider med megen klassekamp og udenomsparlamentarisk mobilisering som sidste år, så rykker Enhedslisten med. Og i tider som nu uden den store bevægelse, så fokuserer Enhedslisten på folketingrepræsentationen.

Men bag denne blafren i vinden gemmer der sig også en politisk kamp om Enhedslistens fremtid. Skal Enhedslisten være et antikapitalistisk parti af aktivister med rod i arbejderklassen eller skal det være et venstrereformistisk vælgerforeningsparti baseret på meningsmålinger og spin.

Da de offentligt ansatte strejkede i 2008 var Enhedslistens medlemmer og ledelse 100 pct. med. Og det fik forrige årsmøde til at vedtage resolutioner om mere fokus på bevægelse og en plan om at ville være et organiseret arbejderparti, samt en skarp kant overfor regeringen. Til dette årsmøde skulle man tro at denne kant var endnu mere skærpet og betydningen af bevægelse og klasse understreget. Men det gik tværtom.

Årsmødet vedtog med stort flertal at koncentrere Enhedslistens fremtid omkring det næste folketingsvalg. Og den politiske basis udgøres af et ja til at være parlamentarisk sikkerhedsnet under en socialdemokratisk regering og et politisk grundlag bestående af de punkter hvor SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet er enige.

Udvisket profil

Væk er ambitionen om at bygge bevægelse og skabe opposition i arbejderklassen, som selve forudsætningen for at styrke venstrefløjen i folketinget. Væk er den skarpe kant. Profilen er udvisket i misforstået enhed om nogle krav som ikke er formuleret fra neden og som aldrig bliver regeringsgrundlag, fordi de Radikale ikke accepterer dem og Enhedslisten ikke vil vælte en ny SD-SF-Rad. regering, selv hvis den er racistisk, fører krig eller laver nedskæringer.

Nu overlades Enhedslistens politiske indsats til spindoktorerne i Enhedslistens Christiansborgsekretariat og selve udførelsen til folketingsmedlemmerne og andre med parlamentariske hverv.

Enhedslistens medlemmer skal nok hyppigt blive mobiliseret til at uddele flyers for parlamentariske budskaber prydet af stylede billeder af Ø-politikere osv. Væk er billeder af kassedamer og kranførere, der er i kamp og bevægelse. Væk er forslagene til handling, hvor strejken – demonstrationen – mødet, er selve omdrejningspunktet for Enhedslisten. Stem på os, er det svar medlemmer og arbejderklassen får.

Væk er også troen på at arbejderklassen vil slås mod krisens konsekvenser og perspektivet om et kampdueligt lederskab i fagbevægelsen. Enhedslisten vil fremover komme med mange forslag gennem folketinget til afbødning af krisen, så den ikke rammer lønmodtagerne så hårdt.

Men det er ikke sådan at Enhedslisten har påtaget sig initiativet for at udfordre fagbevægelsens passivitet og samle de kræfter som vil slå igen. Dertil er hensynet til Socialdemokraterne i fagbureaukratiet og det kommende regeringsskifte blevet for stort blandt de toneangivende i Enhedslistens ledelse.

Klimakamp eller kommunalvalg?

Klimakampen står over sin hidtil mest afgørende mobilisering, når verdens magthavere mødes i København til december. Enhedslisten er selvfølgelig 100 pct. med bevægelsen, men desværre er det tvivlsomt hvor meget det omsættes i praksis.

Der er jo kommunalvalg få uger inden, og med det entydige parlamentariske fokus, så bør man være bekymret for mobiliseringen. Den politiske kant bliver hverken særlig antikapitalistisk eller arbejdervenlig, som det fremgår af Enhedslistens klasseløse og individorienterede klimamaterialer.

Heldigvis svinger Enhedslisten stadig med bevægelsen, så der er håb forude, når arbejderklassen rykker og vi demonstrerer for asyl. Men der er grund til at styrke den position, som ønsker et antikapitalistisk masseparti af aktivister fra arbejderklassen, og arbejde konstruktivt med alle i Enhedslisten som vil i den retning.

Se også:
SAA 289: Det mener vi: Hvorfor blive organiseret socialist?

Flere artikler fra nr. 289

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 4528 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside