Socialistisk Arbejderavis
Nr. 289 – 26. juni 2009 – side 11
30‘ernes krise og i dag
Jørn Andersen
Krisen i dag er endnu ikke nær så dyb som krisen i 30‘erne. Om den vil blive det, kan kun fremtiden vise. Men lad os kigge på forskellene i omfang – og på ligheder og forskelle hos de bagvedliggende faktorer.
Krisens omfang
Sammenligner vi produktionen i en række vigtige lande i 2009 med niveauet året før, er alle tallene i minus (Kina er ikke med).
BNP april 2009 i forhold til april 2008:
USA -2,6%
Frankrig -3,2%
UK -4,1%
EU-27 -4,4%
Italien -5,9%
Tyskland -6,9%
Japan -9,1%
Rusland -9,5%
(Kilde: Stratfor)
Altså en ret markant tilbagegang ca. 1½ år efter at recessionen slog igennem i USA.
Men i 30’erne faldt produktionen over 40 pct. i USA og knapt 30 pct. i Frankrig i forhold til 1929.
Kigger vi på arbejdsløshedstal, så var den i USA på et tidspunkt i 30‘erne oppe på næsten en tredjedel, mens den officielle arbejdsløshed i dag stadig er under 10 pct. Her er der dog store udsving. Fx er Spanien ved at nærme sig en arbejdsløshed på 20 pct.
Spørgsmålet er så: Er det fordi krisen bare ikke er nær så dyb i dag som i 30‘erne? Eller skyldes det blot, at krisen udvikler sig langsommere?
Ligheder
Både 30‘ernes og dagens krise har det fællestræk, at profitraten var væsentligt lavere da krisen slog igennem end 2-3 årtier tidligere. Og at man i stedet for at investere i produktion i stigende grad foretog spekulative og risikable investeringer.
I begge tilfælde betød det, at det langsigtede fald i profitraten blev “skjult“ bag en oppustet bobleøkonomi. Og euforien over bobleøkonomien fik i begge tilfælde både økonomer og lægfolk til at tro på evig fremgang – lige indtil boblen brast.
I begge situationer skete der en kraftig internationalisering af finansmarkederne op til krisen slog igennem – USA lånte til Tyskland i 20‘erne, Kina m.fl. til USA i nutiden.
I begge tilfælde betød det, at krisen meget hurtigt blev en international krise.
Men der er også vigtige forskelle.
Statens større rolle
En væsentlig forskel mellem 30‘erne og i dag er, at staten spiller en langt større økonomisk rolle i dag end dengang. For USA stod staten i 1929 for 2,5 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), i 2007 for ca. 20 pct.
Selv under Roosevelts New Deal nåede de kun op på godt 9 pct. af BNP i 1936.
Statens større andel af økonomien sikrer en vis minimums-efterspørgsel og er derfor en stabiliserende faktor. Det samme gælder staternes forsøg på at afhjælpe krisen med enorme “pakker“, noget som slet ikke fandt sted i 30erne.
Ingen af delene løser krisen, men kan forklare, hvorfor økonomien ikke er brudt sammen i samme grad i dag som i 30‘erne.
Globalisering
Men en anden faktor trækker i modsat retning: Især banker og finansieringsselskaber opererer i langt højere grad på internationalt plan end i 30‘erne.
I 30‘erne var det stort set kun mindre banker, der krakkede. I september 2008 betød Lehman Brothers’ fallit, at en række andre store banker i Europa kom i store problemer.
Det tvang regeringerne til at udskrive store bankpakker for at holde kreditformidlingen i gang. Men det kunne de kun gøre ved at tage dem andre steder fra – steder, som ellers ville efterspørge varer og dermed holde produktion i gang.
En række lande – fx Island, Ungarn og Ukraine – har ikke været i stand til at gennemføre den øvelse og er i realiteten under administration af IMF.
Stat og globalisering
I nogle tilfælde er selv en stor stat ikke stærk nok til at holde hjulene i gang. Fx har Japan været i permanent krise i ca. 15 år. Selv om man har sænket renten til ingenting og staten har sikret massive investeringer (og holdt lønnen nede), så er profitraten stadig lav.
Den japanske stat har i 15 år været i stand til at forhindre et egentligt sammenbrud i den japanske økonomi, men har ikke kunnet sætte gang i væksten igen.
Der er med andre ord grænser for staters økonomiske magt.
Er der en løsning?
Flere gange om måneden hører vi om, at “nu er der tegn på“ – ikke at krisen er ved at være ovre, men at det går knapt så hurtigt nedad. Næste dag eller ugen efter kommer der så tal, der peger i den modsatte retning.
Økonomer snakker nu om enten L-kurve eller en W-kurve.
L-kurven betyder det nuværende fald vil blive efterfulgt af en længere periode med meget lav eller negativ vækst.
W-kurven betyder, at faldet bliver efterfulgt af et opsving – men fordi de grundlæggende profitrate-problemer ikke er løst, vil det være et relativt kort boble-opsving efterfulgt af et nyt fald.
Humlen er, at ingen kan vide det.
Hvad vi kan vide er, at 30‘ernes løsning med at “trække investeringerne hjem“ (protektionisme og statskapitalisme) ikke er en reel løsning i dag pga. en langt mere globaliseret økonomi.
Imperialisme
Vi står altså med et system af store koncerner – så store at man ikke kan tillade dem at gå fallit, da de vil trække andre store med i faldet.
Hver af disse koncerner er knyttet til en stat – men det er ikke sikkert, at staterne er i stand til holde dem oppe.
Sammenknytningen mellem store koncerner og stater var den anden side af situationen i 30‘erne. Økonomisk rivalisering blev til militær rivalisering.
Det var først da 2. verdenskrig startede, at der for alvor kom gang i hjulene igen. Det kan selvfølgelig være en løsning for de kapitalister, der overlever. Men for det store flertal af verdens befolkning vil det være et skræk-scenario.
Se også:
SAA 289: Ender det som i 30‘erne?
SAA 289: Krisen: Modstand i dag
SAA 289: 1930’erne: USA‘s arbejdere i kamp
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed