Socialistisk Arbejderavis
Nr. 292 – 8. oktober 2009 – side 9
Kreative klimaaktioner
Jørn Andersen
På over 2.682 steder i 134 lande samledes titusindvis af mennesker den 21. september til “Global Climate Wake Up Call“ organiseret via tcktcktck.org.
350.org-dagen 24. oktober tegner til at blive endnu større. I skrivende stund er der registreret over 2.500 “events“ verden over, heraf godt halvdelen i USA og Canada.
tcktcktck.org og 350.org er de to største internetbaserede kampagner, som søger at lægge pres på politikerne op til klimatopmødet i København.
Som tallene viser, er de faktisk i stand til at involvere rigtigt mange mennesker og gøre det globalt. Og formålene kan vi kun være enige i.
Alligevel er der grund til at kaste et kritisk blik på disse kampagner. Så lad os starte med lidt historie.
Kampagnerne er udviklet af flere elementer: Den simpleste er internet-baserede underskrifts-indsamlinger. Dem har de fleste prøvet at deltage i.
Avaaz
Avaaz.org bragte dem et skridt videre ved at lancere globale kampagner – fx for at befri den burmesiske politiker Aung San Suu Kyi eller for at “hjælpe Obama med at lukke Guantanamo“. Deres opfordring er: “Gå i aktion sammen med folk verden over om presserende globale spørgsmål“.
Nogle af dem er rene underskiftsindsamlinger (fx har 163.000 støttet Aung San Suu Kyi), andre er der knyttet indsamlinger til. Det er let: Sæt dit navn eller giv et beløb, og du er med til at forandre verden.
Et andet element er flash mobs. Ifølge WikiPedia betyder det: “En stor gruppe mennesker samles pludseligt et offentligt sted, gør et eller andet usædvanligt og spredes lige så hurtigt igen.“ Man dokumenterer det så ved at tage billeder og offentliggøre dem på et website.
En aktion som tcktcktck 21.9 bestod oftest i at folk tilmeldte sig på hjemmesiden til et på forhånd udpeget sted og tidspunkt. Her ringede mobilen, og man rakte den op i luften og så hvem der ellers gjorde det samme og samledes.
350.org opstod ved at den canadiske klimaforkæmper Bill McKibben i 2007 gik sammen med Avaaz-folkene for at lave en kampagne for, at CO2-indholdet i atmosfæren skulle ned under 350 ppm. Et synspunkt som før da kun var rodfæstet hos videnskabsfolk og klimanørder, men som i dag er det gængse krav blandt klima-aktivister, bl.a. takket være 350.org.
Svagheder
Alene antallet af deltagere gør, at man ikke skal afskrive disse aktioner. Men der er oplagte svagheder.
For det første er de afhængige af, at der er en lille gruppe af centrale “organizere“, som er i stand til at vinde en position på Internet til at det kan lade sig gøre. Uden disse centrale organizere er de intet.
Det betyder for det andet også, at de er fuldstændigt udemokratiske – det er kun en lille kreds af mennesker, der har indflydelse på indholdet af kampagnen. Alle andre kan kun vælge at tilslutte sig eller lade være.
Nu er det også nogle gange tilfældet i mere traditionelle kampagner. Men de lider desuden oftest af en mere afgørende svaghed: At deltagerne meget sjældent har mulighed for at organisere videre, når de er mødtes – fordi der ikke har været nogen demokratisk forberedelse, og ingen derfor kender hinanden på forhånd.
De er en handlemulighed for individer – ikke for social aktion og organisering.
Medie-fokus
Events’ene er primært beregnet på at få medieopmærksomhed – ikke at udvikle en bevægelse, hvor folk kan organisere sig selv sammen med venner, naboer, kolleger osv. De er oftest ekstremt passive (se fx billederne på tcktcktck.org), og de samler sjældent mere end nogle snese eller få hundrede.
Det gør dem ikke ligegyldige – men det gør, at de ikke kan stå i stedet for at opbygge bevægelser, hvor mennesker mødes ansigt til ansigt og demokratisk udvikler aktionsformer og -mål i fællesskab.
Der er naturligvis forskelle mellem disse aktioner. Nogle er tæt knyttede til eksisterende netværk i den “virkelige verden“. Det gør dem langt stærkere – fx organiseres 350.org-dagen 24. oktober mange steder af eksisterende klimagrupper, som kan bruge dem til at knytte nye aktive til sig.
Hvorfor vokser de?
Men hvorfor vokser disse “kreative“ klima-aktioner frem netop nu?
En afgørende grund er, at store organisationer som fx Oxfam, Greenpeace, WWF (Verdensnaturfonden) m.fl. organiseret i Global Campaign for Climate Action (GCCA) har kastet sig ind i dem. GCCA er hovedkraften bag tcktcktck.org.
For dem er det en slags løsning på det problem, at klimatruslen kræver pres fra rigtigt mange mennesker, mens de selv ikke har et særligt stort aktivistisk netværk.
De fleste af dem har mange medlemmer (eller “støtter“), men ingen eller kun få aktivister. De har ofte mange ansatte, men de løser mest administrative opgaver, arbejder som professionelle hjælpearbejdere eller som lobbyister, der skal overbevise regeringer om deres sag.
Stillet over for klimatruslens krav om masseaktion har de set disse internet-baserede aktionsformer som en måde at involvere mange.
Det er en vigtig erkendelse, at mange skal involveres. Men tcktcktck- og 350-kampagnerne er ikke løsningen. Her er erfaringerne fra OOA meget mere nyttige.
Det er ikke nok at få nogle øjeblikkes medie-opmærksomhed. At stoppe klimatruslen kræver, at rigtige, levende mennesker mødes i den virkelige fysiske verden – ikke for at lave et medie-stunt, men for demokratisk at beslutte, hvordan kampen kan komme til at involvere kolleger, medstuderende, naboer og venner.
Se også:
SAA 292: Hvorfor vi ikke har atomkraft i Danmark: Historien om OOA
SAA 292: 43 arresteret under Obamabesøg
SAA 292: 24. oktober: 350.org
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed