Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 6
Det islandske Nej var et nej til at betale for bankernes spekulationer
Jonathan Højgaard
Den 6. marts afviste islændingene en tilbagebetalingsaftale på et lån, de ikke havde taget. Med overvældende 93% siger de klart nej til at betale en de 28 milliarder + renter tilbage, som den britiske og hollandske regering kræver. Beløbet udgør halvdelen af Islands samlede BNP.
Det er forståeligt, at den islandske befolkning afviser at betale for bankernes inkompetence og det kapitalistiske systems uplanlagte kaosøkonomi, der altid forsøger at lade almindelige mennesker betale, når det går galt.
Dog er kampen næppe vundet endnu, da den islandske regering fortsat er i forhandlinger om betingelserne for lånet – hvis den skal vindes, er det vigtigt, at befolkningen ikke finder sig i at skulle betale med deres velfærd og derfor afsætter regeringen, hvis den ikke retter ind efter folkeafstemningen. Islændingens ønske var ikke at betale lidt mindre i rente, men ikke at betale for et lån, de aldrig havde taget.
I oktober 2008 gik Island fra at være verdens sjetterigeste land pr. indbygger til at være på kanten af et statsbankerot. I årtiet op til krakket havde Island været et nyliberalt eksperiment med frit spil for det private erhvervsliv og minimal velfærd til det brede flertal af befolkningen. Den ulighed, som nyliberalismen førte med sig, betød blandt andet, at islandske kvinder kun fik 64,5 procent af, hvad en islandsk mand fik i løn.
Den nyliberale vækst stoppede med Icesaves fallit, der var den afgørende brik for den islandske økonomis fald. Icesaves endeligt betød en kædereaktion, hvor bankaktier i almindelighed blev værdiløse, firmaer gik fallit på stribe, 40% af befolkningen kunne ikke længere betale deres husleje, og tusinder af pensionister mistede deres livsopsparing. Dette forårsagede masseopstanden.
Den 24. oktober nedlagde de islandske kvinder arbejdet med krav om lige løn. Dette skete med islandsk LO i spidsen, og demonstrationen samlede 50.000 deltagere i et land med 325.000 indbyggere. I andre tilfælde gik almindelige mennesker gik på gaden, selvom dette medførte kampe med politiet. At almindelige mennesker selv tog ansvar for situationen, med kollektiv, civil ulydighed, betød den siddende regerings afgang og dannelsen af en centrum-venstre regering bestående af Socialdemokraterne og de Venstre-grønne, der er venskabsparti med Enhedslisten. Nu skal denne regering tvinges til at lytte efter befolkningen med samme metoder.
Billedtekst:
93% af islændingene sagde klart nej til at betale de 28 milliarder + renter tilbage, som den britiske og hollandske regering kræver.
Se også:
SAA 296: Kriseløsninger
SAA 296: Modstand mod nedskæringer
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed