Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 7
Modstand mod nedskæringer
Christine Kyndi
Efter en periode med årlige nedskæringer i den offentlige sektor, svinger regeringen igen sparekniven. Denne gang skal der spares 31 milliarder kroner før 2015, hvilket blandt andet skal ske ved at indføre nulvækst i den offentlige sektor. De nedskæringer betyder (endnu engang) velfærdsforringelser og mange flere fyringer af de i forvejen alt for hårdt pressede offentligt ansatte.
Angrebene på den offentlige sektor foregår ikke kun i Danmark – over hele Europa sker der systematiske angreb på velfærden og på de offentligt ansatte.
Nedskæringer handler om prioriteringer. Og når regeringer selv får lov at prioritere, er det som regel ikke bedre velfærd, der står øverst på ønskelisten. Når VKO vil spare på vores velfærd igen, og siger, at det er udtryk for økonomisk ansvarlighed, er det løgn; det er VKO der prioriterer, og som sædvanligt trækker arbejderne det korteste strå.
Forskellige landes regeringer smider mange milliarder kroner efter banker og virksomheder, så snart de er i problemer, ofrer milliarder kroner på imperialistiske krige, og alene i år koster VKOs asociale skattelettelser 54 milliarder kroner.
Nu står regeringerne så med regningen for en krise, som skal betales. Den regning har de tænkt sig at sende til dem, som fik mindst ud af opsvinget: arbejderklassen.
Derfor skal græske arbejdere bøde for kapitalisternes krise ved at gå ned i løn, betale højere skat og få forringet deres velfærd. Derfor vil Portugals socialistiske regering fastfryse lønnen for offentligt ansatte, selvom de har haft reallønnedgang siden 2000. Derfor vil man i Irland skære de offentligt ansattes løn med 20 %, lave skattestigninger og velfærdsforringelser. Og derfor vil Løkke og co. skære ned på vores velfærd igen.
Men det er ikke “kun“ offentligt ansattes arbejde, arbejdsforhold, løn og velfærden generelt, det går ud over. Også de privat ansatte bliver presset, hvilket viser sig i de historisk dårlige resultater fra overenskomstforhandlingerne. Og i at chefen for Den Europæiske Bank siger, at grækerne har så høje lønninger, at det går ud over landets konkurrenceevne, selvom grækerne allerede har en af de laveste levestandarter i Europa.
Ikke bare vores velfærd, men også både de offentligt og privat ansatte er under pres. Det sker ikke kun i Danmark, det sker overalt. Arbejderklassen er under angreb, og derfor må den komme med et stærkt, kollektivt modsvar.
Kampen mod EUs, regeringernes, bankernes og arbejdsgivernes offensiv er allerede begyndt. I Grækenland har der ud over tre generalstrejker været strejkebølger og store demonstrationer. I Island har befolkningen stemt nej til at betale regningen for bankernes krise.
I Finland strejkede havnearbejderne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne og lammede al eksport og produktionen på visse fabrikker i to uger. Finsk industris sammenslutning har beregnet, at strejken har kostet omkring 110 millioner euro pr. døgn i et land, som er utroligt afhængig af eksport fra havne.
Kapitalisterne er afhængige af vores arbejdskraft. Ved at strejke har vi magten til at tage kontrol over hele produktionen, og fratage kapitalisterne deres magt. Den herskende klasse er bange for os. Og hvis de tror, vi vil betale for deres krise, tager de fejl.
Billedtekst:
I Grækenland har vi set de hidtil største protester
Se også:
SAA 296: Det islandske Nej var et nej til at betale for bankernes spekulationer
SAA 296: Kriseløsninger
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed