Socialistisk Arbejderavis
Nr. 301 – 18. september 2010 – side 4
Baggrund
Politi i stedet for klimaløsninger
Jørn Andersen
Problemet for magthaverne op til topmødet var, at de godt vidste, at der var et bredt folkeligt krav om et eller andet resultat, som ville hjælpe klimaet. På den anden side var de lige så klar over, at de ikke ville levere varen.
Den globale økonomiske krise var for alvor slået igennem et år forinden, så større investeringer i klimaløsninger var helt udelukket for verdens nyliberale politikere.
Men hvad med den folkelige opinion? Hvis den fik for meget plads, så større dele af befolkningen begyndte at diskutere, hvilke klimaløsninger der burde anvendes, så ville politikerne komme under pres.
Så man gør to ting: På den ene side opretholder man illusionen om, at der faktisk ville komme et eller andet positivt ud af topmødet. På den anden side starter man en systematisk hetz-kampagne mod alle, der havde tænkt sig at demonstrere ved topmødet.
Gennem 8 måneder var det på skift politikerne (med Brian Mikkelsen i spidsen), politiet og medierne, der fremmanede et billede af horder af voldsbøller, der ville komme til København og “brænde byen af“.
Målet var ikke at skræmme organiserede klima-aktivister fra at protestere – men at de fik følgeskab af titusinder af “almindelige mennesker“.
Der blev bygget “klimafængsel“ i Valby. Politiet fik vandkanoner. Politiet fik lømmelpakke. Der blev iværksat telefon-aflytninger. Folk omkring Bella-Centret blev opfordret til at angive “mistænkelige personer“. Der blev snakket om “sort blok“ osv. osv.
Problemet er, at den slags virker – i hvert fald for en tid. Det var først de sidste par uger op til 12. december-demonstrationen, at aktivister ikke altid blev spurgt, om det nu var sikkert at deltage.
Demonstrationen 12. december blev en enorm succes med 100.000 deltagere. Politikerne stod med skammen. Men det der kunne have været en månedlang folkelig debat om klimaløsninger blev stoppet af politi og mediehetz.
Retssagerne skal bruges som et figenblad til at dække over politiets million-bevillinger til topmødet – og mediehetzen op til topmødet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe