Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 303 – 4. november 2010 – side 10

Interview

Opråb i harmoni fra Gaza

Lisa M. Ødegaard

København har haft fornemt besøg den sidste måned. Hip hop gruppen D.A.R.G team (Da Arabian Revolutionary Guys) har spillet til undergrundsfestivalen Displaced Expressions, og tog sig også tid til at give et par tunes til antikrigsbevægelsens årlige markering af invasionen af Afghanistan. Jeg mødte deres agent, Fadi M. Bakheet, på Christiania.

Hvorfor vælger I at spille til en demonstration mod krigen i Afghanistan?

Fordi det der foregår i Afghanistan minder meget om det der sker i Palæstina. Afghanerne har ret til at vælge hvordan deres fremtid skal se ud. Vi tror på, at folket har styrke til at forandre, hvad der sker i deres eget land. Det var forkert af NATO at blande sig i deres situation.

Da vi hørte hvordan den danske regering tager penge fra velfærden og bruger på krig..! De burde tage de penge, og styrke velfærden i Danmark, stoppe nedskæringerne og bygge bedre skoler, sygehuse osv. Hvis alle lande i verden tog de penge de bruger på at lave krige mod hinanden, og brugte dem på velfærd, tror jeg verden ville være et bedre sted.

Hvilket budskab forsøger i at formidle igennem jeres musik, og til hvem?

Vi har to hovedbudskaber. Det første går hovedsagelig ud til araberne og palæstinenserne. Vi prøver at sprede palæstinensisk hip hop som en ny måde at få budskaber frem på, fortælle vores historie og starte en dialog. Vi vil få den rigtige historie frem, fortælle om vores kultur, alt det der ikke bliver fortalt i nyhederne. Så vi bruger musikken som talerør.

Det andet budskab går ud til alle dem udenfor Palæstina; vi er ikke anderledes end jer. Vi er bare de her mennesker der bor i en del af verden, hvor der er en konflikt i gang. I ser på os som terrorister, der ønsker død over Israel. Det er ikke rigtigt! Vi prøver bare at leve i fred. Vi vil sende et budskab ud om fred, frihed, ligeværd og i det hele taget for at vise, at vi eksisterer.

Tror I på en fremtid med fred og frihed for folket i Palæstina?

Ja. Hvis vi ikke havde et håb, hvorfor skulle vi gøre som vi gør? Hvorfor prøve at formidle et budskab? Der er altid håb, vi tror på i morgen. En dag vil der blive fred. Hvis det ikke sker i vores levetid, så måske for næste generation.

Vi er alle nødt til at tage et skridt tilbage og trække vejret. Man starter altid en diskussion ved at snakke om hvad man er uenig i. Vi har så meget til fælles, vi er alle efterkommere af Abraham. Dersom vi i stedet snakker om, hvad vi er enige i, tror jeg simpelthen vi vil have mere at snakke om.

Giver mainstream medierne et ærligt billede af hvad der foregår i Gaza?

Nej! Absolut ikke. De giver kun en side af historien. Gaza er ikke kun ødelæggelse og konflikter og krise. Det er rigtig nok at det er hårdt, folk kæmper hver dag. Men midt i det hele har folk faktisk et liv. Man ser kun historier om bombardementer, dødstal og kaos. Man hører aldrig om de mennesker der bliver gift, går i skole osv. Folk prøver at leve normale liv, og det billede kommer aldrig frem i medierne.

Og hvad med for eksempel massakren i 2008?

Hvad der skete i 2008, var vanvittigt. Medierne dækkede det som en krig, men en krig er to stater der kæmper mod hinanden. Vi er ikke engang en stat! Det der skete, var en massakre. Mange beskyldte palæstinenserne for hvad der skete. Vi har levet under en ulovlig besættelse i 62 år! Hvordan kan man klandre et besat folk, der kæmper for sin frihed? Vi har ret til at kæmpe tilbage, vi har ret til at gøre modstand, vi har ret til at gøre det vi kan for at få vores land tilbage.

De bombefly, der dræbte mere end 1400 mennesker, var ikke vores. Det var ikke os, der havde tanks, der ødelagde mere end 3.000 hjem.

Skylden ligger hos Israel, der bombede civile tidligt om morgenen, i deres senge eller på deres arbejde. Mere en 30 luftangreb på under 20 sekunder. Hvordan er det selvforsvar? De steder de ”forsvarer” har de besat ulovligt, du kan ikke lovligt og med magt forsvare et sted der aldrig har tilhørt dig.

Hvad kan vi gøre for at hjælpe? Hvad synes i om ’direct actions’ som fredsflåderne der forsøger at bryde blokaden?

Det palæstinensiske folk har behov for redskaber til at bygge sin infrastruktur op igen. Men det vigtigste er, at folk bliver ved med at sprede det rigtige budskab. Vi sender en stor tak til folkene bag nødhjælpsskibene, for deres aktion handler om så meget mere end at hjælpe. Det handler om at bryde blokaden, og sige klart nej til Israels retningslinjer.

Jeg ville ønske, vi havde magt til at stoppe det der skete. Vi er så kede af, at liv skulle gå tabt, og vi vil være evigt taknemlige for det de gjorde for os.

Se også:
SAA 303: Boykot Israel

Flere artikler fra nr. 303

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Palæstina

Se flere artikler af forfatter:
Lisa M. Ødegaard

Siden er vist 2509 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside