Socialistisk Arbejderavis
Nr. 303 – 4. november 2010 – side 15
Frankrig
Den første sejr – strejken i 1995
Jonathan Højgaard
Den tre en halv uge lange strejkebevægelse i Frankrig i slutningen af 1995 blev et vigtigt vendepunkt for klassekampen – i Frankrig men også i resten af Europa. Den viste at arbejderklassen ikke, som det ellers var proklameret af post-modernistiske kommentatorer, var afgået ved døden, men tværtimod levede og kunne kæmpe. Bevægelsen var den største og mest radikale i Frankrig siden 1968.
I 1995 blev Jacques Chirac valgt som fransk præsident og Alain Juppé blev premierminister. Chirac afløste den socialistiske præsident François Mitterrand.
Mange arbejdere var skuffede over, at en erklæret socialistisk regering havde svigtet dem ved at svinge kniven over velfærd og faglige rettigheder. Frustration gav sig udslag i den borgerlige valgsejr – en fjerdedel af arbejderne stemte endda på Le Pens nyfascistiske Front National.
Kampen begynder
Juppé gik straks til angreb på arbejderklassen med en række lovforslag som ramte specielt de offentligt ansatte hårdt – men også rummede markante forringelser for privatansatte.
Juppé havde sikret sig toppen af fagbevægelsens accept af nedskæringerne.
Men da det privilegerede lag af bureaukrater opdagede, at reformerne også ville ramme deres magt direkte, fik piben en anden lyd. Og de indkaldte nu til protester og strejker.
10. oktober gik de offentligt ansatte i strejke imod den planlagte fastfrysning af deres lønninger. Tog og fly blev aflyst på grund af strejker og blokader, universiteterne lukkede, da både lærere og studerende gik på gaden i protest – den parisiske metro stod stille.
Organisering fra neden
Den anden generalstrejke blev den 24. november og omfattede en halv million, især offentligt ansatte – på trods af manglede støttede fra de faglige ledere. Skytset blev både rettet mod regeringens nedskæringer og fagforeningslederne som havde blåstemplet nedskæringerne.
Strejken fortsatte i de kommende uger – busserne, togene og metroen var lammede i det meste af landet, og der var masseprotester i alle større byer. Fra december begyndte den private sektor også at strejke i stor stil – en bevægelse med en størrelse og radikalitet, som kunne true magthaverne, var født!
Man anslår at to millioner franske arbejdere var i strejke i tre en halv uge.
At Frankrig 1995 blev et vendepunkt skyldtes mængden af arbejdere, der var i aktion, og det at de fik mange af nedskæringerne stoppet, men også måden hvorpå de organiserede sig var afgørende. De mange aktivister i bevægelsen, fik selvtillid og opdagede at alting ikke behøvede at afhænge af de traditionelle faglige eller politiske ledere.
I 1995 lærte den franske arbejderklasse en lektie, som giver magthaverne søvnløse nætter den dag i dag.
Baggrund
De offentligt ansatte skulle nu være på arbejdsmarkedet i 40 år – mod tidligere 37,5 – før man havde ret til pension. Derudover var der øget brugerbetaling på hospitaler og medicin, skattestigninger og forringelse fagbureaukratiets kontrol over sygesikringen.
Juppé-planen kom oven i andre markante nedskæringer med lukning af togstrækninger, en delvis privatisering af telefonsystemet og omlægning af skattesystemet, der ramte folk med lave indkomster.
Den massive nedskæringspakke blev begrundet i Maastricht-traktatens krav om at formindske statslige underskud til 3% senest 1999.
Se også:
SAA 303: Denis Godard rapporterer fra Paris: Oppe mod statsmagten
SAA 303: Frankrig: Fagforeningsledere signalerer tilbagetog
SAA 303: Strejkerne i Frankrig ved en korsvej
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed