Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 303 – 12. november 2010 (Kun online)

Nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen

Igen stor stigning i fyringsvarsler

Jørn Andersen

For anden måned i træk er antallet af varslede fyringer steget kraftigt – fra 956 i august over 1981 i september til 3.591 i oktober. Ifølge 3F og Danske Bank skyldes det Vestas-fyringerne. Den konklusion understøttes dog ikke af en nærmere analyse af tallene.

De næsten 3.600 varslede fyringer i oktober er det næsthøjeste tal, siden den økonomisk krise satte ind, kun overgået af januar 2009, hvor tallet var helt oppe på 5.626.

Mens antallet af fyringsvarsler i hele 2010 frem til og med august lå på ca. 1.000 pr. måned er det nu mere end 3-doblet.

Er det Vestas-fyringerne?

"Inden vi dog for alvor lader panikken brede sig, er det vigtigt at huske på, at en del forklaring på den meget kraftige stigning i antallet af fyringsvarsler formentlig er, at Vestas i netop oktober har varslet et anseeligt antal fyringer," skriver seniorøkonom Tore Damgaard Stramer, Danske Bank, i en kommentar til tallene ifølge Børsen (11. nov.).

Og i 3F’s Fagbladet hedder det: ”Det tyder på, at det er fyringerne på Vestas, der nu slår igennem i tallene. Og det bekræfter jo det, vi længe har sagt, nemlig at krisen langt fra er ovre, siger 3F's cheføkonom Anita Vium.”

Det er rigtigt, at tallene bekræfter, at krisen langt fra er ovre. Men hvis de to økonomer havde besværet sig med at kigge lidt nærmere på tallene, ville de se et andet billede.

For det første findes halvdelen af fyringsvarslerne (1.750) i regionerne Sjælland og Hovedstaden. Her har Vestas kun fyret i Nakskov (Lollands kommune), hvor der er fyret 430. Der er altså 1.320 fyringsvarsler i Sjælland/Hovedstaden, der ikke kan tilskrives Vestas-fyringerne.

For det andet er der en stor klump fyringsvarsler (1.205) i erhvervsservice-branchen (heraf langt hovedparten i Viborg kommune). Erhvervsservice er især rengøring, vagtfolk o.l.

Vestas har ganske vist annonceret 343 fyringer i Viborg, men på en samlefabrik, som jo ikke falder ind under erhvervsservice. Selv hvis Arbejdsmarkedsstyrelsen skulle have fejlplaceret disse fyringer (det kan langt fra udelukkes), er der altså stadig over 850 fyringsvarsler i erhvervsservice, som ikke har noget med Vestas at gøre.

Går man varslerne igennem kommune for kommune og branche for branche er der meget få ud over de 430 i Nakskov, der kan henføres til Vestas. Formentlig fordi resten af de 2.000 Vestas-fyringer først kommer med i de næste måneders statistik.

Mere generelt problem

Vores konklusion falder derfor sammen med konklusionen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som skriver:

”Set på erhverv lå det højeste antal fyringsvarsler i oktober måned inden for erhvervsservice. Tallene tyder ikke på, at forklaringen i det stigende antal fyringsvarsler kun kommer fra Vestas’ fyringsrunder.”

De store klumper af fyringsvarsler i oktober fordelt på branche findes i erhvervsservice (1215), Industri mv. (920), offentlig administration, undervisning og sundhed (855), samt Handel og transport mv. (414).

Samtidig skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: ”Antallet af ledige stillinger i statens Jobnet faldt yderligere i oktober måned og satte med 15.400 stillinger (sæsonkorrigeret) ny bundrekord. Set over det seneste år, er antallet af opslåede stillinger faldet 2.200.”

Fortsat lav beskæftigelse

Kigger vi over en lidt længere periode, så er det tydeligt, at krisen langt fra er ovre. Iflg. AE er den private beskæftigelse faldet med i alt 182.000 fra toppen i 2008 til 2. kvartal 2010.

AE trøster sig med, at selv om den private beskæftigelse er faldet med 7.000 i 1. kvartal 2010 og kun er steget med 1.000 i 2. kvartal 2010, så er den offentlige beskæftigelse steget med 9.000 i 1. kvartal og yderligere 4.000 personer i 2. kvartal 2010 – hvilket giver en lille stigning i beskæftigelsen i første halvår af 2010.

Men den offentlige beskæftigelse vil næppe fortsætte med at stige. Kigger vi på fyringsvarslerne for september og oktober, så er en stor del af dem sket inden for netop den offentlige sektor (751 i september og 855 i oktober). Disse varslede fyringer vil først påvirke beskæftigelsen i de kommende måneder.

Samtidig vil konsekvenserne af regeringens sparekrav til kommunerne formentlig betyde yderligere 6-8.000 fyringer i den kommende tid.

12.11.2010

Flere artikler fra nr. 303

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Krise og modstand (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 3346 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside