Socialistisk Arbejderavis
Nr. 304 – 8. december 2010 (Kun online)
Studenteroprør sender Berlusconi i tovene
Siân Ruddick
Italiens skrøbelige regering under ledelse af premierminister Silvio Berlusconi har fået endnu et væsentligt slag, da studerende strømmede ud på gaderne i løbet af de sidste to uger for at protestere mod foreslåede reformer af uddannelsessektoren.
I over 20 byer har studerende blokeret motorveje og veje og besat skoler og universiteter.
I flere byer, herunder Milano, Venedig og Scalea, har studerende stoppet togene ved at sidde på sporene og blokeret billetkontorer.
Rom blev i realiteten sat i stå den 30. november – ”Blokér alt-dag”.
Fem gymnasier er besat i solidaritet med de universitetsstuderende, og i hele landet har gymnasieelever sluttet sig til demonstrationerne.
Studerende har lavet store bogomslag af pap og holdt dem som skjolde, der efterlignede uropolitiets. I Pisa har det skæve tårn været besat, ligesom Colosseum i Rom.
Så mange som en million studerende har deltaget i protesterne ifølge nogle skøn.
Nedskæringer
Berlusconis reformer vil beskære uddannelsesbudgettet med 300 millioner euro (over 2 milliarder kr.) næste år – 26 millioner euro alene vil blive skåret fra Studiefonden, der hjælper fattige studerende.
Stridigheder har hærget den højreorienterede koalitionsregering, da Berlusconis gamle allierede, den ”tidligere fascist” Gianfranco Fini, har fjernet støtten til det regerende parti – og taget fire ministre med sig.
Berlusconi står over for et mistillidsvotum fra Fini den 14. december i parlamentets underhus, hvor han ikke længere har et klart flertal.
Det Demokratiske Parti (det tidligere kommunistparti) og andre på centrum-venstre-fløjen støtter op bag Fini i et forsøg på at tvinge Berlusconi til at træde tilbage. Hvis han taber afstemningen, er han nødt til at træde tilbage.
Men det vigtigste er ikke at alliere sig med ex-fascister, der er blevet uenige med Berlusconi, men at bruge regeringskrisen til at optrappe bevægelsen på gaderne og bringe den ind på arbejdspladserne.
Og der er tegn på, at studenteroprøret begynder at få støtte fra arbejdere.
På besættelserne af togstationerne har arbejdere har vist deres solidaritet med de studerende med bannere og ved at bringe kaffe til de protesterende.
I Rom gik buschauffører ud af deres køretøjer og nægtede at køre gennem vejspærringerne trods pres fra deres chefer.
Studerende, der har besat deres uddannelsessteder, har opbygget forbindelser med lokale fagforeningsfolk fra de vigtigste forbund.
En langvarig økonomisk afmatning har bragt ledigheden op på knapt 9 procent af befolkningen.
Det har ramt de unge særligt hårdt – ledigheden er på 30 procent for aldersgruppen 18-25.
Giampiero Modena fra den faglige hovedorganisation CGIL sagde: ”80 pct. af ansættelseskontrakterne for personer på 25 år og yngre er midlertidige kontrakter, så ingen kan lave langsigtede planer for deres fremtid.”
Arbejdere i Italien har demonstreret i de seneste måneder mod arbejdsløshed, men planerne for udbredte strejker er ikke blevet til virkelighed.
Historien er meget lig den i Storbritannien: Studerende bliver radikaliserede og viser hvordan man kan slås.
Hvis arbejderne i Italien slutter sig til de studerende på gaden og ved at gå i strejke så vil det ikke bare betyde, at Berlusconi går af. Det vil betyde at venstrefløjen i Italien igen kan vokse.
Oversat fra Socialist Worker (UK) 2231, 7. december 2010
http://www.socialistworker.co.uk/art.php?id=23290
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe