Socialistisk Arbejderavis
Nr. 305 – 13. januar 2011 – side 12
Forsvar WikiLeaks
Jørn Andersen
WikiLeaks’ seneste, igangværende offentliggørelse af en kvart million indberetninger fra amerikanske ambassader verden over har udløst et voldsomt modangreb fra USA og dets allierede. Alle tilhængere af demokrati og åbenhed må gå til forsvar for WikiLeaks og dets talsperson, Julian Assange.
Ved de tidligere store WikiLeaks-leaks (om krigene i hhv. Irak og Afghanistan) har Obama-administrationen forsøgt sig med blot at fordømme offentliggørelsen – med henvisning til at de bragte amerikanske soldater m.fl. i fare.
Men allerede inden den seneste offentliggørelse har udenrigsminister Hillary Clinton været i kontakt med en lang række lande for at afbøde skadevirkningen for USA’s renommé og – er det nu tydeligt – for at signalere et fælles modangreb.
Statsmagtens modangreb
Det hidtidige højdepunkt i modangrebet er fængslingen af Julian Assange i Storbritannien på anklager om voldtægt og andre seksuelle overgreb, angiveligt begået i Sverige i august i år.
Desuden er WikiLeaks normale servere blevet lukket ned af amazon.com efter politisk pres. I stedet er de nu flyttet til Schweiz og findes på www.wikileaks.ch. PayPal har lukket deres konto efter politisk pres. Osv. osv.
Stribevis af højtstående amerikanske politikere og mediefolk har kaldt ham ”forræder”. Nogle er gået så vidt som til offentligt at fremsætte mordtrusler mod Assange, som nu frygter at blive udleveret til USA, hvor chancen for en fair retssag ikke er stor.
Obama-regeringens statsadvokat har indledt en undersøgelse for at finde paragraffer, man kan anklage Assange for.
Andre statslige insititutioner, og sågar universiteter, i USA advarer deres ansatte mod at kigge i WikiLeaks-papirerne under henvisning til, at de stadig er hemmeligtstemplede.
Karaktermord
Men denne statslige magtanvendelse står ikke alene. Der føres samtidig en mediekampagne for at beklikke Assanges hæderlighed og motiver. Og det er denne sidste del, der risikerer at afholde folk fra helhjertet at forsvare WikiLeaks og Assange.
Herunder vil vi gennemgå nogle af de vigtigste argumenter.
WikiLeaks bringer liv i fare – ?
Offentliggørelsen af Irak- og Afghanistan-dokumenterne blev mødt med anklager om, at den udgjorde en risiko for amerikanske soldater og civile irakere og afghanere.
Et internt amerikansk regeringsnotat fortæller imidlertid, at der ikke kan påvises konkrete tilfælde, hvor det er sket.
Oveni dette kan man naturligvis pege på, at der er et stort element af hykleri i påstanden: Det er først og fremmest den amerikanske regering, der bringer såvel irakeres, afghaneres som amerikanske soldaters liv i fare ved deres krige.
Viden er naturligvis et våben i enhver krig. Så det, den amerikanske regering siger, er blot, at ”vi vil have monopol på viden”. Vores synspunkt er et andet: Vi ønsker, at modstanderne af USA’s krige og besættelser får så megen viden som muligt om, hvad USA og dets allierede foretager sig.
Er det fair at offentliggøre hemmelige regeringsdokumenter?
Men tilbage står: Er det ikke rimeligt, at regeringer kan hemmeligholde fx indberetninger fra ambassader?
Her må man starte med at spørge, hvorfor de hemmeligholdes? Noam Chomsky gav et meget klart svar for nylig i et interview om hans egen rolle i Daniel Ellsbergs berømte offentliggørelse af Pentagon-papirerne i 1971: ”En af de vigtigste grunde er at beskytte regeringen mod sin egen befolkning.”
Det er i høj grad også tilfældet denne gang. Man kan føre lange og abstrakte diskussioner om berettigelsen af at offentliggøre regeringsdokumenter.
Humlen er imidlertid, at afsløringerne viser, at både USA’s regering og mange af dets allierede bevidst har løjet for deres egne befolkninger. At USA har brugt økonomisk pression på selvstændige stater for at få opbakning til deres Københavnserklæring ved klimatopmødet i 2009. At der er lagt pres på retsvæsenet i fx Spanien og Tyskland for ikke at forfølge anklager om tortur og mord på statsborgere i disse lande, osv. osv.
Når regeringer lyver i den grad, som USA’s og deres allierede gør det, vil de færreste nok være i tvivl om, at offentliggørelsen er til gavn og ikke til skade for demokratiet. Et af demokratiets forudsætninger er, at man kan stille politikere til ansvar. Det kan man oftest ikke, men WikiLeaks har gjort nogle ting lidt lettere.
Det virker også ret absurd, når fx USA’s regering beklager sig over offentliggørelsen af Irak- og Afghanistan-dokumenterne, når de samtidig er tilgængelige for over 100.000 militærpersoner på det såkaldt ”militære internet”.
Som Chomsky siger: De ”hemmeligholdes” af frygt for befolkningen – ikke af frygt for fremmede magter, terrorister eller hvem nu ”de onde” måtte være.
Assange’s voldtægtssag
Ingen af os kan vide, hvad der er foregået mellem Assange og de to svenske kvinder i august 2010. Det er naturligvis en relativt banal sag – om end alvorlig for de implicerede – som burde have haft en helt ordinær behandling.
Der er imidlertid så mange ”mærkelige” omstændigheder omkring den måde, sagen har udviklet sig på, at det nu er tydeligt, at dens ikke-opklaring skyldes, at den kan bruges i heksejagten på Assange.
For det første, er Assange endnu ikke anklaget for noget. Den svenske anklagemyndighed har ønsket ham afhørt, hvilket Assange gentagne gange har erklæret sig villig til. Når det i medierne fremstilles, som om der har været en større politijagt på Assange, er det simpelthen ikke rigtigt.
For det andet, har den svenske anklagemyndighed haft masser af lejligheder til at afhøre Assange. Han har opholdt sig i Sverige i 40 dage i efteråret. Og da han forlod Sverige var det efter udtrykkelig tilladelse fra den svenske anklagemyndighed. Selv efter han forlod Sverige har han gentagne gange erklæret sig villig til at lade sig afhøre.
For det tredje, er det helt ude af proportioner at udsende en Interpol ”red notice” mod Assange for at få en afhøring i en så relativt banal sag. Specielt når Assange selv har erklæret sig villig til at lade sig afhøre.
Det er tydeligt, at den svenske anklagemyndighed i denne sag er styret af den svenske regerings politiske interesser. Dels i at sikre et godt forhold til USA, dels i ikke at få afsløret svenske regeringsløgne over for deres egen befolkning.
Der er ingen grund til at gå ind i spekulationer om, hvorvidt Assange er skyldig i seksuelle overgreb eller ej. Hvis han er det, skal han naturligvis dømmes for det som alle andre. Det kunne en evt. retssag måske have afklaret i efteråret.
I dag er situationen imidlertid en anden: De mulige anklager mod ham indgår i et politisk spil, som skal trække fokus væk fra regeringers løgne og manipulation – som har langt større konsekvenser for langt flere mennesker, end hvad Assange evt., engang, måske vil blive anklaget for over for de to kvinder.
Det er grunden til, at fx journalisten John Pilger og filminstruktøren Ken Loach i retten i London tilbød at betale kaution for ham. Sagen er blevet absurd, og vi må kræve Assange løsladt.
Stol ikke på magthaverne
Den 23. november 1917, to uger efter den russiske revolution, offentliggjorde den nye arbejderregering en omfattende diplomatisk korrespondance mellem den tidligere russiske regering og dets allierede. Da de i december 1917 blev offentliggjort i britiske og amerikanske aviser, udløste det vildt furore i magtens cirkler.
Ved offentliggørelsen skrev den russiske socialist Leon Trotskij bl.a.: ”Hemmeligt diplomati er et nødvendigt værktøj for et besiddende mindretal, som er tvunget til at bedrage flertallet for at underkaste det sine interesser. Imperialismen, med dens lyssky planer for erobringer og dens røver-alliancer og aftaler, har udviklet det hemmelige diplomati til det højeste niveau.”
Og: ”Afskaffelsen af hemmeligt diplomati er den første betingelse for en ærlig, folkelig og ægte demokratisk udenrigspolitik. Sovjetregeringen anser det som sin pligt at udføre en sådan politik i praksis.”
Det hemmelige diplomati spiller den samme rolle i dag. Men der er stadig lang vej til at afskaffe magthavernes hemmelige diplomati.
WikiLeaks har givet os et indblik i et lille hjørne af dette hemmelige diplomati, og derfor skal vi forsvare WikiLeaks – og bruge deres afsløringer som våben til den arbejderrevolution, som er det eneste, der kan afskaffe hemmelighedskræmmeriet.
Se også:
SAA 305: WikiLeaks dokumenter
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed