Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 4

CSC og Prosa’s konflikt

Union-busting?

Christine Kyndi

I juni 2009 startede forhandlingerne om ny overenskomst for de af de ansatte i CSC Danmark, der er organiseret i PROSA – det er 700 eller 1/3 af firmaets ansatte. Forhandlingerne brød sammen, men blev genoptaget i januar i år.

CSCs krav til de ansatte omfatter bl.a. lønnedgang, øget arbejdstid og afskaffelse af betalte pauser og af tryghedsaftalen, kravene betyder samlet set 30 pct. lønnedgang. Desuden kan CSCs medarbejdere se frem til at 900 job i Norden skal flyttes til Asien i 2012.

Den 8. februar brød forhandlingerne sammen igen. Dagen efter lockoutede CSC 120 PROSA-medlemmer. Som svar på det varslede PROSA strejke fra 28. februar, men strejken kom i arbejdsretten. Efter at have udskudt beslutningen flere gange, besluttede arbejdsretten den 24. marts at PROSA kun må sende 5 i strejke og at CSC skal tage 4 af de lockoutede tilbage. Derfor begyndte strejken først sidst i marts.

Om arbejdsrettens behandling og udskydninger siger PROSAs næstformand Hanne Lykke Jensen til Arbejderen, at: ”der er ingen tvivl om, at det gør vores muligheder for konflikt her og nu stærkt begrænset. For os har det opsættende virkning, men det har det ikke for CSC”.

Og det er ikke den eneste klage over arbejdsretten. En af talerne på en blokade foran CSC beklagede sig over at arbejdsretten var lang tid om at bestemme sig, når det var PROSA, der havde klaget over CSC, mens de kunne nå frem til en beslutning meget hurtigt, når det var CSC, der klagede.

Den 28. april var der international arbejdsmiljødag. Flere hundrede CSC-ansatte nedlagde arbejdet i 24 timer og samledes sammen med lockoutede og strejkende foran CSC.

Til den 1. juni har PROSA opsagt fredsaftalen og varslet, at de vil sende 400 i strejke.

CSC ansætter skruebrækkere

CSC har allerede forberedt sig på en konflikt ved at sørge for, at der er folk til at overtage det konfliktramte arbejde. Ifølge PROSA har de flere måneder før sammenbruddet i forhandlingerne været ude og spørge andre firmaer, om de vil overtage arbejdsopgaver under en konflikt. Et af de firmaer er Miracle Business A/S. Til computerbladet Comon siger direktøren om tilbuddet: ”det svarede jeg med begejstring JA til”.

CSC har ansat 40 indere til at overtage konfliktramt arbejde efter 1. juni. Desuden prøver de via rekrutteringsfirmaer at ansætte flere skruebrækkere. De lokker med en løn på op til 110.000 kr. om måneden.

I midten af april vurderede PROSA, at flere end 50 vikarer fra Danmark, Litauen og England arbejdede i CSC Danmark. Vikarerne skal oplæres, så de kan overtage arbejdet, og det tvinger ledelsen de CSC-ansatte til at gøre. Hver uge skal vikarerne give karakterer efter hvor villige de ansatte er til oplæringen, og hvis ikke de ansatte klarer det godt nok, truer ledelsen med sanktioner, f.eks. fyring.

Socialistisk Arbejderavis har talt med en af tillidsmændene fra CSC der beskriver det enorme psykiske pres dét ligger på de ansatte:

”Vi har et meget meget elendigt arbejdsklima i øjeblikket fordi man ansætter en masse skruebrækkere, som folk skal oplære, så de er klar når vi skal i gang med den store konflikt den 1/6. Det er ikke særlig sjovt at sidde og skulle oplære. Først skal man beskrive sit eget job, så ser man det kommer ud på intranettet, at man søger folk til det, så kommer der en, der gerne vil have jobbet, og så skal man så oplære ham i jobbet. Så skal man bedømmes på, om man gør det godt nok, og så den 1.6 skal den pågældende person overtage ens job.”

Den 13. april gik 15 af dem, der stod for oplæringen, i strejke som protest. Nogle dage efter fyrer CSC 13 af dem – deriblandt en tillidsmand. Senere bortviser CSC endnu en tillidsmand for at have rundsendt en mail om strejken. I protest nedlægger resten af tillidsmændene deres hverv.

CSC snyder indiske ansatte

I 2010 blev CSC meldt til politiet for at vildlede udlændingeservice, så de kunne ansætte og få opholdstilladelse til 900 højtuddannede it-ansatte fra Indien. Inderne var ikke under dansk overenskomst, og de fik kun deres indiske løn (ca. 3-5000 kr.), en lille lejlighed og 285 kr. om dagen til mad osv. Historien kom frem efter en indisk ansat kontaktede PROSA, fordi han ikke fik den løn, han var blevet lovet – efterfølgende blev han sendt hjem til Indien og skulle betale erstatning til CSC på 35.000 kr.

Hvad er CSC?

CSC er en multinational it-virksomhed med 94.000 ansatte i 80 lande og med hovedkontor i USA. I Danmark købte CSC det statsejede Datacentralen i 1996 og har derfor en række store offentlige kunder, som fx hospitalsvæsenet og politiet. CSC bruger outsourcing til lavtlønslande og henter også billig arbejdskraft fra f.eks. Indien til Danmark.

Union-busting?

CSC har sat sig for at lade 700 af deres ansatte gå 30 pct. ned i løn. Men noget tyder på, at det ikke kun er lønnedgang og forringelser af arbejdsvilkår, de har i tankerne. For selvom CSC ifølge formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, er blevet tilbudt, at deres PROSA-ansatte skal gå 20 pct. ned i løn, har de holdt fast på 30 pct.-kravet, hvilket førte til, at forhandlingerne endnu en gang brød sammen hos forligsmanden den 12. maj.

I USA, hvor CSC kommer fra, er fagforeningerne under angreb, og ”union-busting”, dvs. professionelle, der arbejder for at svække fagforeningerne, er et velkendt ord. Men for første gang er det ord blevet brugt i forbindelse med en virksomhed i Danmark – og endda af Børsen! Den 15. september 2010 skrev Børsen om CSC at:

”En af selskabets store udfordringer er fortsat magtkampene med fagforeningen Prosa. Tidligere forsøgte den nu stoppede topchef Ivor Canavan at hente en række union-busters til fra USA, der skulle hjælpe med at minimere fagforeningens magt i virksomheden, eller få »moderniseret« aftalerne med fagforeningerne, som CSC-chefen kaldte det. Arbejdet er endnu ikke endt tilfredsstillende for selskabet, fremgår det af regnskabet.”

Og det viser sig, at CSC har forberedt sig på en konflikt i månederne før forhandlingerne gik i gang igen, ved at kontakte andre firmaer, for at få dem til at overtage opgaver under en kommende konflikt. De har brugt barske metoder, som fx lockout af 120 ansatte, og endda før der overhovedet var varslet nogen strejke – lockouterne har fået Dansk Erhverv til at betegne forhandlingerne som ”helt usædvanlige”. Fyringen af de to tillidsmænd og det at tvinge de ansatte til at oplære skruebrækkere peger samme vej.

Desuden anklager PROSA CSC for at have ansat en advokat, der skal sørge for, at forhandlingerne mislykkes. ”Jeg tror, han er hyret til det job at gøre det umuligt at lave en aftale ... Det er nye toner på det danske arbejdsmarked. Det har vi ikke været vant til, og vi er stærkt bekymrede. Vi følger konflikten meget tæt og er opmærksomme på, hvilken hjælp CSC’s ledelse bruger udefra for at underminere den danske aftalemodel,” siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, til ugebrevet A4.

John Logan, der er professor på et universitet i Californien og beskæftiger sig med union busters i USA og Europa, siger til A4:

”I England har man set sager, hvor Virgin Atlantic og T-Mobile er blevet beskyldt for at hyre union-busters, men hvor firmaerne blot har svaret, at de pågældende advokater primært skulle forbedre kommunikationen. Det er naturligvis nonsens. I virkeligheden bruger de nogle meget aggressive og sofistikerede metoder til at skabe splid, og det kan være det, der foregår i Danmark lige nu.”

Tilsyneladende handler konflikten mellem CSC og PROSA altså ikke kun om at forringe arbejdsvilkår og løn for de ansatte – men også om at svække fagforeningen som CSC allerede, ifølge Børsen, har forsøgt før.
Og lykkes det CSC at forringe de PROSA-ansattes forhold, står de andre faggrupper for tur næste gang: HK og metal. Heller ikke akademikerne går fri, de skal have deres overenskomst forhandlet på plads i 2012 – ifølge Magisterforeningen har CSC allerede varslet tilsvarende krav for den faggruppe.

Støt de strejkende

Men den brutale måde CSC har handlet på i konflikten, og det at de vil svække fagforeningen, er et hårdt angreb, som, hvis det lykkes, ikke kun kommer til at ramme CSC-ansatte, men vil sprede sig til andre arbejdspladser også. Det er vigtigt med et skarpt og stærkt modsvar mod CSC for at sikre, at deres metoder ikke spredes og at de kommer til at tabe. Og der skal ske noget nu.

Mens PROSA venter på arbejdsrettens beslutninger, at fredspligten skal ophøre og forsøger at forhandle om ”kun” 20 pct. lønnedgang (!) med CSC, forbereder firmaet sig til en konflikt ved at tvinge PROSAs medlemmer til at oplære skruebrækkere. CSC har allerede haft tid, før forhandlingerne om ny overenskomst begyndte, til at forberede en konflikt, der er ingen grund til at give dem mere tid. Alle faggrupper i CSC vil blive ramt af forringelserne, derfor må de alle gå i strejke og på den måde ramme CSC endnu hårdere.

Og solidariteten mellem faggrupperne er der allerede. På et stormøde diskuterede akademikerne, hvordan de kunne undgå at udføre konfliktramt arbejde. På samme møde indbetalte de penge til PROSAs strejkekasse.

Det er også vigtigt at opbygge støtten udenfor. En lang række fagforeninger støtter allerede, og den 10. april blev Faglige Fremtidsfigthers opstartet bl.a. til støtte for de strejkende og lockoutede. Victoria Risbjerg, der var med til at opstarte initiativet, siger til Arbejderen, at de vil lave en stor støttefest og et debatmøde, og at de ”arbejder på at få en stor aktivistkerne, som kan gå på gaden og lave happenings og aktioner”.

For folk, der ikke arbejder på CSC, er den landsdækkende aktionsdag den 26. maj også en vigtig dag at mobilisere til – arrangørerne opfordrer så mange som muligt til at komme med røde faner og deres venner og vise CSC, at de ikke vil slippe af sted med det.

Deltag

· Deltag i blokaderne foran CSC, der finder sted hver dag fra kl. 7.30 på Retorvej 6-8, Valby.
· Besøg de lockoutede hver tirsdag og torsdag kl. 10-12 i TIB’s bygninger, Mølle Allé 26, Valby.
· Deltag i den landsdækkende aktionsdag mod CSC den 26. maj.
Demonstration kl. 15 fra Ramsingvej 28 (tæt på Valby Station). Bustransport fra Århus og Odense – se www.prosa.dk/26maj
· Følg med på PROSAS hjemmeside: www.prosa.dk/csc

Flere artikler fra nr. 309

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp efter 2010
PROSA

Se flere artikler af forfatter:
Christine Kyndi

Siden er vist 3626 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside