Socialistisk Arbejderavis
Nr. 310 – 1. juli 2011 – side 7
Fra Cairo til Palæstina
Jørn Andersen
Mens endnu en solidaritetskonvoj er på vej mod Gaza, kigger vi på, hvad der sket i Palæstina siden revolutionen i Egypten.
Marxister har i mange år argumenteret for, at ”Vejen til Palæstinas befrielse går gennem Cairo”.
For det første er palæstinenserne alene ikke stærke nok til at vinde over Israel, en af Mellemøstens stærkeste militære magter. Og for det andet er palæstinensernes allierede ikke Mellemøstens diktatorer, men arbejderklassen i regionens storbyer, hvoraf Cairo er den absolut vigtigste.
Hvad er der så sket i Palæstina siden 25. januar-revolutionen i Egypten?
Selv om det kun er diktatoren, og ikke hele diktaturet, der er faldet i Egypten, så er der faktisk sket en hel del.
Den egyptiske revolution har påvirket situationen i Palæstina på to planer: Israel er blevet rystet af Mubaraks fald. Og mange palæstinensere er blevet inspireret af den bevægelse, der væltede ham.
Solidaritet
I Egypten var solidariteten med den palæstinensiske Intifada i 2002 enorm – og var med til at skabe den bevægelse, der 9 år senere væltede Mubarak.
De følgende år voksede en international solidaritetsbevægelse, som krævede økonomisk og intellektuel boykot af Israel.
I 2010 sendte bevægelse en ”flotilla” til Gaza med mad, medicin m.v., men den blev stoppet af Israel, som dræbte 9 mennesker på skibet Mavi Marmara i internationalt farvand. I skrivende stund er endnu konvoj på vej.
Revolution
Allerede i den egyptiske revolutionens tidlige fase var der protester i Palæstina med krav om demokrati og sociale reformer. De blev slået hårdt ned både på Vestbredden og i Gaza.
Efter revolutionen har der været stigende krav om enhed mellem palæstinensere – en protest mod delingen, men også om stop for rivaliseringen mellem Fatah- og Hamas-tilhængere. Det førte for nylig til en samlingsregering med Fatah og Hamas.
Nakba-protesterne (til minde om de 700.000 palæstinenserne, der blev fordrevet ved Israels dannelse i 1948) var 15. maj i år større og mere militante end sædvanligt.
Fra både Syrien, Vestbredden og Libanon forsøgte palæstinensere at trænge ind i Israel med krav om at få deres hjem tilbage. Mange blev dræbt af israelsk militær.
Israel svækket
Israel er klart blevet svækket ved Mubaraks fald. Den egyptiske militær-regering har måttet give delvist efter for kravet om at få åbnet grænsen mellem Egypten og Gaza.
Til efteråret skal FN stemme om anerkendelse af Palæstina som selvstændig mini-stat.
I maj måtte Obama holde en tale, som anerkendte kravet om en to-stats-løsning. (Dagen efter holdt han dog en helt anden tale til et zionist-møde i USA.)
Ingen af disse ting er uproblematiske – og man skal ikke forestille sig, at Obama på nogen måde i praksis vil støtte palæstinensernes sag.
Men for første gang i mange år er det ikke kun stormagterne og Israel, der sætter dagsorden. Det er også den fortsatte revolutionære proces i Egypten og resten af Mellemøsten.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed