Socialistisk Arbejderavis
Nr. 311 – 19. september 2011 (Kun online)
Valg 2011
Et håb om forandring
Jørn Andersen
10 år med VKO er slut. Dansk Folkeparti er for første gang gået tilbage ved et valg. Og ikke mindst: Enhedslisten mere end tre-doblede stemmetallet fra 2007 og fik med 12 mandater sit bedste valgresultat nogensinde. Det er mere end dobbelt så meget som det hidtil bedste valg i 2005.
Signalet fra valget er: Håb om forandring. Flertallet har fået nok af VKO. At de nu er væk, giver håb til alle, der ønsker et mere solidarisk og anti-racistisk samfund. Til alle, der har fået nok af VKO’s krige. Til alle, der vil have gang i klimaløsninger osv.
Det gælder ikke mindst uden for det parlamentariske cirkus: På enhver arbejdsplads eller skole vil man kunne mærke en forskel. Alle de reaktionære chefer og rektorer eller højreorienterede arbejdere og studerende har ikke længere den selvtillid, der er udsprunget af bevidstheden om, at de havde deres regering på taburetterne.
Alle andre vil nu kunne løfte hovedet og sige: Det kan godt være, det ikke er vores regering, der er kommet til, men det er i hvert fald ikke jeres.
En svag regering uden mandat
At der er tale om en ny politisk situation er vist klart for de fleste. Men hvad indeholder den? Og hvilke muligheder og udfordringer stiller den venstrefløjen over for?
Kigger vi bag valgtallene for ”rød blok” – ud over ELs fremgang – får vi en del af billedet.
Ikke blot er det lykkedes Thornings Socialdemokrati at komme under ”katastrofevalgene” i 2005 og 2007 – og dermed atter en gang få sit dårligste valg i over 80 år. Det lykkedes dem samtidig at tabe omkring 2 pct. i løbet af 3 ugers valgkamp.
For SF er det gået endnu værre: Først går SF fra ca. 19 pct. i meningsmålingerne i starten af 2009 til 13 pct., da valget blev udskrevet. Dernæst lykkes det dem at tabe yderligere næsten 4 pct. i løbet af blot 3 ugers valgkamp. De er nu mindre end De Radikale.
At miste 6 pct. tilsammen for S og SF i løbet af valgkampen er næsten historisk imponerende, når man tænker på, at det er S-SF-projektet, der skal tage over efter VKO.
De to partiledere er desuden begge i en ubehagelig top 3: Søvndal tabte over 60 pct. og Thorning over 30 pct. af deres personlige stemmer fra valget i 2007.
Håbet om, at vi fik en ”arbejder-regering” støttet af De Radikale er nu blevet til, at De Radikale kan – og vil – kræve, at der bliver ”ført politik hen over midten” (som de seneste år). Dvs. nye folk på taburetterne, men brede forlig med V og K på de meste centrale områder.
Kigger vi alene på den parlamentariske bane, er der ikke meget at have håbet om forandring i. Jo, der vil måske ske noget på klima-området, i forhold til fattigdoms-ydelser, de mest brutale forhold for asylansøgere og enkelte andre områder. Men selv disse ting er der et stort ”måske” ved.
Virkeligheden er, at De Radikale i mange tilfælde vil kunne skabe flertal for fortsatte angreb på faglige og sociale rettigheder for de mange.
S og SF-delen af regeringen har ikke noget folkeligt mandat til hverken sin udlændingepolitik (det viser fremgangen for Enhedslisten og De Radikale) eller for sin økonomiske og sociale politik (det viser fremgangen til EL, som netop førte valgkamp på, at ”Der er råd til velfærd”).
Vi vil altså få en svag regering. ”Rød blok” har ikke et samlet politisk alternativ.
To udfordringer for Enhedslisten
Enhedslisten står nu over for spørgsmålet: Hvad skal fremgangen bruges til?
Parlamentarisk er det svært at se, at ELs mandater kan blive ”tungen på vægtskålen” i andet end en række af ovennævnte sager. Det skal der naturligvis kæmpes for på Christiansborg. Men på langt de fleste områder vil der fortsat blive ført politik uden om EL.
Enhedslisten har klart meldt ud, at der ikke vil blive ført ”blå politik” med ELs stemmer. Spørgsmålet er naturligvis, om det også gælder, hvis det betyder, at regeringen vælter?
Risikoen for at det sker er måske ikke så stor – netop fordi de fleste politikker vil blive ført uden om EL. Omvendt bliver det næppe en særligt stabil regering ...
Men hvis EL alligevel kommer til at stå over for det valg, bliver det afgørende at stå fast. Som fx venstrefløjen i SF gjorde i 1967. Det væltede en socialdemokratisk regering – men det var samtidig med til at skabe partiet VS (Venstresocialisterne), som på godt og ondt blev central i udviklingen af 70ernes nye venstrefløj.
Et endnu mere sigende eksempel er Rifondazione Comunista i Italien. I 1998 var de med til at vælte Romano Prodis centrum-venstre-regering – og gjorde sig dermed til et fokus i udvikling af de næste års anti-kapitalistiske bevægelse. Ikke kun i Italien, men også som en af hovedkræfterne bag det første Europas Sociale Forum (ESF) i Firenze i 2002, som ikke mindst var med til at sætte gang i den globale modstand mod Irak-krigen.
Omvendt: Da Rifondazione i 2006 gik med i den næste Prodi-regering og blev trukket med i at stemme for Afghanistan-krigen og for at sende italienske tropper til Libanon og ikke mindst for en række angreb på offentligt ansatte – ja, så blev de udslettet ved næste valg. Et markant tilbageslag for den italienske venstrefløj.
Så den første udfordring er ikke at lade taktiske parlamentariske overvejelser trække EL væk fra de centrale principper, EL har fået sin opbakning på.
Kampen i hverdagen
En endnu mere alvorlig udfordring er, hvordan EL kan sikre sin fremgang på længere sigt?
Nogle siger allerede nu, at EL sikkert vil gå tilbage ved næste valg. At mange af stemmerne er ”lånte stemmer” fra skuffede SF’ere, som man ikke skal regne med fremover.
Det er en alt for defensiv tilgang, som glemmer, at der er en bane uden for Christiansborgs mure. Og som glemmer, at der er mange SF’ere – både blandt dem, der er gået til EL, og blandt dem, der har holdt fast ved SF – som kan trækkes med ind i en kamp mod især krisepolitikken.
Her bliver det afgørende, at EL – og ikke mindst venstrefløjen i EL – seriøst begynder at overveje, hvordan EL kan få et realistisk forhold til det at opbygge udenomsparlamentarisk modstand.
Det nytter ikke, som hidtil, at lade fagtoppen bestemme, om der skal være protester mod krisepolitkken. Eller at lade De Radikale sætte dagsorden for modstanden mod asylpolitikken (som det skete med det i øvrigt udmærkede initiativ ”Kærlighed uden grænser” i 2010).
Enhedslisten – og ELs venstrefløj – må selv tage et ansvar for at opbygge en bredere faglig og politisk venstrefløj på græsrods-niveau.
EL har en historisk chance for at omsætte sin parlamentariske fremgang til udenomsparlamentarisk aktivitet, modstand og organisering – hvis man vil.
Hvis det sker, kan det flytte de kommende års politiske landskab markant til venstre. Hvis ikke, ja, så er der en stor risiko for, at EL vil gøre sig irrelevant for det håb om forandring, som har været drivkraften bag ELs fremgang – og for at EL vil tabe næste valg.
Global protestdag mod krisepolitikken 15. oktober
Den første mulighed for at tage et skridt i den rigtige retning er at bygge op til den globale protestdag mod krisepolitikken 15. oktober – nøjagtigt én måned efter valget.
Protestdagen kommer på opfordring fra de spanske ”plaza-besættelser” i maj og juni og har fået opbakning fra bredere dele af den europæiske antikapitalistiske venstrefløj.
Enhedslisten har også formelt bakket op, men nu da valget er overstået, haster det med at få omsat den principielle støtte til en aktiv.
På den parlamentariske bane er der god grund til at bevare pessimismen. Valgresultatets håb om forandring kan hurtigt blive til skuffelse.
Den kommende tids kampe mod krisepolitik, krig, klimaforandringer og racisme skal først og fremmest bygges op udenomsparlamentarisk. Hvis større dele af EL melder sig ind i den opgave, kan det blive et vigtigt skridt fremad for hele venstrefløjen.
Tillykke til alle med valgsejren – nu handler det om at ”styrke kampen i hverdagen”.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed